Mine tressere

 

Erindringer 1960-70

Endnu et forord 17.10.2007

Der er løbet så meget vand i stranden siden disse nedenunder fortalte begivenheder fandt sted, at de har nået at samle støv i min hjerne. Men en gennemlæsning af dem fik mig på den tanke, at de endnu rummer så meget liv og erfaring, at nogen vil kunne få glæde af dem. Det hele er, som det fremgår, en samling artikler fra dagbladet information, bragt i 1989. Og nøjj, hvor er det længe siden.

                                          H.P.

Forord 25.8.2004 : Denne beretning er en anden end den, jeg ville skrive i dag, hvad der viser, at historien er skabt af et flygtigt stof. Når jeg læser skriften fra 1989, der skal gengive 1960’erne, ser jeg, hvor farvet den er af øjeblikket og at jeg i dag ville gengive mine faktiske oplevelser på en lidt anden måde. Det pønser jeg faktisk på, altså at skrive mine erindringer fra en ende af. Afvigelserne fra en mulig virkelighed vil nok tiltage, til gengæld kan fortidens hændelser måske ses i et større mønster. H.P.  

------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
 

Henning Prins, Thylejren 1970


 

 

DENGANG FØR 68’ERNE. Artikelserie fra Information. 1. afsnit torsdag 22. juni 1989

Et hul i tavshedens mur

Af Henning Prins

Sommerens første afsnit af en personlig beretning om den scene, der blandt meget andet er blevet kaldt ”ungdomsoprøret” – en nødvendig introduktion om en pædagogisk Stalin-tid, om atommarchernes digebrud og om forfatteren 

INDEN jeg begynder at berette, hvad jeg har oplevet i en del af mit liv, vil jeg lige introducere mig selv løseligt.

Mine bedsteforældre på mødrene side slog sig op ved hjælp af en kæde af herrelingeributikker i København. De kom, som de fleste københavnere i gamle dage, fra provinsen og var i besiddelse af stor flid og lige så store ambitioner.
   Og som alle tilflyttere blev de mere københavnske end nogen. Medlem af alle slags borgerlige foreninger. Men til syvende og sidst progressive radikale, der satte deres børn i Sortedams Gymnasium, oprettet af den legendariske pædagog Hanna Adler, der i fremskridtets land USA havde lært, at man ikke skal skille kønnene i skolen og at børn for resten er tænkende væsener. Det var rystende revolutionært på den tid.
   Min far, derimod, véd jeg ikke så meget om, (skrev jeg i 1989. I mellemtiden har jeg fundet tre søskende og dækket min manglende viden ind. Men det er en anden historie). Han var gårdmandssøn fra Holbækegnen, Tuse Næs nærmere bestemt. Og så vidt jeg har kunnet få oplyst, en flink og umådelig tjenstvillig ung mand, som min mere hårdkogte mødrene del af familien grinede lidt af. Men det er alt sammen rygter, for han forlod mig og min mor, inden jeg var fyldt et år.
 

DA MIN far var bortskredet til det ukendte, og da det var mig ganske umuligt at få noget at vide om ham, ja, så var jeg aldeles faderløs de første fire år af mit liv. (I mellemtiden, efter min mors død, fandt jeg min fars fødselsdato, og via folkeregeistret fandt jeg hurtigt ud af, at min far var død for ti år siden. Jeg satte resolut et læserbrev i Herning Amts Avis, hvor jeg fortalte, at jeg var søn af Chritian Hansen, født den og den dato, og at jeg var vis på, at jeg havde søskende. Og tænk, familiens gamle læge ser brevet og ringer til min søster, der bor i Norge, og kort tid efter har jeg hele tre søskende samt en opklaring på mange, mange spørgsmål. Det var vidunderligt!

Det var i de længst svundne dage, da borgerlige mennesker som noget helt naturligt havde en ”ung pige” til at ordne alt det dér, man ikke gad ordne selv. Desuden var både min mor og min mormor selv­erhvervende forretningskvinder og væk hele dagen, så ung-pige-funktionen var uundværlig. Så jeg voksede op i et pyramidalsk matriarkat med min jernstærke mormor som det uimodsigelige centrum. I den periode opdagede jeg, at jeg var en sand ridder, og at jeg for altid ville kæmpe for sandhed og ret. Det gav sig blandt andet udtryk i, at jeg bandt et badehåndklæde om skuldrene og løb ned ad en lille bakke med højt hævet sværd, mens jeg mærkede ”kappen” smælde mod mine skulderblade. Til kamp mod ”Det Onde!”
   Tro det eller lad være – jeg havde allerede på det tidspunkt begyndelsen til en politisk holdning.
   Min lyksalighed som ene hane i kurven fik en brat ende i fireårs­alderen, hvor min mor meget naturligt mødte en mand, som hun forelskede sig i. En dygtig, viljefast og sanddru mand, opdraget efter meget gammeldags principper.
   Så det blev det helt store sammenstød. Jeg skal ikke trætte med detaljer, kun sige, at jeg heller ikke var uden viljestyrke. Men den indførelse af pryglestraf, min mors giftermål desværre også betød, havde jeg svært ved at leve med.
   I det hele taget var det sådan, at børn skulle tie stille ved middags­bordet, vente på at det blev deres tur, altid tage det mindste stykke kage, pænt bede om lov til at gå fra bordet, takke for alt – mad, søvn osv og i ét og alt forsøge at gøre sig usynlige og uhørlige.
   På den tid var der ikke mange voksne, der fandt sig i uregulerede livsytringer fra børns side. Ethvert voksent menneske havde ”ret” til at stikke et hvilken som helst barn én på snotten, hvis det på nogen måde mishagede det. Nok værd at huske i dag.
   Så der var en helt anderledes krig på kniven mellem voksne og børn end nu om dage. Det var pædagogisk set en slags Stalintid, hvor alle voksne var medlem af KGB og centralkomitéen på  én gang.
   Imidlertid endte det stadige opgør mellem min stedfar og mig med en klassisk løsning: Jeg blev sendt på kostskole. Og hér mødte jeg en vidunderlig samling obsternasige unger. De var næsten alle sammen umulige. Så det faldt os ikke svært at etablere et ubrydeligt fællesskab mod voksenverdenen. Men jeg skal skåne læseren for en masse skolehistorier, et Knold og Tot-hæfte skulle kunne gøre det.
   Jeg udviklede mig efterhånden til den typiske vrangvillige teenager med skuldrene oppe om ørerne, der aldrig lavede lektier, men tit var smidt ud på gangen, samtidig med at mine ”kunstneriske” fristile på den anden side tit blev læst op i dansktimerne. En tvetydig rolle, som jeg kompenserede for ved at være konsekvent uartig. De andre skulle jo nødig tro, man var en tøsedreng.
   Og så skulle man selvfølgelig ryge, og, hvis det på nogen måde kunne lade sig gøre, drikke spiritus. Så var man først en rigtig helvedes karl.
   Til sidst forlod jeg skolen i utide, mest af raseri over at være blevet dumpet. Ikke på grund af manglende faglighed, for jeg kunne pensum tre uger efter at vi havde fået vores nye bøger udleveret, men fordi jeg var et uroligt hoved.
   Og så kom jeg i tømrerlære. Og så stak jeg af. Og så kom jeg på Kunsthåndværkerskolen. Og så stak jeg af fra det.
   Og så kom jeg ud at sejle. Og så tog jeg en mellemskoleeksamen. Og så blev jeg udlært som dekoratør. Og så daskede jeg rundt og havde lidt hér og lidt dér.
   Og mine forældre var selvfølgelig fortvivlede. De kunne jo ikke vide, at deres håbløse pode bare lidt tidligt introducerede en ny ”ungdomskultur”.
For det vigtigste i mit liv var samværet med mine kammerater. Vi sås uafbrudt og førte én lang samtale om alt det, der skete i de grå halvtredsere. Og det var ikke ret meget. Det var mest noget med, at kommunisterne var onde, især dem ovre i Rusland, at amerikanerne førte en retfærdig krig i Korea (FN var ikke så meget på banen den gang, selvom de amerikanske soldater havde blå hjelme på.) Og kineserne var om muligt endnu mere djævelske end russerne. Men Danmark havde sendt hospitalsskibet ”Jutlandia” derned, for resten et søsterskib til det, jeg var ude at sejle og som hed ”Falstria”, så det var ikke danskernes skyld at amerikanerne fik prygl hele tiden.
   Og så spillede vi jazz. Ja, kære læser, glæd dig over, at du ikke skal høre det. Men det hed bare jazzklubber og aflytning af plader og lange, historisk baserede diskussioner om de enkelte musikeres liv og levned, om de mere intrikate forskelle på new orleans og dixie og om moderne jazz overhovedet burde være tilladt, eftersom de fleste syntes, det var det værste lort.
   Mine venner var ikke fra det samme grosserermiljø som jeg selv. Deres forældre var i nogle tilfælde socialister eller radikale med rød tone, der var også nogle kunstnere iblandt og hos dem foregik der ting og sager og en helt anden samtale end den, jeg var vant til hjemmefra.
   Så da der blev kaldt til samling i Holbæk til den første anti-atom-march, så skulle vi, banden, rosset, selvfølgelig med. Vi var på det tidspunkt for længst flyttet hjemmefra og boede på et gammelt mellager i Peder Skramsgade. Hvis vi havde vidst, hvad vi snakkede om, havde vi nok kaldt det et kollektiv. Dem har der været mange af, ungdommen var der ikke plads til i de voksnes verden, vores erotik gik forpint og hjemløs på gaderne og søgte ly, hvor det kunne findes.
   Dér var vi så; i cæsarhår, anorak (blå) og fodformede sko, islandsk sweater og brune bukser i jernbanefløjl, klar til at lade Carl Scharnbergs bevingede ord løfte os og begyndte at trave derudaf med faner og banner i dystre sorte farver. Det var alvor, det hér.
   Det var en meget opløftende fornemmelse at opdage, vi var så mange, drenge og piger, kvinder og mænd, der mente eller i hvert fald følte det samme. Jeg kan ikke i skrivende stund huske, om det var på den første eller den anden atommarch, vi løb ind i et forrygende snevejr. Men den slags strabadser var bare herligt. Det kan nok være, vi gik for freden den gang.
   Den begejstring, der greb alle os unge ved mødet med Atomkampagnen, havde selvfølgelig meget at gøre med, at vi var så unge, som vi var. Men endnu vigtigere var det, at vi følte en stor befrielse. Det var lige som om et dige var sprængt og et kæmpehav skyllede ind over os. Et hav af informationer om den store verden uden for Danmark.
Det kan være svært at forstå i dag, hvor vi undertiden føler, vi drukner i usorteret nyhedsstof og tilfældige informationer. Men i slutningen af halvtredserne var Danmark underlagt en presse, der helt frivilligt censurerede sig selv og som med liv og sjæl deltog i Den Kolde Krig mellem Sovjet og USA. NATO var selve bolværket mod de røde horder og ingen forstyrrende sandheder om vor store allierede og beskytter skulle ødelægge harmonien i det danske samfund. Så det var sparsomt, hvad der trængte igennem af nyt fra omverdenen. Ja, såmænd også fra vort eget lilleputsamfund.
   Bortset fra opstanden i Ungarn i 1956, der ikke kunne siges at savne presse og opmærksomhed, så var alt på det jævne.
   Men også det almindelige dagligliv som ungt menneske var fuldt af restriktioner. Jazz og Rock’ n Roll blev anset for at være degenereret forbrydermusik, der frisatte de unges laveste drifter på det afskyeligste og følgelig blev bekæmpet med næb og klør af presse, kulturpersonligheder og navnlig politi.
   Når ungdommen flokkedes for at se filmen med rockkongen Bill Haley i den daværende biograf Metropol på strøget, sørgede formiddagspressen for at få gejlet stemningen vældigt op. Så når de unge mennesker syngende og dansende gik fra biografen, var det da klart, at det var optøjer, og så trak politiet kniplerne og slog nye takter på de syndige hoveder. Lignende blodige scener udspandt sig på Enghave Plads, når hjemlig idoler som Otto Brandenburg og andre spillede op til dans.
   Vi havde ingen rettigheder eller penge, ingen stemmeret, vi måtte ikke gå i seng med hinanden, vi havde som regel ikke noget at bo i bortset fra dyre værelser hos sure, gamle mennesker, der nøje kontrollerede éns privatliv. Alt, hvad der hed spændende og oprørsk kunst var forvist til et sidespor, overalt sejrede den indskrænkede, småborgerlige middelmådighed. Den gang savnede man ikke et fremskridtsparti. Det var overalt fra højre til venstre.
   Men i Atomkampagnen begyndte der et skred hen i retning af frigørelse fra vores forældres normer mod et mere spændende liv. Et liv med engagement, kunst og kærlighed. For der var ikke det unge menneske, uden at han/hun skulle være kunstner. Maler, musiker, digter eller filminstruktør – alt muligt andet end de ”sikre”, pensionsgivende jobs, vores forældre så som selve det saliggjorte liv.

