Modernismens dinosaurer  26.06.2008

En troværdig politiker vover at sige det upopulære. Så overborgmester Ritt Bjerregaard må siges at være en overordentlig troværdig politiker og skal have kredit for det. Ikke mindst i en tid, hvor al planlægning foregår for nedrullede gardiner fjernt fra offentligheden. Og det gælder alt fra håndtering af gylleproblemer til internationale krige.

Så derfor bliver jeg også så bedrøvet, når jeg ser Ritt Bjerregaards udmeldinger om højhusbyggeri i Københavns middelalderby. Og lad os lige blive enige om, at middelalderbyens grænser går ved Gothersgade, Nørrevold, Vestervoldgade og havnefronten, inklusive Christianshavn. Alligevel bør også Frederiksstaden medregnes, når man taler om den indre by, fordi denne bydel med hensyn til byggehøjde udgør en helhed sammen med middelalderbyen.

Inden jeg vover mig ind på det æstetiske område, der er alfa og omega i håndteringen af det, der i dag kaldes kulturarv, så vil jeg sige, at der er noget typisk kamikazepilot over Ritt Bjerregaards udmeldinger. Gang på gang udfordrer hun sit bagland med forslag, der skaber oprør hos folk, hun trods alt bygger sit lederskab på, som f.eks. planerne om at bygge på Kløvermarken. Og spørgsmålet melder sig, om ikke Ritt Bjerregaard mangler noget væsentligt i sin omgang med borgerne? For det er lige som om beslutningerne bliver fremlagt som faktiske kendsgerninger, mens de endnu blot er blåtryk på stadsarkitektens tegnebord.

Med andre ord så evner Ritt Bjerregaard ikke at inddrage de mennesker, som hendes planer vedrører, og dette alene provokerer hurtigt en modstand frem, der ofte er helt usaglig. Ritt Bjerregaard synes at glemme, at den moderne folkelighed varetages alle mulige andre steder end i socialdemokraternes regi. Og det er den borgerlige presse en sand fryd at stikke en kæp i hjulet for den kvinde, der så tydeligt indtil nu har forstået at byde pressens løgnagtige og usaglige hetz trods. Men der er forskel på at overvinde den usaglige presse i al dens vælde, og så få folk imod sig på grund af manglende inddragelse og dårlig kommunikation.

Så meget om kluntet håndtering. Nu til det æstetiske.

Jeg har i mit lange liv, også som journalist, tit haft lejlighed til at drøfte byplanlægning med ledende socialdemokrater. Og kunst, for resten. Det hænger sammen. For socialdemokraterne har en akilleshæl netop når det drejer sig om æstetikken. Tilgiv mig sammenligningen, men da socialdemokraterne blev ledende i dansk politik og fik ansvar for udformningen af Danmarks udseende langt ind i fremtiden, var det et parti, der febrilsk måtte søge at fylde et gabende hul ud. Nogenlunde som en familie, der er flyttet fra slummen og nu skal tilegne sig lidt borgerlig kultur. Og da det var åbenlyst allerede under Stauning, at både kommunisterne og nazisterne havde beslaglagt ”folkeligheden”, så måtte der vælges noget andet, der havde et tilstrækkeligt potentiale til at fylde dette hul ud.

Det blev så ”modernismen”, den abstrakte kunst, den rå betonarkitektur i mange etager osv osv. Meget ofte helt uden hensyntagen til brugsværdien, blot det fremstod flot og provokerende. Moderne eksempler på denne påfuglepragt uden brugsværdi er ”Den sorte diamant” og ”Arken”, der fylder kolossalt, men som ikke egner sig til at være det, de er lavet til.

Det samlede selvfølgelig en vældig skare af kunstnere og arkitekter, og modernisterne er stadig til stede overalt, hvor der skal laves kunst eller arkitektur. Og, må det lige tilføjes, med en forfølgelseslignende forkastelse af enhver traditionel kunst. I dag er det næsten umuligt at finde en landskabsmaler, der evner at fastholde dagens landskabelige Danmark, hvad der vil vise sig at være et stort tab. For nok er fotograferne suverænt dygtige, og de forstår også at bearbejde materialet kunstnerisk, men malerens besjæling evner de sjældent at give os.

Altså er Ritt Bjerregaards kulturelle baggrund for at tage beslutninger et resultat af en villet kultur uden egentlige rødder i de samfundslag, socialdemokratiet principielt repræsenterer. Ritt Bjerregaard er at ligne med en parvenu, der hurtigt har tilegnet sig en overklassekultur, i dette tilfælde tør man sige: en entreprenørkultur, hvor helt andre værdier end brugsværdi og social værdi tæller. Det er bare så smart med nogle højhuse, København skal helst ligne Manhattan, og vi skal jo ikke bo på et museum. Det er gamle socialdemokratiske drømme. København skal måle sig med de andre metropoler, har jeg ofte hørt socialdemokrater plædere for.

Og ja, vi skal ikke bo på et museum. Men vi skal måske bo på en måde, så vi trives og har det godt? I middelalderbyen er der blevet bygget meget nyt, banker med sorte spejlglasfacader som det værste, men trods alt er byggereglementerne blevet overholdt.

Det, der ligger nedenunder, og som også er kommet til udtryk i den kendsgerning, at der er blevet flere og flere erhvervslejemål og færre og færre beboelseslejemål i den indre by, er drømmen om ”City”. En ordentlig metropol har en city. Og hér bør vi møde travle forretningsfolk, entreprenører og advokater i deres flunkende arbejdsuniform, så tilrejsende kan få det rigtige indtryk af danskernes driftighed. Og til en ordentlig ”city” hører naturligvis nogle vildt abstrakte, kunstnerisk provokerende højhuse, der som moderne templer for pengeguden kan skrabe himlens loft.

Okay, det er så det, vi kalder udviklingen. Og socialdemokraterne er jo meget, meget hurtige på aftrækkeren, når det drejer sig om at tilslutte sig, hvad de tror kan bære fremad. Altså for partiet. Men dem, partiet repræsenterer, og som egentlig også burde være partiet, dem tænkes der ikke på.

For vi skal huske på, at modernismen startede som en renselsesproces over for en kunst, der var mudret til i svulstigt føleri og løgn. Men nu har modernismen for længst opfyldt sit formål og vi ser i dag en langt større mangfoldighed i kunstens verden end nogensinde. Ikke mindst takket være den til stadighed fremadskridende demokratisering, der sker i moderne samfund af vestlig type, helt uanset temporære tilbageslag og mørkemandsvælde. Det er parenteser.

Det er nemt nok at ødelægge middelalderbyen, og mange har bestræbt sig, men ingen kan genskabe det tabte. Derfor skal Ritt Bjerregaard skåne vores sårbare bycentrum.. For dybt nede i den socialdemokratiske sjæl, der nok ikke længere findes i partiet, men i befolkningen, handler det om at bygge op, men også bevare, ikke rive ned. Bygge op til mennesker, ikke til himmelstræbende skueretter.

Men ellers kan hun jo godt boltre sig i sine kunstige socialdemokratiske kunst- og arkitekturvisioner. Vi har med forundring iagttaget det storslåede socialdemokratiske projekt ”Ørestaden”. I den kunne Ritt Bjerregaard da sagtens finde plads både til sit prisbillige sociale byggeri og nogle ordentlig store kæmpetårne.

                                        Henning Prins

 

Tilbage til forside Tilbage til tidligere ledere Tilbage til Arkiv