Denne artikel er 5 år gammel, men er desværre fuldstændig aktuel, måske lige bortset fra et par navne, der er erstattede af andre, men med samme (mal)funktion. Den omtalte nydelige og tilpasningsdygtige Jens Thorhauge har nu raget det meste  af kulturen til sig, idet han er direktør for Kulturstyrelsen. Waauwww! Til gengæld er Pernille Schaltz ikke længere leder af Hovedbiblioteket i Kbh. Men ellers er alt ved det nye - ak!

 

 

Mordet på forfatterne 04.01.2008

 

Jeg så dags dato 4.1.2008 et billede af Biblioteksstyrelsens direktør, Jens Thorhauge. Hvor er han dog en nydelig mand. Han kunne sagtens få en rolle i DR’s prisbelønnede trivi-serier som pæn mand, ingen tvivl om det. Selv om det beslutsomme drag over mundvigene ikke virker helt troværdigt, er han indbegrebet af hæderlighed, sådan rent fotogent. Desværre kan Kritisk Portal ikke vise billedet, det koster penge.

Jens Thorhauge er en mand, hvis karriere i ét og alt bygger på den kendsgerning, at der findes forfattere. Og i den forbindelse læsere og biblioteker. Han har så at sige siddet på ryggen af de kreative, kunstnerne, og han har i modsætning til flertallet af disse også tjent en pæn hyre.

   Derfor kan det godt virke lidt utaknemmeligt, når han nu vil til at tage de sidste ynkelige skillinger fra forfatterne, når han helhjertet går ind for at det store flertal af bind på reolerne skal pakkes ned eller smides ud. At det sidste allerede sker over hele landet må vi tro er Thorhauge bekendt. For som han siger til Politiken, ”så er han ikke bekymret for kulturarven. Den er til stede, men ingen kan i dag regne med at finde den ét sted. Måske skal det ønskede bestilles fra et nabobibliotek eller fra et andet sted i landet. I stedet for at præsentere ”alt”, skal man lægge interessante ting frem for brugerne af bibliotekerne og give dem mulighed for at bestille bøger og andet materiale.”

   Problemet er bare, hvem det egentlig er, der skal finde disse interessevækkende tilbud frem? Før i tiden var bibliotekarer sande bogmennesker med omfattende litterær viden, indtil formanden for Danmarks Biblioteksforening, Finn Vester, fandt ud af at litteraturen var out, nu skulle datamaterne ind. Derfor er der ingen af de nye ”bibliotekarer”, der aner noget som helst om litteratur, og de bliver vildt forfjamskede, når man spørger til deres paratviden som bibliotekarer.

Så bogens sande fjende er en helt ny spiller på den kulturelle bane. En person, som regel kvinde, der bærer titlen bibliotekar, hvad der skal indikere at hun har gået på biblioteksskolen og lært noget om litteratur.

   Jeg brugte i gamle dage Helsingør Hovedbibliotek i snit to gange om ugen. Den gang kunne man fortælle en kompetent bibliotekar, hvad man gik og rodede med, og så fandt hun, (det var som regel en dame), lynhurtigt en masse relevant stof. De nuværende ved dårligt nok, hvad stablerne af bestsellere indeholder, så nu kommer jeg kun for at hente på forhånd bestilt materiale.

   Som man vil kunne se af nedenstående opslag, der er klippet fra Danmarks Biblioteksskoles hjemmeside, så eksisterer ordet litteratur ikke som et selvstændigt begreb. Kultur nævnes ganske vist, men ærlig talt, er det ikke det mest udvandede begreb i dagens Danmark?

 

 

 

Hvorfor begynde på biblioteks- og informationsvidenskab? Uddannelsen er så bred, at den kan rumme mange interesser: Samfundsforhold, it og web, kultur, formidling og kommunikation. 

Bachelor i biblioteks- og informationsvidenskab
Det tager tre år at blive bachelor. På uddannelsen undervises du i følgende fag: Informationssøgning, vidensorganisation, kultur og medier, forskningsmetode, organisation og økonomi, bibliotek og samfund og videnskabssociologi. Der afsluttes med et valgfrit bachelorprojekt.

Bibliotekar DB - erhvervsrelateret projekt
Hvis du vil uddannes til bibliotekar DB læser du yderligere et semester ud over din bachelor. På dette semester arbejder du med et erhvervsrelateret projekt - en konkret problemstilling der afprøves på et bibliotek eller i en virksomhed.

Kandidat i biblioteks- og informationsvidenskab
Du starter kandidatuddannelsen, når du har en bachelor i biblioteks- og informationsvidenskab eller tilsvarende. Nogle studerende vælger at uddanne sig til bibliotekarer først.