Dødens pølse, syntes vi.

 

Andet afsnit torsdag 29. juni

 

Skulle tavsheden brydes, måtte der krasse midler til

 

Andet afsnit af sommerens personlige beretning om den scene, der blev ”ungdomsoprøret” – Om kloge hoveder og brushoveder, om Gruppe 61 og en parlamentarisk aktion, der blev en succés – undtagen på venstrefløjen

 

INDE I København mødtes vi så, alle vi, der gik atommarch. Vores hår var blevet lidt længere, på anorakken havde vi atommærket, et mærke, der kunne føre til hysteriske overfald på én fra voksne mennesker, når man sad i S-toget. Eller som éns mor bedende sagde til én: ”Kunne du i det mindste ikke lade være med at tage det på herhjemme – du véd jo, at far ikke bryder sig om det!”
   Gu’ ville man ej – man ville diskutere, ville man. Og man diskuterede, så enhver familiekomsammen gik i spåner og onkler gik i vrede og tanter snøftede – for hér kolporterede man den skinbarlige sandhed, nu skulle filistrene få kærligheden at føle.
   Og på de tilrøgede kunstnercaféer i den indre by blev der pludselig fyldt op af en helt ny bohéme, den politiske. De gamle, terpentinosende særlinge var ikke så begejstrede, tjenerne kunne bedre lide det.
   Eller vi var til møde i Studenterforeningen for at høre tidens kloge hoveder. Erik Ib Schmidt kunne fortælle os, at socialdemokratiet havde konstrueret en politik, der ville forhindre, at der nogensinde kom økonomiske kriser og krak igen. Og hér fortalte Jens Otto Krag til et udvalgt publikum om Danmarks fremtid i Romunionen eller de seks, som det hed den gang.
   Men vi var mange, der slet ikke var tilfredse med de kloge hoveder fra den gamle venstrefløj fra trediverne og modstandsbevægelsen. Selv om modstandsbevægelsen var vores største inspiration på den tid. (Når jeg kalder dem for ”Den gamle venstrefløj”, så skyldes det, at disse ”salonkommunister” og hvad de ellers blev kaldt, ikke rigtigt havde en fælles betegnelse, men udgjorde en diffus gruppe).
   Mange af dem var trådt ud af Danmarks kommunistiske parti efter opstanden i Ungarn i 1956 og nogle var blevet SFere. Andre havde et sommerfugleforhold til DKP, men kunne ikke forlige sig med partiets stalinisme og kunstfjendske linie. Andre var uafhængige socialister, der ikke kunne forlige sig med Aksel Larsen, der frimodigt havde stjålet det nydannede Danmarks Socialistiske Parti fra dem. Mange samledes om bladet Dialog, der var et internationalt orienteret intellektuelt tidsskrift, der også bragte fremragende moderne grafik og lyrik.
   Men vi unge og nye kunne ikke undgå at føle, at vi blev brugt af nogle erfarne politikere til en bestemt, afgrænset politisk indsats. Vi måtte endelig ikke koble atommarcherne sammen med mere bredt formulerede politiske krav. Dem havde vi ellers nok af. Vi ville især gerne have noget at bo i, men desuden var vi meget optændt af fredssagen. Vi ville ud af NATO, vi ville nedruste og – nedenunder det altsammen – ville vi gerne være fri for de gamles tyranni. Og atomkampagnens ledelse var i vores øjne ikke så lidt af en bastion for ”voksne”, der ville styre det hele. Uden at være valgt, bare et sammenrend af gamle venstrefløjsfolk, hvor af ikke så få havde et mere end veludviklet forhold til Danmarks Kommunistiske Parti. Dér havde vi været, og det var vi gået fra igen, fulde af åndenød. SF fik besøg, og nogle blev, men til syvende og sidst var vi en del rebelske naturer, der ikke havde tillid til partier i det hele taget.
   Det var nemlig vores indtryk, at disse mennesker ikke blot var velmenende socialister, nej, de havde skam overordnede mål, og ét af dem var at bruge atommarchens unge til at komme ind i dansk politik igen. For efter ungarnsopstanden var det sådan i Danmark, at man seriøst diskuterede, om ordentlige mennesker kunne være i stue med socialister. Atomkampagnens unge skulle derfor fremstå som upolitiske fredsvenner.
   Så en dag, 
aften skulle jeg sige, var vi små hundrede mennesker, der havde sat hinanden stævne i universitets kaffestue, ”Kannibalen” i Nørregade. Alle yngre eller helt unge mennesker, der ønskede at lave aktiv politik i direkte konfrontation med det etablerede samfund.
   Jeg boede den gang hos en forfatter, der hed Børge Madsen. Han kom til at betyde meget for mig, da han selv i trediverne havde været aktiv i alskens politiske og kunstneriske aktiviteter. Han havde været med til at stifte Seksualpolitisk Parti, der straks blev forbudt, fordi det gik ind for en ny seksualmoral plus den forkætrede psykoanalyse, især påvirket af Wilhelm Reich. Han havde også været medlem hos trotskisterne, en forrygende gal bande, der ustandseligt splittedes op i indbyrdes krigende fraktioner. Og så var han en glimrende forfatter, der bare ikke fik skrevet så meget, fordi han var sindssyg. Og fattig som en kirkerotte.
   Han og konen Vibs samt deres fire børn havde et helt lille center for unge stormfulde mennesker i deres lillebitte hus i Birkerød, og hér udvikledes mange af de tanker, tiden skulle blive fuld af. Og sådanne små centre blev der mange af i Danmark på den tid.
   Børge argumenterede stærkt for den tanke, at en kommende aktionsgruppe skulle have en central ledelse. Det var temmelig stik imod mine og andre unge menneskers tanker, og vi skændtes længe og inderligt. Imidlertid kunne han komme med så mange eksempler fra tredivernes mange aktionsgrupper, at jeg til sidst lod mig overbevise. Måske også, fordi jeg mere og mere oplevede, at det var nemmere at snakke end at handle, når mange skulle beslutte sig.
   Det synspunkt sloges jeg og nogle andre fremmødte på mødet så længe og så inderligt for, at de fleste var gået, inden vi gik over til en besluttende afstemning om at nedsætte en aktionsgruppe. Det store flertal, der havde forladt rummet, ønskede ikke en fast struktur, men en ikke-forpligtende ”ind-i-mellem-organisation”, der samledes, når der ”var noget på tapetet”. (Værd at bemærke: Denne ad hoc-gruppe fik aldrig lavet noget!)
   Vi var elleve tilbage, alle mænd (drenge?), og så var den bestyrelse lavet. Det blev til gruppe 61, opkaldt efter stiftelsesåret. Vi besluttede på dette første møde, at det vigtigste, vi kunne gøre, var at lave aktioner, der påpegede uretfærdigheder i samfundet. Og vi fastslog, at det ville blive nødvendigt at lade det komme til konfrontationer med politiet. Det blev også besluttet, at disse konfrontationer skulle være uvoldelige. Fra vores side, altså. For vi indså, at hvis vi skulle trænge igennem til pressen med vores budskaber, måtte vi skabe en høj grad af opmærksomhed. Desuden ville vi også bruge retssalene som talerstole for vores synspunkter.
   For det skal endelig ikke glemmes, at udenrigsminister Per Hækkerup førte pressen i en meget kort snor. Blandt andet havde han indkaldt den til konsultation i ministeriet og havde fået den samlede presse til at love, at den ikke ville skænke ”kommunistisk inspirerede” politiske aktioner nogen opmærksomhed. Selv Land og Folk deltog i dette møde og fulgte også pænt trop, når det gjaldt om at undlade at omtale Gruppe 61’ meriter. Dog nok af andre grunde end Hækkerups. 
   Så hvis vi ville bryde igennem den statsinspirerede tavshed hos pressen, måtte vi bruge krasse midler.
   Som et sidste vigtigt punkt vedtog vi, at bestyrelsen første og vigtigste opgave var at lave politiske aktioner og selv gå i spidsen for dem!
  
Hvis ellers der med tiden kom flere medlemmer, skulle de først mobiliseres, når der skulle bruges mere mandskab end de elleve, bestyrelsen bestod af. Vi var i øvrigt politisk fordelt med seks folk fra Aldrig Mere Krig, en på daværende tidspunkt ganske anseelig organisation, der blomstrede kraftigt op i begyndelsen af tresserne under indtryk af det atomare kapløb, to SFere og tre uafhængige socialister. Til de sidste hørte jeg. Og så var den ene SFer oven i købet stikker for politiet. Han gjorde faktisk et godt stykke arbejde og opfordrede aldrig til dumheder. Gad vide, om politiet kunne stole på ham?
   Vi vedtog desuden en række andre formaliteter, som jeg ikke længere husker. Nå, jo, vi måtte under ingen omstændigheder selv gå til pressen, alt skulle behandles af bestyrelsen, inden det kom videre. Det var selvfølgelig den første regel, der blev brudt!
   Vores allerførste aktion var særdeles velegnet til at påkalde sig pressens opmærksomhed. I Folketinget var den såkaldte Fælleskommando, det vil sige den dansk-tyske forsvarsalliance, til debat og afstemning. Og gæt, hvem der var tungen på vægtskålen? De radikale! Og gæt så, hvem der gik sammen med de forsvarsliderlige trods megen snak om det modsatte? De radikale!
   Så derfor sad vi hele dagen i forvejen og duplikerede citater fra Det Radikale Venstre og selvfølgelig Viggo Hørup, deres idol. Derefter klippede vi arkene ud i fine strimler med et citat på hver og så var vi klar.
   Det var vores første konfrontation og vi havde sved på panden og tynd mave, som vi sad dér i tilhørergalleriet i Folketinget og så ned på landets kårne mænd og kvinder.
   Det gjorde det ikke bedre, at der sad en masse politifolk deroppe, der åbenbart havde hørt en lille fugl synge, for de stirrede på os som en kat på en kanariefugl. Det var lige før, vi gav op.
   Men så, på én gang, kastede vi desperat de mange små sedler ud over rækværket og så dem som det fineste snevejr dale ned over folketingsmedlemmernes hoveder. Inden vi fik set os om, var vi arresterede. Politifolkene var dog tilsyneladende lettede, de havde åbenbart ventet sig noget værre, så deres informant i bestyrelsen havde ikke været så effektiv. Det samme gjaldt folketingsmedlemmerne, der befriede grinede og samlede sedler op.
   Og så kom vi på politigården. Denne første gang tog det dog ikke mere end fire timer, så var vi på fri fod igen. Siden skulle vi opdage, at fireogtyvetimersregelen også er et straffeinstrument i politiets hænder. Men nu blev vi sluppet løs efter at have givet navne og adresser fra os.
   I pressen blev aktionen en succés. Uddrag af vores citater blev bragt og hele aktionens uvoldelighed nød åbenbart en vis sympati.
   Men i Atomkampagnens selvbestaltede ledelse vakte det nærmest raseri. Carl Scharnberg og Niels Munk Plum tog i meget skarpe vendinger afstand fra Gruppe 61, der efter deres mening var den genopstandne nazisme. For med Gruppe 61 var al deres velmenende kontrol med ungdommen helt forbi. Til gengæld strømmede det ind med pengebidrag og indmeldelser, så vi lige pludselig var en ”velhavende” organisation på over firehundrede medlemmer.
   I det hele taget skal det siges, at den daværende venstrefløj, fra SF, DKP over smågrupper som Algier Frit og lignende, alle sammen tog afstand fra Gruppe 61. Succés, andres altså, lugter ilde.
   Siden skiftede adskillige mening, ligesom der formodentlig i dag er mange tusinde, der vil hævde, de har været medlemmer.

