Med undrende øjne


 

At læse forfatteren Torben Lange er at møde ham. Og det er et godt møde, hvor en sjæl, der på forunderlig vis ikke er blevet kynisk af de oplevelser og sår, tilværelsen i så rigt mål har givet den, giver sin glæde ved livet videre til læseren. Umiddelbart virker Lange som et naivt menneske, der hele tiden rager sig ind i vanskeligheder, men sandheden er, at han sanser vores fælles verden på en anden måde end de fleste af os. Hans medfødte visdom får ham til med selvfølgelighed at verfe alle de omstændelige ligegyldigheder, som livet er overfyldt med, af vejen med en håndbevægelse, så han kan koncentrere sig om det væsentlige: fryden ved at være til.

Denne umiddelbarhed gør, at der som regel ikke er langt fra tanke til handling. Ja, Lange går baglæns med lukkede øjne ind i skæbnens favn og ser, hvad der sker. Og der sker utrolige ting for den, der lader eventyret komme til sig. For når man driver rundt i verden for at se på den, møder man mennesker, der ikke har deres gang i samfundets sædvanlige trædemøller. Og det er ofte generøse skabninger, der har tid til at snakke om livet og døden, og som kan finde på at forære et gammelt vrag af en bil til en pengeløs forfatter. En presset citron, men den kan køre. Så hvad gør man, når man har en bil. Ja, så kører man selvfølgelig så langt væk som muligt. Så Torben giver sig fluks ud på en rejse til Nordkap.

Det er ikke fordi Torben har et lyst sind. Tværtimod er han dybt deprimeret. Hans kone er død og han er ved at gå til af sorg. Faktisk er han næsten ude af stand til at gøre andet end at sørge. Men med de nødvendige overspringshandlinger bliver kontakten til livet hele tiden fornyet. Og en poetisk såret sjæl som Torbens virker bare som en magnet på kvinder, hvad bogen har mange detaljerede og saftige vidnesbyrd om.

Odysséen til Nordkap er utrolig morsom og fortæller om den spontane hjælpsomhed, man møder de mærkeligste steder. Men også om det snæversyn og den skadefryd, der behersker ”almindelige” mennesker, der altid er parat til at lufte deres fordomme overfor en kunstner.

For bogen handler i høj grad om at være anderledes. Forfatteren Torben Lange er en brik i puslespillet, der er forkert, og alle gode kræfter forsøger at få filet den til, så den kan komme pænt på plads i det store samfundsmønster. Det kan de godt spare sig, for Torbens selvberoende naivitet forhindrer ham i at gøre myndigheder, læger og psykiatere tilpas, hvor gerne han end ville. Og han er verdensmester i at klæde systemets folk af i al deres ynkelige uvidenhed og velmenende umenneskelighed.

For eksempel Københavns skattevæsen, der er berygtet for sin systematiske forfølgelse af kunstnere. Der er slet ingen tvivl om, at det er forbundet med sadistisk fryd, når små bureaukrater forfølger kunstnere som Torben Lange. Og han er forsvarsløs, netop fordi han er den han er.

Til sidst rammes han af et slagtilfælde, der lammer hans venstre ben. Og nu kommer han i menneskehænder. Der diagnosticeres i alle retninger, og det ender med, at en amerikansk lægevikar uden nærmere undersøgelse af patienten skriver i hans journal, at han lider af ”hysterisk nervøsitet”, hvad der ser plausibelt ud på latin. Da han igen får et apopleksianfald, går han til en neurolog, der faktisk undersøger ham og giver den rigtige diagnose.

Alle disse episoder – og bogen er skrevet episodisk – er på én gang meget humoristiske og samtidig vækker de éns harmdirrende vrede over et koldt samfund, der maser de utilpassede helt ned i skidtet. Men man sidder ikke og mister lysten til livet, for man både griner og har en klump i halsen, mens man møder alle de mennesker, der får liv og mæle i denne levende bog. Den er læst i ét hug, og så må man lige læse den igen. Det bliver den endnu bedre af.                                                                                             
                                                                                  Henning Prins
                                                                  

Torben Lange: Forfatterliv. 343 s. 299,95- kr. Borgen

                                      Jeg vil gerne have nyhedsmails
                                      
kritiskportal@mail-online.dk 

Tilbage til forside Tilbage til boganmeldelser