Det har bragt sindene i kog, at den nye leder på Københavns Hovedbibliotek, Pernille Schaltz, vil smide bøger, der ikke har været lånt ud de seneste tre år, ned fra hylderne. Hermed vil hun være med til at forstærke den tendens, der allerede for længst er blevet dominerende, nemlig at bestsellerne kommer i første række, og resten ryger på lager, eller som på mit lokale hovedbibliotek, sælges billigt til de interesserede. Jeg har gjort mange kup, men føler også, at jeg har bestjålet den offentlige dannelse.
Pernille Schaltz véd sikkert ikke selv, hvilken forbrydelse hun begår mod litteraturen, for hun har nok samme uddannelse i litteratur som de andre, der har gået på Biblioteksskolen, nemlig ingen.
Det betyder, at det forudsigelige bliver norm, og at det bliver sværere at finde forfattere, der ikke lige sidder på skødet af en journalist og dermed får lidt lys på sig, og fremtidige forfattere vil hermed blive flyttet endnu længere væk fra en potentiel læserskare, fordi det spontane valg én gang for alle er forsvundet ud af bibliotekernes præsentation af litteratur. Kun de af forlag og presse promoverede forfattere vil finde nåde for de ny bibliotekarers øjne.
Da jeg som ungt og læselystent menneske gennempløjede det lokale biblioteks righoldige reoler, stødte jeg ind i de særeste ting, jeg siden har haft stor glæde og gavn af, men som jeg i et moderne bibliotek overhovedet ikke ville ane fandtes. Og hvem skulle jeg egentlig spørge? Hende den vakse bag skranken, der ser ud til at være sat op til narrestreger, hun kan ikke en gang præsentere mig for det nyeste, hvis ikke det er ren mainstream. Hvordan skulle hun så præsentere mig for noget som helst andet?
Har læseren monstro overvejet, hvorfor politikere interesserer sig så lidt for biblioteker og bøger og altid hensynsløst skærer ned på dem, på trods af at 76 procent af befolkningen faktisk bruger bibliotekerne? Sandsynligvis, fordi mine læsere virkelig læser, det er en forudsætning for at læse Kritisk Portal. Men hvis ikke årsagen allerede er kendt, kommer den nu: Der er ingen billeder i bøger!
Hvabehar? Der er da masser af billeder i bøger, i nogle bøger, i hvert fald, så …
Nej, nej, nej, det er ikke den slags billeder. Det er pressefotos. Lige meget hvad de ansatte går og laver på et bibliotek, så er det ikke noget, en pressefotograf kunne drømme om at fotografere. Tænk jer blot, at borgmesteren skulle klippe en lille rød sløjfe over, hver gang en ny bog skulle finde sin plads på hylden. Nej vel? Så er der mange flere billeder i at smide halvdelen af bøgerne ud og indrette et rum med for tyve millioner kroner it-isenkram, hvor en hel masse børn af forskellig herkomst kan sidde og blive herligt integrerede, mens borgmesteren strækker sin hånd velsignende ud over mangfoldigheden og taler om en strålende fremtid i den digitale, globale verden. Bøgerne, de står bare og glor. Og det samme gør computerne, så snart den sidste journalist er skredet.
Men det er ikke politikerne, der er bogens fjende nr. 1! Nej, politikeren er bare et følgagtigt drog, der véd, at man skal i lokalpressen hver dag, hvis man vil genvælges. Og det kommer han/hun så, se selv efter.
Biblioteket er fra at være et fantasiens eventyrrige blevet til en gold og ordløs ørken, fyldt med underlødighed og smartness. Som for eksempel Pernille Schaltz siger det, så skal der indkøbes masser af svenske femikrimier, og der skal være nok af dem, så læserne ikke skal vente i årevis på underlødig litteratur. Så forfattere med andre ambitioner end at blive rige må forføje sig, for man kan ikke blive præsenteret på biblioteket, bare fordi man er en god forfatter. Nej, man skal også have kommerciel succés!
Nogen burde skamme sig, men vi véd det jo godt: Det kræver faktisk visse positive sider hos et menneske, hvis det skal føle skam. Dem, der styrer dansk kultur lige nu, kan ikke skamme sig. Det har de ikke format til.
P.S.: Jeg er selvfølgelig fuldstændig klar over at der skal en ny organisationsform til på bibliotekerne, selv om jeg har lidt svært ved at forstå, at IT og litteratur ikke i selve substansen har alt med hinanden at gøre. Problemet er blot, at bibliotekerne, uanset hvordan man vælger at organisere sig, skal give plads ikke blot til det mangfoldige, men også det særlige. Og så begriber jeg ikke, at bibliotekspengene, der som bekendt er et legat og ikke en royalty, stort set vil blive udraderet for et stort antal forfattere, der nu slet ikke får noget for deres arbejde.

 

 

                                                                       Henning Prins

Forside  Ledere  Arkiv