 

3. afsnit torsdag 6. juli

 

For det danske samfund var politik noget uartigt

Om appelsiner, der blev til maskingeværer, tryksværte, der blev til bomber og Gruppe 61, der blev til cyklistforbundet, handler det tredje af sommerens beretning om et ungdomsoprør der ikke begyndte på universiteterne

GRUPPE 61’ næste aktion kom som en appelsin i turbanen. Fra en sympatisør, der arbejdede i Frihavnen fik vi at vide, at der samme aften skulle lastes en masse frugtmarmelade til Angola. Imidlertid hævdede vedkommende, at kasserne tværtimod indeholdt maskingeværer fra Dansk Riffelsyndikat, som skulle bruges i portugisernes krig mod Angolas selvstændighedsbevægelse.
   Vi kontaktede straks havnearbejdernes fagforening, afdeling Frihavnen, der pralede af at være landets rødeste, og fortalte dem det. Men de sagde, at det var noget pladder og at vi ville få røvfuld, hvis vi viste os i Frihavnen. Ikke desto mindre insisterede vores kilde på, at hans oplysninger var sande og så besluttede vi os for at tage chancen, røvfuld eller ej.
   Så ved nitiden gik vi efter vores informants anvisninger i aktion og begyndte at brække kasserne, der var stablet på kajen, op med brækjern. Havnearbejderne forholdt sig passive, ingen røvfuld dér. Og dér lå de så, pakket fint ind i oliegennemvædet, tætsluttende tykt papir, maskingeværerne.
   Og dér kom de, panserne.
   Og nu sad vi igen på politigården. Og denne gang tog det lang tid og lange forhør. Havde vi forbindelse til Sovjet? Havde vi forbindelse til DKP? Hvem finansierede os?
   Men jeg tror, det gik op for dem, at vi var uafhængige, ja, nærmest uskyldige mennesker, der mente, hvad vi sagde og gjorde. Og selv vores politistikker kendte ikke forbindelsen til frihavnen. Den var min private. Omsider blev vi tidligt om morgenen sluppet løs.
   I øvrigt tog havnearbejderne det meste af æren for aktionen i pressen. De røde gentlemen. Men i avisen kom det da, og nu begyndte journalister og kommentatorer at diskutere dansk våbeneksport. Og i dag eksporterer vi vist ikke så mange våben mere? Håber jeg da. :-)
Derefter gik det slag i slag med aktioner. Jeg kan slet ikke huske dem alle sammen, men det var først og fremmest husbesættelser. Hele den indre by stod fulde af tomme huse, som ejerne kun ventede på tilladelse til at rive ned. (Det var alle de fine, gamle huse, som socialdemokraterne i dag er så stolte af, at de har restaureret og fredet). Men den gang hed drømmen, at den indre by skulle blive et nyt Manhattan. Det var politikernes drøm om fremskridt den gang.
   Og der var ikke noget med at ejeren først skulle indgive en anmeldelse, før politiet havde ret til at gribe ind.
   Lige så snart et hus var besat, kom politiet med dragne knipler og drev os ud på gaden. Til sidst gad de ikke længere slæbe os med på stationen, men nøjedes med at give os en dragt prygl. Vi kendte efterhånden hinanden ret godt.
   Husbesætterne
 var kun delvist synonyme med Gruppe 61’ bestyrelse. Det var en temmelig lurvet flok, der ikke kun havde ideelle grunde til at besætte huse. De havde ikke noget sted at bo. Så det var ægte social nødvendighed, der holdt maskinen kørende til almindelig udmattelse for politikorpset.
   Men der var også større og mere interessevækkende aktioner.
   For husbesættelserne gav ingen genlyd i pressen.
   I juledagene 1961 indledte vi seks mand høj, hvoraf de to var kvinder, en sultestrejke til fordel for ulandshjælpen og imod oprustning, på Københavns Rådhusplads. I de fem uger fik vi ikke andet end koldt vand.
   Årsagen til aktionen var den, at Danmark havde ratificeret FN’s forslag om at ulandshjælpen skulle være på en procent af nationalproduktet. Og det var det helt umuligt at få Folketinget til at gennemføre. Derfor ønskede vi at sætte fokus på problemet på et tidspunkt, hvor alle danskere sad og åd sig et hjertetilfælde til. Vi håbede, at gåsen ville blive lidt tør i munden på dem.
   Det var et nyt gennembrud overfor den trevne presse, der normalt ikke var til at få til at dække vores aktioner, og et gennembrud til befolkningen.
   Desværre også til de omsiggribende højrefløjsbevægelser, der senere dukkede op under navne som Demokratisk Alliance og Frihedsalliancen. Vi lå godt indpakkede i tøj og tæpper, for det var bidende frost, og var nogenlunde beskyttede af de mange sympatisører, der kom og talte med os. Ganske vist morede højrefløjsfolkene sig meget med at kaste brændende cigaretskod på os. Men de måtte som regel flygte for folks vrede.
   Men om natten, efter klokken et, så begyndte det. Selv om der stod to politibetjente, der formelt skulle beskytte os, så blev vi overfaldet hver nat. Trods det at vi var afkræftede, måtte vi slås i timer med bøller og bisser. Hvordan vi fik kræfterne, forstår jeg ikke i dag. Når vi bad politiet om hjælp, svarede de bare, at det havde vi selv været ude om.
   Men vi stod det igennem og fik faktisk en stor debat om ulandsbistanden op at stå.
   Vi demonstrerede ved den amerikanske ambassade i anledning af Cubakrisen oktober 1962, vi demonstrerede mod Portugals kolonikrige, vi demonstrerede mod Francos fascistiske styre. Mod krigsfilm, der forherligede krig. Mod bolighajer. Mod hjemmeværnet. For slet ikke at tale om uddrivelsen af Moralsk Oprustning fra Falkonércenteret, hvor mange forskellige grupperinger gik sammen. Hér lukkede vi deres koldkrigs-stykke om Kinas grusomme kommunister. Set i bakspejlet ikke den mest demokratiske aktion!
   Og så tilbragte vi utroligt meget tid i retten. Først byretten, så landsretten. Og det haglede ned med bøder. Især irriterede det dommerne, at vi frimodigt sagde, at vi havde planlagt aktioner med det formål at få lavet loven om. Retten kunne ikke lide folk, der ikke var angrende og fortrød deres brøde! De af os, der blev fremstillet i retten, fik som regel hævet vores bøder, når vi begyndte at tale politik. For det danske samfund var politik, altså gadens politik, noget uartigt, som ordentlige mennesker undgik. Så skulle nogle flabe ikke komme hér og propagandere for det.
   Men til sidst gik det op for retsvæsenet, at vi konsekvent appellerede vores domme til landsretten. Så begyndte byretten at give os bøder på under tres kroner. Dem kunne vi nemlig ikke appellere!
   Og så lige for fuldstændighedens skyld: Vi udgav minsandten også et blad, hvor unge grafikere og digtere kunne boltre sig. ”Makulatur” hed det på forslag fra Børge Madsen og det grinede det etablerede samfund meget af. Men det var nok det første undergrundsblad i moderne forstand.
   Det vil føre alt, alt for vidt at berette om alle de aktioner, Gruppe 61 nåede at udføre i sin korte levetid.
   Når gruppen gik i opløsning, skyldes det især to ting:  At fredsvennerne og socialisterne (sådan hed de to fraktioner) efterhånden blev uenige om mål og midler - og at vi var kørt trætte. Blandt andet efter at politiet  havde foranstaltet en ulovlig razzia hos et ledende medlem, hvor øvrigheden  beslaglagde vores duplikator (den sovjetiske ambassade skænkede os uopfordret en ny, uha, uha!), og vores medlemskartotek (det var det værste, og vi socialister havde hele tiden krævet, at det blev gemt et sikkert sted), og en hel masse tuber med duplikatortryksværte, som politiet fremviste til pressen som bomber! :-)
   Retssagen om den ulovlige beslaglæggelse varede i årevis, men politiet tabte. Det gjorde vi også!
   Vi havde slidt så kraftigt på vores virkemidler, at de var ved at miste deres effekt. Vi havde ganske enkelt overdrevet. Aktionsformen og "demonstrationsvåbnet” var slidt ned til sokkeholderne og alle og enhver lavede nu ”aktioner” og ”demonstrerede”. Rammerne var slidt ned. Så på et bittert og stormfuldt møde blev organisationen splittet. Fredsvennerne fortsatte lidt endnu, til sidst under dæknavnet ”Københavns cyklistforbund”, der i dag har fået ny politisk betydning som organisation for det cyklende folk.

TIL SLUT vil jeg gerne understrege, at Gruppe 61 hvert år holdt åben medlemskongres, at det altid var de samme elleve, der blev valgt ind i bestyrelsen (med en enkelt undtagelse: politispionens nerver havde fået nok, han trak sig). Måske fordi bestyrelsesmedlemmer altid var sikre på at få knippelsuppe?
   Gruppe 61 lagde i hele sin levetid stor vægt på at stå åbent frem, påtog sig altid sit ansvar i retssalene og var aldrig maskerede.
   Og selv om pressen, fra højre til venstre, altid sensationelt forsøgte at fremstille os som terrorister og altid betonede det voldelige element i vores aktioner (der mest bestod i, at politiet pryglede os), når vi aktionerede eller demonstrerede, så var Gruppe 61 med til at slå et ordentligt hul i den mur af tavshed, politikerne og pressen opretholdt under den kolde krig. Gruppe 61 indvarslede en ny tid, hvor ungdommen ikke længere ville finde sig i at være sat uden for indflydelse.

 

 

4. afsnit Torsdag 13. juli 1989

 

Hippie som happy

 

Da hele landet var en højrebølge – imod vietnam-demonstrationer, seksuel frigørelse, provoer, blomsterbørn og alt det andet antiautoritære

