Myte og civilisation

 

Forlaget Tiderne Skifter har valgt at udgive det skotske forlag Canongate Books store serie om mytens betydning for vores verdensopfattelse. Et prisværdigt initiativ, der bestemt falder helt i tråd med tidens tanker. Serien indledes med en betragtning over mytens natur af Karen Armstrong, der er overordentlig populær i de i disse år sig så udbredende nyåndelige kredse, der er så besynderligt halvt religiøse, halvt verdslige, uden at det rigtigt er til at se, hvor de vil hen, bortset fra den nærmeste vej til en ordentlig omgang føleri.

Det er Karen Armstrong som skabt til. Hendes forudsætninger er de bedst tænkelige: Hun er tidligere nonne, underviser på en skole for rabbinere i London og har blandt andet skrevet en ovenud positiv biografi om profeten Muhammed, der ifølge Armstrong er helt misforstået i Vesten. Sigende er også titler som: ”Jerusalem: tro, historie, politik” og ”Gud – i jødedom, kristendom og islam” samt ”Buddha”.

Det vil give vor tids vaklende materialister noget at samles om og diskutere på aftenskoler og i samtalekredse, og der vil nok blive tænkt en hel del dybe og sjæletrøstende tanker.

Imidlertid er jeg ikke særlig tilfreds med Karen Armstrongs gennemgang af ”Mytens historie”. Jeg synes, hun mangler et formuleret syn på mennesket som dyreart, en social antropologi, der kan forklare nytten af at have myter. Hun nærmer sig ganske vist, i det hun, som Platon, ser myter som parallelle idealbilleder til vores ufuldkomne tilværelse, altså eksempler til efterfølgelse eller forståelse af det uforståelige, hvad der i realiteten jo mest betyder at affinde sig med det uforståelige ved hjælp af en god historie. Vi kommer omkring det menneskelige samfunds udvikling fra jæger og samler over antikken, middelalder, reformation til vore dages (vestlige) symbolanalytiker. Og det kan nok være, den (tidligere?) katolske nonne ikke har ret meget pænt at sige om Martin Luther og de andre protestanter fra 1500-tallet. Der er et overordentligt interessant spænd mellem Armstrongs store begejstring for Muhammed og så hendes mavesure opstød om reformationen.

Det er jo ikke til diskussion, at myter og mytedannelse er en overordentlig betydningsfuld del af den menneskelige kultur, ikke mindst i vor sansepåvirkende tid, hvor billedmedierne har reduceret den kritiske bevidsthed til at være sekterisk. Med andre ord: føleri har sat fornuften skakmat.

Men myterne er selvfølgelig et metasprog, hvori vi kan finde udtryk for oplevelser og sindstilstande, vi ellers måtte gå lange omveje for at give udtryk for.

Sagt kort er problemet det, at Karen Armstrong ved for lidt om det, hun taler om. Desuden er hun ude i et ærinde, hun ikke åbent lægger frem, nemlig at hun gerne vil missionere for Vorherre. Sådan noget skal man sige lige ud, så vi véd, hvem vi har for os.

Mennesket er et dyr, der forsøger at anvende sin fornuft på alle de forhold, det optræder i. Og der er sammenhænge, hvor fornuften må bruge den stereotype billeddannelse for at gøre sjælelige oplevelser håndtérbare. Det er ikke religion, religion er bare en del af dette fornuftens beredskab, der skal gøre opholdet i en principielt fjendtlig verden udholdelig.

For at motivere Armstrongs camouflererede missionsvirksomhed har forlaget købt hele pakken, der består af ”nogle af verdens fineste forfattere, der hver især genfortæller en myte efter eget valg”. Den første foreligger allerede, nemlig Margaret Atwoods ”Penelopiaden”. Den vender vi tilbage til.                                                                             

 

Karen Armstrong: Mytens historie. Oversat af Susanne Grubb. 143 s. 225,- kr. Myteserien. Tiderne Skifter

 

Tilbage til forside Tilbage til boganmeldelser