EN DEL af Gruppe 61’ aktiviteter var også gammeldags folkemøder, hvor vi søgte at gøre rede for vores idéer. Det var navnlig i Jord- og Betonarbejdernes lokaler i kompagnistræde, vi afholdt disse møder. Her fik mange af os lidt uddannelse i at holde en tale samt at deltage i en offentlig debat. Det skulle senere vise sig nyttigt.
   Også i festsalen i Bloustrød kro blev der holdt sådanne møder, for et af gruppens første rigtigt prominente medlemmer var den forkætrede præst fra iBloustrød, Harald Søby, der nægtede at tage kongehuset og militæret med i sin bøn for menigheden. Her deltog mange af hans sognebørn, og jeg må sige, at hans medlemskab af Gruppe 61 blev mødt med stor skepsis, ja, næsten sorg af hans tilhængere i sognet, der var moderat borgerlige, men med hjertet på rette sted. Det kunne vi unge brushoveder selvfølgelig ikke se, så vi har nok ikke været Søbys bedste rådgivere.
Mens vi sultestrejkede på Rådhuspladsen, kom der en 
aften en smuk og romantisk pige hen og satte sig hos mig. Hun havde langt, honningfarvet hår og en guitar på ryggen. Hende blev jeg gift med i 1962, og det blev selvfølgelig pastor Søby, der viede os. Det dér med kirkelig vielse var ellers ikke lige min kop te, men når man nu kunne få en rigtig kommunistisk brandtale med i købet, så kunne det vel gå an. For øvrigt var min mormor bedsteven med Søby, og hun holdt brylluppet, så det var ikke til debat.
   Men det er en anden historie, selv om alt jo er vævet sammen. Det må komme i mine erindringer.
   Men selv om Gruppe 61 altså langsomt gik i opløsning, kan man ikke sige, at de politiske aktiviteter omkring den gjorde det. En af tidens vigtigste udviklinger var kampen mod den vestlige imperialisme (uha, det var vist nogle fy-ord!), sådan som den kom til udtryk i Frankrigs og USA's (FNs, hed det sig) krige imod de algeriske og vietnamesiske befolkninger og deres krav om selvstændighed, såvel som USA's overgreb på befolkningerne i Sydamerika, Mellemamerika og Caraibien.
   Da Lyndon Johnson i 1963 efterfulgte den myrdede præsident Kennedy som præsident, var der allerede så småt en bevægelse mod krigen i Vietnam i gang i Danmark.
   Der er efter min mening ingen tvivl om, at det, der kom til at skærpe modsætningerne mellem den nye generation og forældregenerationen, var Vietnamkrigen og protesten imod den. Den generation, der lykkeligt havde fortrængt danskernes tvivlsomme rolle under anden verdenskrig og som med et lettelsens suk var blevet fundet værdig til at komme ind i den vestlige alliance, ville under ingen omstændigheder høre tale om, at to så betydningsfulde NATO-medlemmer som Frankrig og USA skulle være krigsforbrydere, der via marionetregeringer eller direkte, førte en barbarisk og uretfærdig krig.
   Når jeg tænker over det i dag,  tror jeg, den ældre generation havde så dårlig samvittighed over besættelsen og alle de uopgjorte ting, der stod tilbage efter den, at de følte dette renfærdige oprør mod uretfærdigheden i Vietnam som én lang, stående anklage.
   Og det brød de sig bestemt ikke om.
   Når vi i dag (1989. Forf.s anm.) taler om en ”højrebølge” her i landet, så gør vi os ikke noget begreb om, hvad en højrebølge er for noget. Den gang var hele landet en højrebølge. En bølge af fortrængning.
Samtidig var der kønsrolledebatten. Ikke alene tog de unge mennesker fat på imperialismen, nu tog de fanme også fat om selve roden på selve det krigeriske patriarkats værdighed.
   Bjørn Selden og de andre fra Dansk Kvindesamfunds Ungdomsgruppe lavede happenings, hvor mænd gik i kvindetøj. Og hvor der blev stillet spørgsmålstegn ved, om kvinder overhovedet gad være sammen med mænd, hvis ikke de lagde stilen helt om og blev kærlige ligemennesker. Det var ikke feminisme, men en forløber for en bred kampagne for ligestilling og ligeværdighed.
   Og Ulla Dahlerup, der sammen med Ole Grünbaum (og sikkert også andre elever på Virum Statsskole) havde lavet et skoleblad, der blev distribueret i hele hovedstadsområdet og som gik ind for at skoleelever og andre unge skulle have adgang til prævention. Vild forargelse, forbud mod bladet på skolerne osv.
   Som læseren vil se, skete der mange, mange ting på samme tid. Derfor er det heller ikke muligt at fastholde en jævn, kronologisk udvikling af historien, den bliver til historier.
   Nye og sjovere grupperinger voksede frem med provobevægelsen, der blandt andet havde rødder i Amsterdams nissebevægelse 
Kabauterne. Her lød der toner om et nyt, anarkistisk fællesskab, hvide cykler i bybilledet til fri afbenyttelse, bilerne ud af byen og de første varsler om en ny miljøpolitik. Provoerne tog fat i det borgerlige samfund med dets forløjede seksualmoral og forlorne politik og stak deres bare røv op i hovedet på pæne mennesker, der da også straks faldt besvimede om. Det var en lydig generation.
   Ganske som danskerne gjorde det, da Ole Grünbaum trak bukserne ned og præsenterede sin mening om samfundet på et skandalemøde med KU i Lyngby.
  Og så var der al musikken, der kom strømmende ind over os fra den engelsktalende verden. 
Pigtråd, rock’n’roll, beat, soul, rythm’n blues osv osv. I dag kan det være svært at se rockens revolutionære potentiale, det er spist op og musikken er i dag en del af det kommercielle hærtog mod forbrugerne, især de yngste, der skal formere et kommer-cielt styret”ungdomsoprør”, der i det store og hele handler om, at forældrene ikke skal blande sig i børnenes uhæmmede forbrug af dyrt lort. Men den gang var det et Mind Blow, som det hedder, og musikken blev det forbindende led mellem politik og frisættelse af kroppen.
   Den slags musik var selvfølgelig lyst i band på monopolet Danmarks Radio, såmænd også gammeldaws jazz, det appellerede jo til de sanser, vi helst ikke skulle lade os mærke med. Der var knyttet en forestilling om kropslig og åndelig befrielse til musikken, som ungdommen var meget interesseret i og som betragtedes som en integreret del af, ja, de rigtigt hippe foragtede politik, de syrede ud og levede deres egen tilværelse i små slumlejligheder på persiske bedetæpper og med stadig flere stoffer, så vi nøjes med at sige forestillingen om det rigtige liv, hvad der vel til syvende og sidst er politikkens grundvold og kilde.
   I hvert fald; erotikken skulle slippes løs, bevidstheden skulle slippes løs. Og til især det sidste formål var der som sagt kommet en masse spændende stoffer til landet fra såvel eksotiske riger så vel som fra CIA's laboratorier. Psykedeliske stoffer, kaldte man dem, og de var selve nøglen til at forstå universets og alle tings dybere sammenhæng.
   Det kan man jo godt grine af i dag, men den gang var der skam masser af unge mennesker, der fik en usædvanlig kontakt med en natur, ja, en guddom, der var fuld af hemmelig mening. Man så de dejligste syner af både fortid, nutid og fremtid.
  Der er ingen tvivl om, at 
The loving Generation bar på et stort had til den middelklassegeneration, manges forældre tilhørte, og at det var den drivende kraft i den provobevægelse, der i 65-66 via stofkulturen gled over i at blive hippiebevægelsen, ”blomsterbørnene”, i deres farvestrålende, orientalsk inspirerede gevandter og lange perlekæder. Jesus Christ Superstar.
   Hippierne var et slag i ansigtet på en kortklippet, homofobisk befolkning af kolde krigere, hvis puritanske og betændte fantasi kun alt for vel kunne forestille sig, hvad de unge foretog sig med hinanden. Gruppesex og fri sex var nøglebegreber, ikke mindst hos den værste samling liderlige journalister, jeg nogensinde har set.
   Vore tilholdssteder, især kollektiver, blev gang på gang 
raidet af journalister, selv fra ”pæne” aviser, der på stedet krævede seksuel betjening af de kvinder, der boede i kollektivet. Og som blev smækfornærmede, når de fik at vide, at de havde misforstået det hele. En enkelt journalist fra Ekstra Bladet begyndte at græde!
   ”Er det hér frihed!” jamrede de. ”I har ikke en skid forstand på frihed!” De arme mænd var alle på grådens rand.
   Så fes de af i en taxi.
   Det gav selvfølgelig ondt blod, at vi ikke kunne leve op til d’herrers forventninger. Men det kunne vi nu alligevel ikke, om vi så stod på hovedet. Det førte til ondsindede og hævngerrige belyvninger af os, men det er jo ikke nogen nyhed. De har hævnet sig lige siden.
   Det at være hip var kun en tilsyneladende uorganiseret måde at være på. De hippe kunne genkende hinanden på hundrede meters afstand, de havde en række tegn, en væremåde, en klædedragt og både mænd og kvinder havde skønt, langt hår. Vores plakater var med en skrift i opdateret jugendstil, som vi forsøgte at gøre så vanskelige at tyde som muligt for ”The Squares”, de firkantede, som vi kaldte de pæne. Ret beset var det temmelig uskyldigt, men det syntes de ansvarlige politikere, journalister, professorer og forældre bestemt ikke. Uvaskede, uklippede skampletter på et civiliseret samfund.
   Og så denne evige fredssnak, provoerne, der pudsede politiets og soldaternes sko og delte blomster ud ved militærparader. Alt sammen vanvittigt provokerende. Og meget, meget morsomt.
   I 1967 kom så Beatles’ ”Sergeant Pepper”, og den var det fuldstændige gennembrud for ”det smukke folk”. Hash og musik, langt hår, sol og bare tæer. Ja, og nøgne kvindebryster. Det var måske det mest provokerende.
   På den politiske scene skete der ting og sager. The New Left, en venstrebevægelse i USA og Storbritannien, der var kritisk overfor det kommunistiske parti og den gamle, amerikanske venstrefløj, fik stor indflydelse på SFs venstrefløj og mange uafhængige. Så da SF i slutningen af 1967 blev splittet, officielt på grund af de to dyrtidsportioner, som socialdemokratiet ville indefryse, men reelt fordi den splittelse havde været på vej i årevis, og Venstresocialisterne så dagens lys under mottoet: ”Nej til stjernedyrkelse”, en hentydning til Aksel Larsens enevælde i SF, og ”Ny stil”, der gav håb om en mere demokratisk adfærd, ja, så væltede tusinder af unge mennesker ind i det ny parti. Vi gik straks i gang med at indsamle underskrifter, så partiet med det samme kunne opstille til det folketingsvalg, det væltede socialdemokrati havde udskrevet med så kort varsel, at partiet og SF kunne håbe på, at VS ikke kunne nå at samle underskrifter nok.
   Det kunne vi, og det var en kæmpeindsats, der satte humøret stærkt i vejret blandt de nye medlemmer, der gennem dette nære samarbejde lærte hinanden at kende. Og det skabte en bevægelse i partiet, som ingen havde forudset.
   For de mennesker, der havde taget initiativ til VS, var slet ikke forberedt på den tilstrømning af anti-autoritære unge, fritvoksende individer, der blev tilfældet.
   Stifterne fra SFs venstrefløj var først og fremmest Pia Dam og Hanne Reintoft, to kønne piger, der havde pressens tvetydige bevågenhed, det var Erik Sigsgaard, Preben Wilhjelm, Willy Brauer, Kai Moltke og det meste af SFs hovedbestyrelse samt en del ”menige” partimedlemmer. De var rent ud sagt skræmt fra vid og sans og frygtede, på ægte kamarilla-vis, at de stod over for en sammensværgelse. De frygtede, at deres drøm om det ”rene parti”, partiet, der ikke gik på kompromis med sine idealer, ville blive oversvømmet af dette anarkistiske krapyl, der hverken højagtede arbejderklassen eller Lenin. De vidste slet ikke, at selv DKP med tiden skulle blive overtaget af noget, der lignede. Så det måtte føre til sammenstød.
  På det tidspunkt boede jeg og min familie i Farum. Og Farum partiforening kom til at tegne meget af forløbet op til VS’ første kongres. Vi var en samling mere eller mindre prøvede folk som for eksempel pædagogen Peter Bording, forfatteren Inge Eriksen og mange flere uafhængige socialister med et kraftigt hæld mod anarkiet. Vi havde delvis mødt hinanden under den store underskriftindsamling mod krigen i Vietnam og vi opdagede hurtigt, at vi var enige om det meste og at vi gik ind for et radikalt demokratisk VS. Ja, for et samfund, der havde en fuldstændig flad magtstruktur.
   Gennem vores blad ”Farum VS Bulletin” fik vi kontakt med næsten alle landets partiforeninger og fik derved sat gang i debatten om partiets kommende opbygning. Og vi havde mange flyvske tanker om et spontant demokrati, der aldrig hvilede, men hele tiden udviklede sig under den vildt engagerede befolknings ivrige deltagelse. Vi kom hurtigt til at hedde ”farumfolkene” eller rettere ”De frygtelige farumfolk”. På den måde kom jeg i forbindelse med Leif Varmark fra Gladsaxe partiforening, en digter og sanger, jeg siden skulle komme til at arbejde meget tæt sammen med.
   Samtidig blev jeg skilt. Selvfølgelig, havde jeg nær sagt, for politik optog al min tid. Men der var nu også andre grunde, der ikke kommer denne beretning ved.
  Men Leif Varmark og jeg blev nu en slags vagabonderende fuldtids-aktivister, hvis vigtigste arena var gaden.
   For det var på gaden, det hele skete. Derfor var noget af det første, Leif og jeg gik i gang med, at lave et undergrundsblad,  der kom til at hedde HÆTSJJ med et lån fra Leif Panduros ”Holdningsløse Tidende”, hvor det optrådte som et nys. Så stavemåden er skam god nok. Vi havde begge, som det hørte sig til, skrevet artikler i SUPERLOVE, der redigeredes af George Streeton, et navnkundigt samlingsmærke for de hippe. Men han brød sig ikke så meget om, at der var kommet al den politik ind i 
The beautiful Peoples lykkeland. Politicos blev vi kaldt og halvreaktionære folk som Carsten Grolin, der mente at have patent på alt det nye, hadede enhver, der løftede deres røst i et patenteret hippiemedie som Superlove.
   Så vi havde behov for vores egen presse. HÆTSJJ fandt lokaler hos fotografen Finn Samson, der også sammen med sin kone bidrog med fotos fra aktioner, demonstrationer og møder m.m. Til redaktionen kom også Ole Strandberg, en gammel kriger fra Vietnamdemonstrationerne og en indædt fjende af den amerikanske ambassade, som han gerne ville jævne med jorden. Og efterhånden kom Ole Grünbaum og Bjørn Nørgaard med flere til og overtog sådan lidt kupagtigt redaktionen. Ole var fortørnet over, at det var lykkedes os at stable det blad på benene, som han selv forgæves havde fablet om i årevis.
   Og vi var nemme at vælte af redaktørstolene, for vi var totalt udmattede af at holde ”næsten-dagbladet” på benene. Dels skulle bladet skrives og der måtte også meget gerne være nogle historier at fortælle, så skulle det sættes op og så skulle det trykkes. Så skulle staben af sælgere skrabes sammen (HÆTSJJ kostede halvtreds øre for en A-3 side foldet på midten og helst med aktuelle billeder og tegninger), så det var 14-15 timers  arbede hver dag. Sælgerne fik det halve, altså 25 øre for hvert solgt eksemplar.
   HÆTSJJ gik imidlertid så godt, at det var en god forretning – og vi blev i øvrigt kun sjældent snydt). Vores ambition, altså den oprindelige redaktions, var at lave en basis for et rigtigt dagblad. Nu kom ”kunstnerne” til og de gjorde det til et spektakulært provoblad, der bestemt gavnede deres karriere, men ikke skabte grobund for et nyt dagblad.
   Så HÆTSJJ blev til en fritsvømmende institution, som enhver ambitiøs og trendy venstrefløjsperson på et eller andet tidspunkt 
måtte være redaktør af. Ellers var man ikke en rigtig oprører. Til sidst havde bladet brugt alle de mulige redaktører, der fandtes, op, og det lukkede. Med eget kontor og penge i banken!
   Men altså ikke som den alternative avis, der var den oprindelige hensigt med bladet. Man kan sige, det endte som en pyntenål hos nogle folk, der på sæt og vis kunne spille admiralen i ”Pinafore”.

 

5. afsnit torsdag den 20. juli

Blomsterbørn og sandkasseanarkister

”Så trådte Hilmar Baunsgaard ind i Ole Krarups skikkelse og bad befolkningen om ro og orden” – fortsatte erindringer om rollelege og forsvindingsnumre i VS’ barndom

I VS GIK DET løs mellem anarkister og centralister.

VS var ikke andet end lige kommet over spærregrænsen med fire mandater, før helvede brød løs på partiets første kongres. Inden da havde mange partiforeninger sendt flere hundrede forslag ind til en ny partistruktur, der var ekstremt demokratisk. Flere partimedlemmer havde også søgt foretræde for den midlertidige hovedbestyrelse for at forklare deres synspunkter, men uden held. Den midlertidige hovedbestyrelse kasserede uden videre det hele og fremlagde en model til ganske almindelig, såkaldt ”demokratisk” socialisme.
   Alle disse mange forslag til en demokratisk struktur (rædsomt ord!) for VS var næsten énslydende. De gik alle ind for, at det enkelte partimedlem skulle kunne beholde sin ”kompetence”, som vi kaldte det, altså ikke skulle give sin magt fra sig til en valgt person. Eller rettere, at den valgte kunne miste
 sit mandat, hvis folk blev trætte af vedkommendes politik. Den herskende filosofi på det tidspunkt var, at folk, der blev valgt ind i et besluttende organ, ikke længere tilhørte den gruppe, der havde valgt vedkommende, men derimod nu var loyal overfor de andre valgte, han eller hun sad i gruppe sammen med. Vi mente, at Thomas Nielsen (LO-formand) havde mere tilfælles med formanden for arbejdsgiverne end med de arbejdere, der havde valgt ham, fordi formanden for LO og arbejdsgiverformanden var kommet i samme socialgruppe socialt og indkomstmæssigt.
   Og vi lavede mange socialpædagogiske og gruppeterapeutiske øvelser, der viste, at sådan gik det hver gang. Direktører har mere tilfælles med direktører end som repræsentanter for forskellige interesser. I den forbindelse kunne man ikke se bort fra den sociale opdrifts store betydning; det var klart, at et menneske, der kom fra arbejderklassen og trange kår, var lettere at korrumpere end én, der var født med en guldske i munden. Og dette gjaldt navnlig inden for politik.
   Inspirationen til alt dette kom fra USA. Det var vist nok kæmpefirmaerne i Guds eget land, der havde hyret alle mulige sociologer og psykologer til at lave kurser, der kunne forbedre trivselen mellem højerestående funktionærer og direktører. Men de erfaringer, der blev gjort med sensitivitetstræning og gruppeterapi, blev udviklet i venstreorienterede studentermiljøer og blandt teaterfolk.
   I dag har vi alle et mere afslappet forhold til den slags, men den gang var folk så spændt op psykisk, at der ikke skulle ret meget til for at vælte dem af pinden. Der var nogle høje barrierer at overskride mellem det private og det offentlige. Masser fik nervesammenbrud, når der blev pillet ved deres indre forsvar.
   Men jeg mener, at disse noget uansvarlige eksperimenter trods alt fik stor betydning for vores allesammens selvopfattelse, vores samspil med det omgivende samfund og dermed en moderne demokratiforståelse, der gik dybere end den pæne overflade og dermed indregnede flere faktorer i det, vi kalder politik. At disse psyko-sociale discipliner desværre især skulle blive et våben i hånden på de store koncerner, der gerne vil styre vores forbrug, er en bagside af medaljen.
   Vi eksperimenterede på livet løs med demokratiske forsøg, hvor valgte repræsentanter kun kunne fremsætte deres basisgruppes krav, men ikke lave kompromisløsninger uden at rådspørge basisgruppen. Mandatet kunne med andre ord gøres ugyldigt, hvis gruppen var utilfreds med  repræsentanten. At det egentlig ikke var så smart, opdagede vi (blomsterbørnene, anarkisterne, ukært barn har også mange navne), da partiforeningen i Århus sendte deres repræsentanter til København med bundet mandat, hvad der simpelthen saboterede alt arbejde i hovedbestyrelsen.
   Denne mistænksomhed overfor de valgte repræsentanter bundede uden tvivl i splittelsen af SF, hvor hovedbestyrelsen, der havde et venstreorienteret flertal, måtte se sig ignoreret af folketingsgruppens flertal. Og selv om den officielle grund var en anden, nemlig for mange kompromisser med socialdemokraterne, var det striden om kompetencen mellem hovedbestyrelse og folketingsgruppe, der var afgørende.
   Men som før sagt, så valgte den midlertidige hovedbestyrelse altså den ”demokratiske centralisme”.
   Det var lige det modsatte af, hvad vi ønskede os. På kongressen lykkedes det imidlertid de nye medlemmer, af pressen døbt Blomsterbørn og Sandkasseanarkister, at blive repræsenteret med temmelig mange personer i hovedbestyrelsen. Og så begyndte den store afskrælnings-proces, der faktisk først er ophørt i dag, hvor der knap er en stump af kernehuset tilbage. (Artikelserien er som bekendt fra 1989).

Jeg blev valgt ind som 16’de suppleant og alligevel gik der kun nogle få måneder, inden jeg blev fuldgyldigt medlem af hovedbestyrelsen. Så hurtigt gik flugten fra hovedbestyrelsen, hvor kævl og mistænkeliggørelse hørte til dagens orden.
   Jeg vil gerne understrege, at vi ”blomsterbørn” desværre også bidrog til denne hadske atmosfære. Dette skyldtes en uudslukkelig forbitrelse over den hån, vores forslag til ny, demokratisk organisationsform var blevet modtaget med. Og vi lærte kun alt for hurtigt de skødesynder, som de ”gamle” politikere var så dygtige til. Altså rænker og intriger.
   Alligevel lykkedes det hele tiden for VS at sætte fokus på en lang række af de problemer, partiet var blevet dannet for at løse. Faktisk var VS ude med alle de spørgsmål, der i mange år stod på dagsordenen i dansk politik og som diskuteres stadigvæk. Forurening, miljøbeskyttelse, demokrati-sering, økonomisk demokrati (ØD og OD), byplanlægning, skattereform, retsbeskyttelsen af den enkelte, fagbevægelsens forstening osv osv. (Tilføjelse i 2007: Akja, det var den gang!)
  
Og eksperimenter, det var tidens slagord. Vi holdt det ene seminar efter det andet for at undersøge, hvordan så mange mennesker som muligt kunne få mest mulig indflydelse på en håndterlig måde. Få maksimal indflydelse på beslutningsprocessen, som det hed. Hér har jeg to sjove små historier fra VS’ barndom.
   Det faglige udvalg var den mest ubevægelige, nærmest forstenede gruppering i VS’ hovedbestyrelse. Hér samledes alle de halsstarrige supercentralister og leninister i partiet. Og de hadede blomsterbørnene. Især fordi blomsterbørnene stillede spørgsmålstegn ved den traditionelle arbejderklasse og dens revolutionære potentiale. De faglige fulgte bogen, dvs Lenins anvisninger, og enhver afvigelse herfra var klasseforræderi. Desuden dyrkede de arbejderklassen som noget næsten guddommeligt, skønt en del af udvalgets medlemmer selv kom fra den og derfor burde vide bedre.
   Vi blomsterbørn var gået endnu videre og havde diskuteret, om selve tillidsmandsbegrebet ikke i sin nuværende udformning skadede arbejderne mere end det gavnede dem. For kom tillidsmanden m/k ikke let til at blive en del af ledelsen og medansvarlig for dens dispositioner. Ikke at der i princippet var noget galt med det, hvis arbejderne på gulvet selv havde besluttet det. Men det havde de sjældent.
   Og så ville vi gudhjælpemig pille ved LO’s og fagforbundenes demokratiske struktur. Det var vi nu ikke ene om, VS var grundlæggende kritisk over for fagbevægelsens ”forstening”, som det hed. Altså lige med undtagelse af fagligt udvalg, der repræsenterede en fraktion, der vistnok håbede på at genskabe det fra fortidens synder rensede og lutrede DKP.
   I det hele taget var VS’ problem, at der var håb og forventninger nok til tyve partier, men knap nok mennesker til ét.
   Nå, men ikke desto mindre sagde fagligt udvalg ja til en invitation til et møde i vores talerør i partiet, bladet ”Kommunikation”s regi.
   Da de kom og vi havde fået dem bænket i det kælderrum i Virum, der var vores redaktion, og de havde fået et par bajere, foreslog vi dem, at vi skulle lave et eksperiment.
   Vi var vel en 15-20 mennesker, som blev delt op, så de enkelte personer kom til at repræsentere en række af samfundets institutioner og så skulle vi se, hvordan de politiske mekanismer fungerede. Og vi sørgede selvfølgelig diskret for, at ”de faglige” fik roller som arbejdsgivere, borgerlige partier osv.
   Resultatet blev frygtindgydende. Pludselig forsvarede gamle kom-munister indædt arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet, og man kunne opleve en gammel matros sidde og skære tænder som en anden Joakim von And, når han måtte give køb over for arbejderne. Og de borgerlige blade kunne godt have brugt et par faglige fra VS til at kule arbejderne ned. Og så viste dette rollespil især, at de samfundsmæssige mekanismer ikke var nær så lette at forandre, som man havde foregøglet sig. Fordi det ikke er abstraktioner, men menneskers interesser, der står bag samfundets indretning. Marx, Engels og Lenin blev pludselig til de lette løsninger.
   Mødet blev til sidst så kaotisk, at det måtte stoppes. Og så var der en meget flov stemning bagefter, lige som når nogen har spillet Matador og har vist deres kapitalistiske grådighed lidt for tydeligt.
   Det andet rollespil foregik på Ryslinge Højskole, hvor VS holdt sit første sommerseminar. Jeg vil i øvrigt sige, at disse sommermøder i modsætning til så meget andet var rimeligt venskabelige og afslappede. Måske fordi der på disse møder var en vis homogenitet, de yderliggående syntes ikke, de gad det pjat, men bogede Lenin og Marx og meget, meget mere i ferien.
   Imidlertid var vi nogle stykker, jeg husker ikke alle navnene, men det var i hvert fald forfatterne Inge Eriksen og Ebbe (Kløvedal) Reich, juraprofessor Ole Krarup og mig, sagde hunden, der sammen med en hel masse andre planlagde en happening, der gik ud på at lade den så meget omtalte revolution bryde ud.
   Det fik den så lov til i skolens gymnastiksal, hvor alle seminarets deltagere (vel omtrent en hundrede stykker) var trommet sammen. Der var sat stole i en stor rundkreds a lá amfiteater og i midten stod et bord med fire stole om. Da folk var blevet sat ned, henlå salen i mørke. Så med ét lød der et vældigt brag og tilskuerne så sig panikslagne omkring: Hvad havde de mon nu fundet på? Samtidig kom der en melding over ”Danmarks Radio”, personificeret ved Ebbe Kløvedal Reich. Han kunne meddele, at der var udbrudt uroligheder i flere store danske byer og statsminister Hilmar Baunsgaard havde erklæret undtagelsestilstand. Samtidig blev fire snakkesalige repræsentanter for partiets stridende grupper indkaldt til hastemøde i ”hovedbestyrelsen”. De behøvede ingen instruktion, men begyndte straks at skændes, mens begivenhederne ifølge ”radioen” kogte ude i landet.
   I et hjørne af salen lå ”Politigården”, som jeg ironisk nok var leder af, og mine fire betjente så rimeligt truende ud med deres store knipler af sammenrullede aviser.
   Pludselig væltede en bølge af demonstranter ind over tilhørerpladserne, så man bogstavelig talt kunne se håret rejse sig på hovederne af det revolutionære publikum.
   Politiet fik hurtigt dannet kæde og fik drevet demonstranterne ud, og vi tog også en del fanger, hvis ynkelige hyl kunne høres bag politigårdens høje mure. Jo, det gik hårdt til.
   Imens agiterede demonstranterne temmelig forgæves blandt det lamslåede publikum, der ikke følte nogen videre trang til at komme dem til hjælp.
   Så trådte Hilmar Baunsgaard i Ole Krarups skikkelse frem på balkonen og bad befolkningen om at bevare ro og orden. Politiet havde efterhånden fået situationen helt under kontrol (jeg blev faktisk rystet over, hvor få beslutsomme folk under kommando, der skal til for at tøjle en stor menneskemængde.) Revolutionen var trængt op i en krog, bogstaveligt talt, men agiterede nu på alle planer. Fremtrædende partifolk og mediefolk (sådan nogle var der i begyndelsen en del af i VS, mediefolk, altså), blev spurgt om deres vurdering af situationen og forskellige koryfæhoveder blev bedt om at tale om revolutionær strategi på ”det revolutionære” universitet. De ellers så veltalende teoretikere anede ikke, hvad de skulle gribe og gøre i, men stammede forvirret og usammenhængende, revolutionen var tilsyneladende kommet lidt i utide.
   Og ”fjernsynet” lavede et interview med Preben Wilhjelm, der for åben skærm blev beskyldt for at være CIA-agent, hvad der fik ham til at virke særdeles skyldig, mens han stammende sagde, at det var noget vrøvl.
   Jo, det var ikke så nemt at forsvare sig, når medierne blev ægte fjendtlige.
   Men revolutionen skulle jo ifølge det interimistiske manuskript sejre, så selv om jeg og mine tapre betjente havde fuld kontrol over situationen, lod vi os alligevel besejre.
   Og Baunsgaard tog til Moskva, dér var der nemlig ro og orden. Og så kunne hele banden fejre og hylde den sejrende revolution til Hostrups gamle vise: ”Nej, oprør vi hylder ej. Men skål for den, der rører op!” Nemlig i punchebowlen. Og punch, eller i hvert fald grønne flasker, det trængte publikum til. Det havde en meget mærkelig smag i munden.
   Den slags kan man næppe lave i dag. Og dog. Men i hvert fald levede vi den gang i et magisk rum af overmod og store forventninger.
   Således kunne det undertiden lykkes blomsterbørnene at få partiet og hovedbestyrelsen til at eksperimentere lidt. Teatermanden Arne Skovhus bemærkede i øvrigt, at det var første gang i sit liv han havde set en happening, der fungerede. Det var smigrende.
   Men ellers fortsatte gnidningerne og trakasserierne. Det drejede sig jo til syvende og sidst om uforenelige modsætninger.
   Hvor fjendtlige grupperingerne var, og hvor fjernt mange VS’ere stod fra at have en egentlig demokratisk indstilling, kan jeg belyse med et personligt eksempel: I foråret 1971 skulle der være folketingsvalg. I den anledning var hovedbestyrelsen samlet for at lægge strategi. På det tidspunkt var jeg ikke længere 16. suppleant, men valgt med et betragteligt antal stemmer.
   Da jeg ankom til mødet, der skulle strække sig over to dage, kunne jeg mærke en vis forventningsfuldhed overfor min person, noget, jeg ikke var forvænt med.
   Da mødet så åbnede, blev det hurtigt opklaret, hvorfor. Man, det vil sige flertallet, en blød mellemvare, lige bortset fra superhjerner som Preben Wilhjelm og et par stykker mere, kaldet ”sumpen”, havde besluttet, at man ville ”pisse” på valget. Altså en undsigelse af den borgerlige parlamen-tarisme. Og det måtte da lige være noget for en anarkist som mig.
   Meningen med at ”pisse” på valget var den, at VS ikke troede på det parlamentariske demokrati, hed det sig. Folketinget var en narresut uden egentlig magt, det var kapitalisterne og de store organisationer, der bestemte det hele, og de kunne med deres indflydelse på medierne, som de stort set ejede alle sammen, og store pengemidler altid kringle et valg, så det ”vildledte” og ”forførte” folk stemte på de forkerte. Derfor var VS et revolutionært parti. Man kunne ikke gå og vente på, at folket blev klogt nok til at vælge de rigtige repræsentanter på tinge. Så derfor skulle der en revolution til, og den skulle VS selvfølgelig lede. Derfor ville det være eksemplarisk at pisse på valget, så folk kunne se, hvad VS stod for.
   Stor blev deres forbitrelse, da jeg sagde, at jeg gerne ville være med til at pisse på politikerne, men at jeg ikke ville pisse på vælgerne. De havde i forvejen så få muligheder for at gøre sig gældende, så jeg ville ikke være med til at tage stemmesedlen fra dem. De eneste, der støttede mig i disse synspunkter, var Erik Sigsgaard og Ole Jensen, der begge sad i folke-tinget.   
   I øvrigt var jeg kun delvis enig i den fremlagte analyse og havde svært ved at se, hvordan det skulle lykkes partiet at vinde – ja, altså ikke 
vælgernes, men folkets tillid. Lidt rørende var det jo. Og så var de endda både lektorer og professorer og jeg véd ikke hvad, de fleste af dem.
   Nå, men hovedbestyrelsen besluttede altså næsten énstemmigt at ”pisse” på valget.
   Det gik det meste af dagen med at planlægge. Nu skulle de rigtigt være aktivistiske, noget, der stod i et vist forgyldt skær på den tid. Og det var noget, de fleste af partiets lærde teoretikere havde forsømt, men nu skulle der ske noget!
   Der kom mange forslag til ”provokerende” aktioner og alle var meget, meget opstemte og meget, meget anarkistiske.
   Nå, men omsider var morskaben forbi og nu skulle hovedbestyrelsen i gang med næste punkt på dagsordenen, et punkt, der i sagens natur ikke burde interessere dens anarkistiske medlemmer noget videre. Næste punkt var nemlig en prioriteret liste over folketingskandidater! Hvem skulle opstilles i hvilke valgkredse.
   Men forbløffende nok vakte dette emne, der jo ikke var andet end til at pisse på, rasende strid. Fraktionerne stod pludselig og råbte og skreg ad hinanden og Århus og København var tæt på korporligt slagsmål.
   Dette skænderi fortsatte næste 
formiddag og jeg følte, at jeg havde lyst til, nej, ikke at pisse, men at brække mig.
   Lige pludselig kunne jeg ikke holde denne bande ubevidste hyklere ud. Folk, der uden at rødme turde sige, at en revolution var nødvendig, fordi ”folket” ikke forstod sit eget bedste og derfor skulle vejledes med magt og så selv var en bande små stræbere med en horisont som en asfalteret jysk motorvej.
   Så ved ellevetiden bad jeg om ordet og sagde, at jeg meldte mig ud. Ikke blot af hovedbestyrelsen, men af partiet. Og forlod mødet.
   Fjorten dage senere modtog jeg som afgående medlem af hovedbestyrelsen et referat af det møde, jeg lige havde deltaget i. Af dette referat fremgik det til min forbavselse, at jeg ikke havde været tilstede. Jeg havde heller ikke meldt afbud, sygemeldt mig eller udeblevet uden grund. Jeg figurerede simpelthen ikke på listen over hovedbestyrelsesmedlemmer, skønt jeg var behørigt og med stort stemmetal valgt på partiets kongres. Derfor var der da heller ikke noget referat af mine udtalelser om pisning eller ikke pisning, endsige min forargelse over bestyrelsesmedlemmernes enorme hykleri. Jeg var simpelthen holdt op med at eksistere. Det var et brud med enhver anstændighed og såmænd også på loven. Men den pissede de jo nok på.
   Jeg blev temmelig ophidset og ringede sporenstregs til partikontoret, hvor jeg fik en kvindelig tidligere kollega i røret. Hun forklarede frimodigt, at da jeg var daffet af efter halvanden dags deltagelse i sessionen, havde de fremmødte stemt om, hvorvidt jeg overhovedet havde været tilstede. Og var kommet frem til, at jeg kun havde været der i en pause. Hvordan det var gået til, at jeg ikke figurerede på listen over HB-medlemmer, var hun ude af stand til at forklare.
   Et klassisk eksempel på den stalinisme, der stadig gjorde sig gældende i VS på den tid og som blev tydelig, når hovedbestyrelsen risikerede at udsætte sig for kritik ude i medlemsskaren. Så foretrak man en omgang ren historieforfalskning. For øvrigt må de have haft en vis tillid til mig, for hvis jeg hævngerrigt var gået til pressen med den historie, havde det været en skandale, aviserne ville have væltet sig i. Det gjorde jeg ikke, jeg undte ikke de borgerlige den triumf, at mine kammerater var nogle kvaj.
   VS fik det ud af at pisse på valget, at de røg ud af folketinget.
   Revolutionen så også ud til at lade vente på sig.
   Den slags stalinisme, måske knap så grov, har sikkert også ramt mange andreVS’ere. Jeg kan i hvert fald kun tilråde at læse venstrefløjens historikere med den største skepsis. Et glimrende eksempel på gennemført løgnagtighed er VS’ første officielle historie, der intet nævner om alt det, jeg hér har berettet. Eller mange andre nævneværdige ting, for den sags skyld.
   Når VS i dag er en skygge af sig selv, (1989), så skyldes det efter min mening, at partiet aldrig fik gjort op med marxismen-leninismen og den deraf udspringende stalinisme. (Tja, Enhedslisten synes at være en værdig arvtager af det gamle VS! 2007) Det bliver spændende at se, hvordan det vil udvikle sig.

6.afsnit fra 27. juli 1989

Demokratiets rundkreds og knippelbevidstheden

”Ledere” og ”oprørere”, øl og vand og Guds mølle, som maler langsomt – sjette afsnit af erindringerne om et oprør

KNIPPELBEVIDSTHED, eller, som vi sagde, Knupfelbewusstsein, var et begreb, der opstod i tiden efter 1968. Det spøgefulde udtryk havde sin rod i den inspiration, studenterne modtog fra det tyske studenteroprør, der på ægte tysk vis bestræbte sig på at videnskabeliggøre alt. Det var den nyslåede oprører Lars Hutters, der i Politiken udtalte, at efter han havde fået tæv af politiet ved den amerikanske ambassade, så havde han først rigtigt forstået imperialismens undertrykkende væsen. Det grinede vi gamle aktiviser meget af.
   Studenternes indtog på den revolutionære scene kom først temmelig sent i årtiet. Ikke fordi der ikke før havde været en stærk venstrefløj på universitet, men den havde ikke ført en egentlig studenterpolitik. Nu blev der pludselig gjort oprør mod selve universitetets hierarkiske struktur.
   ”Ned med professorvældet!”, hed det blandt andet.
   ”Og ned med studenterrådets pampere!” sagde et skyggekabinet af ledende studenteraktivister, der dog ikke betænkte sig et sekund  på at   overtage samme råd uden at ændre på rådets demokratiske struktur, der nu passede dem udmærket.
   I det hele taget var det karakteristisk for studenteroprøret, at det til syvende og sidst ikke var i stand til at indføre varige ændringer på universitetet af nogen betydning. Det skyldtes især en vis fantasiløs fejhed, der blev skjult under en benhård marxistisk retorik.
   For efter de første, anarkistisk inspirerede besættelser og deraf følgende succésrige forhandlinger med universitetets ledelse, gik oprøret temmelig hurtigt i stå. Studenterne følte pludselig behov for at kunne underbygge deres retfærdige krav med en ideologi, der kunne give svar på ethvert spørgsmål og til den brug valgte de marxismen. Forbløffende nok, må man sige, al den stund marxismen i næsten enhver henseende gik imod de frihedsidealer, der havde startet oprøret. Men det tror jeg som sagt, man skal søge en psykologisk forklaring på. Nemlig, at et flertal af studenterne ikke kunne undvære en autoritet.
   Men inden denne udvikling for alvor begyndte at markere sig, var jeg og en del andre fra den anarkistisk inspirerede del af bevægelsen et smut inden for universitetets mure.
   Jeg og en studenterleder (sådan hed det den gang), Nina Nielsen, invaderede i efteråret 68 kultursociologisk institut. Hér var man netop i gang med et ruskursus, ledet, for første gang, af de ældre studerende. De havde selvfølgelig annammet tidens strømninger, men var alle af den gamle, autoritære skole. Så de blev vildt forfærdede, da ”de vilde” kom anstigende.
   Og ganske rigtigt, deres smarte, manipulerende korthus styrtede sammen, lige så snart vi gik til tavlen, slettede deres diagrammer og tegnede verdens ældste demokratiske forsamling, en kreds, hvor alle havde lige meget at skulle have sagt. Og sådan, med ét slag, blev det direkte demokrati indført på kultursociologisk institut. Og det krævede lovgivning i Folketinget, før det endelig, efter otte år, lykkedes at få nedlagt det direkte demokrati på instituttet. Èt menneske – én stemme. Så enkelt er det.
   Men på alle de andre undervisningssteder på universitetet institutionerede de ledende studenteroprører sig blot som højtråbende uden demokratisk legitimitet, mens de bralrede op om marxismen-leninismen, og her skete der ikke så meget, hverken strukturelt eller politisk. Altså udover at der blev ansat en masse yngre marxistiske professorer, der kunne deres skriftsteder udenad.
   Når Nina og jeg så selvfølgeligt kunne gå hen et sted og indføre det direkte demokrati, skyldtes det de erfaringer, vi netop havde gjort på et seminar for studenteroprørere, der havde været afholdt på Morsø Højskole i august samme år.
   Her havde debatten mellem de firkantede ”revolutionister” og anarkisterne været så intens, at der havde hersket borgerkrigslignende tilstande. Leif Varmark og jeg havde underhånden hørt om seminaret og havde blaffet derop. Vi kom temmelig uanmeldt, men frækhed belønnes som bekendt. Det første, vi bemærkede, var, at ingen havde organiseret øl- og vandforsyningen, så vi gik sporenstregs ned til den lokale brugs og bestilte ti kasser hof og tuborg og et tilsvarende antal blandede vand. Dem stillede vi op ude i gården under skiltet ”Boutique Henning & Leif”, samt priser og en kasse man kunne lægge pengene i.
   Revolutionisterne råbte straks op om, at hér havde vi den skinbarlige kapitalisme lige midt i det allerhelligste. Det skyldtes, at vi tog 25 øre i avance på øl og ingen for sodavand.
   På andendagen foreslog Leif og jeg, at vi skulle droppe den gammeldags, stive debatform, der kun gav de højtråbende noget at skulle have sagt, og i stedet danne en ”palavergruppe”, der skulle sidde i en rundkreds på gulvet i gymnastiksalen. Det medførte et stort skrig fra revolutionisternes side, men det lykkedes os at få det igennem som eksperiment.
   Og det viste sig at være en idéel form for samtale og meningsudveksling. De mange, der ikke var vant til at ytre sig i større forsamlinger – og det var på den tid de allerfleste mænd og kvinder – fik lige pludselig mod til at sige noget.
   Revolutionisterne ville ikke sidde med, de luskede som rastløse ulve omkring den magiske cirkel, mens de så hele deres indflydelse forsvinde i det blå.
   Så på tredjedagen vågnede vi op til et statskup. Revolutionisterne

havde lavet revolution og havde beslaglagt duplikatoren.
 Samtidig havde de udråbt en junta på tre mand til at varetage magten. Desuden havde købt én kasse hof og én kasse tuborg til afløsning for den kapitalistiske Boutique Henning & Leif.
   For at tage det sidste først, havde disse ”junta-købmænd”, som de straks blev kaldt, ikke så megen tillid til folk(et), at de turde lade øllerne stå fremme, så de slæbte dem med sig overalt til deres hemmelige møder, så andre tørstende ikke kunne få en bajer. Så Boutique Henning & Leif gik stadig godt.
   Imidlertid læste folk om magtovertagelsen på de opsatte (og duplike-rede!) løbesedler og så gik vi over i palavergruppen og vedtog, at juntaen godt kunne beholde magten, når blot de ikke forstyrrede møderne. Vi bad dem om at sætte sig op på nogle gymnastikredskaber, så vi stedse kunne holde os magten for øje.
   Det gjorde de så, naive som de var, og vi fortsatte den store palaver. Efterhånden gled juntamedlemmerne så ned fra deres ophøjede sæder og satte sig stille mellem os andre.
   Nu skal jeg ikke træde mere vande i den historie, blot sige, at de første ni dage gav Boutique Henning & Leif et forrygende underskud, men på dem sidste dag var der mange, der følte noget røre sig og gik hen og betalte deres gæld. Og man behøver ikke at være dybdepsykolog for at regne ud, at det var tegn på et vellykket seminar. Sjovt var det at se gamle fjender med et skræmt sideblik betale den æresgæld, de havde bygget op til kapitalisterne.
   Som læseren vil have bemærket, var der noget rørende uskyldigt over hele den tid. Men hvis man kigger disse ”sandkassehistorier” lidt efter i sømmene, indeholder de sådan set hele venstrefløjens debat. En debat, der vel at mærke synes at være forbi.
   For at vende tilbage til knippelbevidstheden og vietnamdemon-strationerne, så havde oprøret en stor forbundsfælle i politiets usædvanligt brutale overfald på civile, når de demonstrerede ved den amerikanske ambassade. Det virkede meget nedslående på den danske befolkning, når den så pæne unge mennesker blive gennemtævet af rå politibetjente, der så ud til at nyde det. Politiet havde ganske enkelt ikke opdaget fjernsynet endnu.
   Den demonstration, der skulle slå hovedet på sømmet, var den store demonstration foråret 1970. Den gang var det en vicepolitiinspektør Dahl Jensen, der ledede aktionerne. Han havde fået den idé, at nu skulle demonstranterne have sig en afklapsning, de kunne mærke.
   Så da den store demonstration (mellem 10 og tyvetusind mennesker) var samlet foran den amerikanske ambassade, så lukkede han demonstrationen inde med sine styrker, som om det var en fjendtlig hær, der skulle tilintetgøres.
   Og da den sidste officielle taler havde for ladet talerstolen og ledelsen havde erklæret demonstrationen for slut, råbte han i højttaleren, længe inden nogen kunne nå at komme væk, at de i kongens navn skulle passere gaden. Det råbte han tre gange, hvorefter han brølede: ”Slå til!” Og så væltede de knippelsvingende betjente frem fra alle sider mod en menneskemasse, der blev grebet af panik. Det var et rent Guds under, at ingen blev trampet ned og dræbt.
   Det var et grusomt syn at se betjentene, der selv var drevet fra vid og sans, jagte folk langt ind i parker og anlæg, ned på perronerne på Østerport station, ja, over hele området fra Fælledparken til Store Kongensgade, så også almindelige, pæne, spadserende mennesker fik et par over nakken. Fotograferne fik fine optagelser af gravide, der blev kastet i jorden og pryglet, væltede barnevogne med skrigende unger og snesevis af groteske pryglescener. Dahl Jensen hed han, politimanden, der ledede denne hævnaktion.
   Og den rejste et ramaskrig i befolkning og presse. Så selv politikerne omsider kunne høre det. Vietnam-krigen var ikke længere noget fjernt, den foregik i vores egne gader. Og dermed var stemningen endegyldigt vendt.
   Dahl Jensen blev nogle år senere snuppet på fersk gerning i færd med at stjæle en flaske whisky i Magasin. Og mistede dermed sin tjenestemands-pension, få dage før han skulle gå af.
   Guds mølle maler langsomt, men sikkert.

7. afsnit fra 3. august 1989

Guds finger

Se Københavns røvhul og dø! Eller lån 50.000 i banken til en sommerlejr – Fra Studentersamfundet til Det ny Samfund i næstsidste afsnit af erindringerne om et oprør

STUDENTERSAMFUNDET havde på den tid, som tidligere fortalt, en stor opblomstring. Traditionelt havde Studentersamfundet bestået af tre store grupperinger, nemlig Clarté, der havde tilknytning til DKP, Socialistiske Studenter,  der hørte til SF og den noget mindre, liberale Hørup-gruppe, der var radikal. Desuden kunne man være medlem af samfundet uden at tilhøre en fraktion.
   Denne fraktionsløse gruppe blev under indtryk af det omsiggribende anti-autoritære oprør den største gruppe i Studentersamfundet. Det skete navnlig, mens Erik Møller var formand og Kristian Riis var næstformand, et populært makkerpar, der ikke forsøgte at lægge udviklingen hindringer i vejen.
   Ud af et væld af aktioner mener jeg, at den såkaldte ”Københavns-uge” var den mest betydningsfulde, fordi den i sin strategi indeholdt 
de nye måder at tænke på, der kom op i disse år.
   For at give et eksempel på den nye strategi, vil jeg hér angive et problemkatalog for aktivister, opstillet af Bolette Møller Christensen fra Studentersamfundet og VS.

1.   Udgangspunkt for aktioner.

2.   Aktionens opgave.

3.   Blokeringsmekanismer.

4.   Aktionens forhold til etablerede normer og værdier.

5.   Aktionens legalitet.

6.   Aktionens dækkeområde.

7.   Møder i forbindelse med aktionen.

8.   Aktionsplanlægning.

Der var nærmest tale om en slags ”videnskabeliggørelse” af selve aktionsbegrebet. Nu tænkte man som et andet reklamebureau i ”målgrupper”, man overvejede, hvad der kunne stå i vejen for et budskab, for at det kunne nå dem, det var henvendt til.
   Man tog for eksempel aktionen mod landskampen mellem Grækenland og Danmark op. Den gang var Papadopoulos, hvis nogen husker det, blodig diktator i Grækenland. Derfor var det vigtigt for venstreaktivisterne at bruge denne begivenhed til at sætte fokus på diktaturet. Derfor forsøgte aktivister at afbryde kampen, men blev i stedet udsat for publikums vrede og fik tilmed øretæver. Altså et eksempel på dårlig kommunikation og manglende forståelse for målgruppen.
   Derfor gennemgik aktionsgruppen for ”Københavnsugen”, der var en storstilet fremvisning af storbyen Københavns mange problemer, nøje de mange fejlslagne aktioner, der havde fundet sted i de seneste år. Og fandt ud af, at de fleste aktivister tog udgangspunkt i sig selv og deres engagement, ikke i den målgruppe, de principielt henvendte sig til.
   Resultatet blev, at aktionskomitéen forsøgte at lave en strategi, hvor man gik ind i menneskers nære politiske sfære, dér, hvor de stort set var uden for indflydelse, i boligblokkene, i trafikken, i planlægningen af den by, de boede i og dens fremtid.
   Selv om denne aktion hverken fremtræder som reference hos hverken arkitekter eller hos samtidshistorikere, mener jeg, den blev bestemmende for, eller igangsættende for, den store interesse, der den dag i dag findes for planlægningsspørgsmål. Jeg har lyst til kort at notere nogle af de utallige aktioner, der på én gang satte i gang over hele København og omegn.

FOR DET første gårdrydningsaktionerne. Den gang var københavnske baggårde forsømte, beskidte lossepladser, opfyldt af ældgamle skure, pissoirer og gammeldags lokummer, halvrådne plankeværker og revnet cement. Vi gik i gang med at rive skidtet ned, nogle gange med, nogle gange uden ejerens tilladelse. Først var ejendommens beboere blevet advaret med et brev, der forklarede aktionen, samt en pose rundstykker til morgenkaffen. Og så blev gården ryddet, cementen brækket op, bede anlagt, træer plantet, græsmåtter rullet ud og lys og luft sluppet ind. Og folk var lykkelige. Når vi gik, sad de allerede og drak kaffe i gården. Denne aktionstype førte til, at alle mulige mennesker, selv husejere, fik ryddet de mørke gårde og fik lavet lidt miljø. Se dig bare omkring.
   Men selvfølgelig. Da gårdrydning viste sig at være så stor en succés, blev den hurtigt et socialdemokratisk overborgmesteranliggende. Og det betød desværre, at man nu med hård hånd rev alt ned, også de små håndværker-værksteder og lignende, der gav liv til storbyen. Nu skulle alt være så net som en kolonihave.
   ”Se Københavns røvhul og dø!” Gratis sightseeing i det København, turisterne aldrig ser. Aktionen nåede kun at sende et hold turister af sted, så kom politiet. Hvorfor det var dem så magtpåliggende at forhindre folk i at komme rundt i turistbusser, var der ingen, der begreb. Ulovligt var det i hvert fald ikke. Nå, men politiet kan jo ikke tjene to herrer på én gang, så befolkningen må vige.
   Men turisterne fik så sandelig noget ud af turen. De var chokerede. Og pressen greb idéen.
   Og flere værtshuse i betonørkenerne. En aktion, der gav resultat. Nu behøver man ikke at tørste i Høje Gladsaxe.
   Selv om Københavnsugen var lidt kaotisk, indvarslede den nye aktionsformer og karakteriserede i det hele taget Studentersamfundets nye, bløde vinkel på aktionspolitikken. Og først og fremmest forsøgte man at vise, hvor komplekse problemerne er i et moderne samfund. Ingen patentløsninger, men masser af idéer.
   Som mange gange sagt, er det mig umuligt at berette om alle de ting, der skete i disse hektiske år, først og fremmest på grund af begivenhedernes mængde, men også fordi mange aktioner lignede hinanden. Derfor vil jeg slutte af med at berette om den aktion, jeg selv havde størst indflydelse på, og som også blev min sidste direkte politiske aktion. Thylejren.

Det var en mørk og stormfuld februarnat. Leif og jeg sad og skuttede os på tidens førende mødested for venstreorienterede, værtshuset ”Drop Inn”. Ind træder journalisten Lasse Ellegaard og ligner de næste bajere, vi længe har siddet og kigget efter.
   Rigtigt gættet.
   Og så noget mere: ”Hvorfor laver I to ikke en stor musikfestival hér i Danmark? Sådan én som den på Isle og Wight.” spurgte han.
   Som et lyn gik det igennem mit hoved: ”Gu vil vi ej, vi vil lave en tre måneders festival, hvor der ikke bare skal flippes til musik, men hvor alle de glade drenge og piger skal prøve at leve sammen i fred for det satans samfund. Måske kunne der så ske noget nyt. Èt eller andet måtte vi kunne lære af det." Men jeg holdt min kæft og nikkede bare samtykkende.
   Ja, tro det eller ej, det var, som blev jeg rørt af Guds finger. En masse brikker faldt på plads og at udtrykket ikke er helt forkert, vil følgende historie bevise.
   Der gik en måneds tid, godt og vel. Leif Varmark og jeg vagabonderede stadigvæk, men havde dog fundet os et kontor i Huset i Magstræde, der lige var kommet op at stå på den tid. Rigtigt åbent var det godt nok ikke, men Det ny Samfund (en afløser til det gamle Studentersamfund, men det er en lang historie), havde fået kontor der inde. Og det samme havde vi altså, eftersom vores forlag ”Sorte Fane” var en fraktion af Det ny Samfund. (Historien om Sorte Fane må også vente).
   Nå, men vi havde egentlig ikke funderet særlig meget over idéen med en sommerlejr. Men så, på en efter årstiden varm martsdag, da vi skrår ned over Nytorv, kommer jeg til at se på Landmandsbankens (nu Den danske Bank) facade og får en indskydelse.
   ”Lad os gå over og låne pengene til at lave den sommerlejr for”, siger jeg.
   Leif var altid med på den værste. Vi så ellers ikke ud som børsherrer, jeg havde bare tæer og afrevne cowboybukser og en forvasket T-shirt. Leif noget lignende. Så vidt jeg husker, hundefrøs vi. Vi havde i hvert fald en velspædet efterbrandert.
   Som sagt, så gjort. Vi triner ind i banken og siger, vi gerne vil låne halvtredstusinde.
   ”Ja, så skal De gå op ad trappen og spørge efter frøken Vennersen,” sagde den unge mand høfligt.
   På første sal tager frøken Vennersen venligt imod os og fører os ind i et konferencerum på størrelse med Rådhuspladsen, domineret af et enormt teaktræsbord. Vi fik kantet os ned på et hjørne og så forklarede vi om vores planer.
   Dem fandt hun glimrende, hun var faktisk villig til at låne os pengene på stedet. Men, men, men, som hun sagde, denne afdeling er godt nok vores afdeling for spøg og skæmt, men jeg bliver nødt til at spørge lidt højere oppe. Ring til mig i morgen.
   Næste morgen, 
formiddag snarere, fortalte frøken Vennersen, at vi nok måtte skaffe os nogle kautionister, men ellers var den helt plingeling. Det udtryk havde vi ikke hørt siden vi læste Carlt i vor barndom.
   Så blev vi klar over, at nu måtte vi vist til at være nogen flere. Så vi kontaktede straks Peter Duelund, der havde været en ledende figur i
i kampen for Projekt Hus, og Leo Jespersgaard, der havde været en fremtrædende aktivist på Akademiets arkitektskole, såvel som i det gamle Studentersamfund. De sagde ja.
   Og så gik vi i gang med at ringe venstrefløjens mere velbeslåede koryfæhoveder op. Det var folk som Eggert Petersen, Ole Krarup, Niels Munk Plum og mange, mange flere. Og et meget stort antal af dem svarede ja. Så var de halvtreds tusinde hjemme. (Akja, vi syntes, det var mange penge, ha, ha).
   Men hvor skulle lejren ligge? Ja, hér har vi Guds finger igen. Af én eller anden grund holdt jeg stædigt på, at det skulle være i Thy. Måske har John Lennons besøg deroppe luret i min underbevidsthed, spørg mig ikke.
   Så vi kørte rundt i Thy på må og få, men fandt foreløbig ikke noget, der passede os.
   I mellemtiden rørte vi kraftigt på reklametrommerne og indkaldte til et velbesøgt pressemøde, hvor vi delte Birgitta Fabers flotte plakat og folder ud: ”Summerfestival i North Jutland”!
   Jo, vi var ikke i tvivl. Ved samme lejlighed sagde vi, at det hele var klappet og klart, og at det handlede om at skynde sig, hvis man ville nå at komme med, så det var bare med at sende de hundrede kroner, det kostede, af sted med posten i en fart. Det kastede øjeblikkelig firstusinde kroner af sig de næste par dage – og pengene blev ved med at komme i en lind strøm. Så vi havde da lidt at starte på.
   Men tiden gik og vi havde stadig ikke fundet det rigtige sted.

8. afsnit 10. aug. 1989

It’s all over now, Baby blue

Sidste afsnit af sommerens erindringer om et oprør, der begyndte længe inden 1968 – om Trægården i Thy, myndighederne og den amerikanske olie og måske den varmeste sommer nogensinde

EN DAG, HVOR jeg er lige ved at opgive at finde et sted til den sommerlejr i Nordjylland, træder en gammel ven af mig ind. Den legendariske spaniens- og frihedskæmper Leo Kari, som jeg havde kendt siden begyndelsen af tresserne.
   ”Jeg tror, du har problemer, og jeg tror, jeg kan løse dem”, sagde han. Og så fortalte han mig om Trægården i Thy, der var brændt ned, og om de fyrretyve tønder sandjord, der var som skabt til at lægge telte på. Om udsigten over Tømmerby Fjord og alle de andre lyksaligheder.
   Vi tog straks af sted og vendte lykkelige tilbage. Nu var det bare at aftale pris og vilkår. De var meget fordelagtige, nærmest en gave. Hundrede og tyve tusinde kroner for det hele, iberegnet en brandforsikring på omkring hundredetusinde kroner. Leo Kari betingede sig kun to ting, ret til at deltage i planlægningen af lejren og tilbagekøbsret til salgsprisen. Det gik vi selvfølgelig med til.
   Leo arbejdede på det tidspunkt for Københavns Universitet, hvor han forskede i nordisk karvsnit, altså udskæringer lavet med dolk. I den anledning havde han en lille lejlighed i den indre by, der tilhørte universitetet. Han kunne, som så mange i miljøet, godt lide lidt hash en gang imellem, alle solgte lidt til venner og bekendte. Det blev man nogen gange knaldet for, hvor urimeligt det end lyder.
   Nå, men vores sagfører havde gjort skødet klar til underskrift og der var halvtreds tusinde klare dask parat, da vi antriner Leos dør.
   Men desværre. Døren er plomberet og en spøgefugl har skrevet tværs hen over den: ”It’s allover now, Baby blue”.
   Nu var gode råd dyre, men ved et rent held fik jeg fat i Leos tidligere kone Magda, for hvem det bestemt var en nyhed, at Leo var ved at sælge gården og hun fór straks ind på Vestre og fik underskriften. Plus det halve af forskuddet. Men Leo kom altså ikke med i planlægningen.
   Den var ellers i fuld gang. Vi var nemlig løbet ind i en uforudset barriere: Myndighederne! De ville ikke høre tale om ansøgninger til den slags projekter så kort tid inden de skulle løbe af stabelen. Så vi holdt krigsråd dag ud og dag ind om, hvordan vi skulle knække denne her nød. Vi var nemlig blevet en stor gruppe af planlæggere, ca. femten højtuddannede økonomer, arkitekter, planlæggere og jeg véd ikke hvad. Og til sidst summede vi os sammen til en analyse af begrebet myndigheder som sådan: Den enkelte embedsmand vil ikke have ansvar, han lader ansøgninger etc. gå videre med en påtegning, f.eks. ”bør ikke nyde fremme, kan ikke anbefales osv.” Efter et par led ender en overordnet så med at konkludere, ”at  baggrund af indhentede udtalelser osv kan det ansøgte ikke bevilliges og i den dur.”
   Altså må den proces slet ikke sættes i gang. Så vi fik fart på og tegnede og beskrev hele projektet helt ned i de allermindste detaljer. Derpå lavede vi en fuldstændig oversigt over alle de myndigheder, der overhovedet på nogen tænkelig eller utænkelig måde kunne bringes i forbindelse med et sådant projekt. Og så sendte vi hele sagsmappen, der fyldte mere end en telefonbog til hver evig eneste ansatte i disse mange, mange kontorer. Alle, fra bybud til minister, kontorpiccoline til borgmester, fik et eksemplar af ansøgningen, der bl.a. indeholdt en fuldstændig liste over alle dem, der havde modtaget den samt deres adresse og telefonnumre, både tjenstligt og privat.
   Så gled ansøgningen igennem det træge system som en lort gennem amerikansk olie. Og det var det vel også, på en måde. Amerikansk, i hvert fald!
   Nu kom den endelige budgetlægning. Eksperterne skændtes som vanvittige, Leif og jeg hørte på og drak bajere.
   Og nu vil jeg have lov til at prale: Den dag, budgettet skulle være færdigt, rejste jeg mig og sagde: ”Venner! Vi kommer ikke videre. Så nu kan I godt begynde at skrive budgettet ned.” Længere nåede jeg ikke på grund af råb og skrig.
   Så greb jeg til det gamle arbejdsgivertrick: Det er mig, der sidder på pengekassen! Så skrev jeg budgettet ned og vedtog det. Og det kom til at passe med rundt regnet halvtreds øre. Og det er ikke en gang løgn. (Ja, ja, det var ikke spor demokratisk, det véd jeg godt. Men budgettet skulle altså være færdigt den dag. Meget interessant!)
   Her skal lige indføjes en lille detalje. Alle véd jo, at det var Det ny Samfunds sommerlejr. Ganske rigtigt, men det blev det faktisk først, da Leif og jeg blev enige med os selv om, at det ville blive totalt misforstået, hvis det bare var en gruppe tilfældige aktivister, der stod i spidsen for foretagendet. Vi ville så sikkert som amen i kirken blive beskyldt for at ville berige os på andres bekostning, at vi var pampere og alt det bræk, som den surmulende venstrefløj altid havde posen fuld af. Ikke, at det betød noget særligt: Vi blev alligevel beskyldt for at berige os, (konto i Svejts havde jeg endda, med mange millioner, det var der folk, der med sikkerhed vidste) og pampere var vi også.
   Vi gik altså til medlemsmøde i Det ny Samfund og spurgte, om foreningen ville have dette udmærkede projekt, der stod færdigt i alle detaljer bortset fra den praktiske udførelse. Økonomien var også i top, så foreningen skulle sådan set bare sætte sit stempel på.
   Nu skulle man jo tro, at vores kammerater i DnS så blev glade? Næ, de blev enormt mistænksomme, og på trods af at vi løbende havde informeret DnS om vores aktiviteter, (vi havde jo fælles kontor og alle dem, der arbejdede på projektet, var medlemmer), så skulle vi stå skoleret over for vores venner. Først, da vi ville trække tilbuddet tilbage, slog de til. Jo, der var ikke så højt til loftet alligevel.
   Så sendte vi en yderst mistænksom tværdriver af en bibliotekar-studerende, Mikael Hagen, over til Fjerritslev ret, hvor skødet skulle tinglyses.
   Han var så mistænksom, at han slettede mit, Leifs og Leos navn af skødet og skrev sit eget i stedet. Så var han lige ved at ende i brummen for dokumentfalsk. Så måtte vi sende en anden. Og tiden gik.
   Men alt får en ende, og vi kunne sende et pionerhold af sted. Og sikke en sommer det var det år. Om dagen sled vi i bagende sol, om nætterne sad vi ved lejrbålet og fortalte røverhistorier, mens havgusen summede i højspændingsledningerne.
   Så sagde myndighederne, i et sidste fortvivlet forsøg på at standse projektet, at vi ikke måtte bruge vandet i de tre brønde, der var på grunden. Vandet var ellers godkendt af den relevante myndighed. Men vi fandt en superbrøndborer og på få timer fandt han et kildevæld, der kunne holde en mindre provinsby med drikkevand.
   Så vi fik lagt tre kilometer rør ud og jeg tog vores lastvogn og kørte til Sverige og købte militært sanitetsudstyr, så vi kunne lave tonsvis af vaskehuse med brusere og varmt og koldt vand.
   Så sagde myndighederne pludselig, at vi ikke måtte have spande-lokummer.
   Så fandt vi et firma, der var lykkelig over at måtte afprøve deres rullende lokummer med elektrisk tømning og reservoir, der kunne tømmes med en slamsuger. Myndighederne måtte bøje sig igen. Nu står lokummerne overalt, hvor mange mennesker samles til markeder eller sports-begivenheder.
   Så lavede vi en aftale med den lokale brugsforening om at lave brugsforening oppe i lejren. Så lavede vi en aftale med Thisted bryggeri om leverancer. Til sidst fik vi alligevel lov til at låne elleve tyvemandstelte hos civilforsvaret. Og DSB lejede os et særtog til Thisted. Lige pludselig gik det hele på skinner.
   Og så, den fjerde juli, væltede tusindvis af dødtrætte, men glade gæster ind i lejren, med oppakning og brogede bannere, med en lang, varm sommer foran sig. Måske den varmeste nogensinde.

NÅR JEG VÆLGER at slutte min beretning hér, er det ikke fordi jeg ikke har lyst til at fortælle mere, men nu er vi på vej ind i halvfjerdserne og dermed er mit emne for så vidt udtømt, da det jo handlede om tresserne. Jeg vil blot tilføje, at Thylejren kom til at stå som hippiekulturens absolutte blomstring. Afblomstring?

Efter den kom de sure kvinder, de kolde kapitallogikere, den kedelige oliekrise og den konservative bølge.

Forfatterens efterskrift

HELE DENNE beretning, der er meget personlig, omhandler en del af den danske venstrefløjs historie, der aldrig har været berettet om før. Èn af grundene, jeg har haft til at skrive alt dette ned, er venstrefløjens omfattende historieforfalskning. Hvis man f.eks. tager Bente Hansens bog ”Dengang i tresserne”, der skal forestille at være historien om tresserne, vil enhver kunne se, at der er tale om en redigeret virkelighed, der skal passe ind i en pæn og artig socialistisk verdensopfattelse. Og her er alle de gale streger væk.
   At der er tale om bevidst historieforfalskning, véd jeg tilfældigvis fra en medarbejder på bogen. En dag, jeg stod fredeligt og pissede på Drop Inns toilet, kom fotografen Jørgen Schytte ind og sagde med et ondskabsfuldt grin: ”Jeg har lige været til redaktionsmøde på Informations forlag om Bente Hansens bog. Og hun har nedlagt forbud mod at dit navn blev nævnt i bogen! Vi advarede hende, men hun var ikke til at hugge eller stikke i.!”
   Sådan har stalinisterne altid behandlet anarkisterne. Derfor dette supplement til historien, for andet er det ikke. Der er utallige begivenheder, jeg ikke har nævnt og utallige navne, der heller ikke er med. Det er kun, hvad jeg har oplevet.

                                                                         H.P.

 

 Tilbage til forside   Tilbage til Arkiv