Når modsætninger ikke mødes

 

 

 

Der laves fidusbøger i stribevis for tiden. Ja, det er der vel altid blevet, men nu skal de forestille at være på et højt, intellektuelt niveau. Det er noget, fikse journalister og smarte forlag har lært fra populismens fædreland, USA, hvor forlagene har opdaget, at det ikke er en bogs indhold, men derimod de navne, der optræder på omslaget, der sælger. Altså handler det om kendthed. Og kendthed er blevet til en industri, hvor man hele tiden arbejder hårdt på at rekruttere nye kendte, så der hele tiden er noget at tage af. Jeg husker fra en fjern fortid i firserne, hvordan ugepressen jamrede over at der var for få folk, der ville være kendte. Det er der blevet rådet grundigt bod på i mellemtiden, hvor det ikke kræver så forfærdeligt meget at gå op til kendthedseksamen og komme ud med et trettental. Et par ture i ”Robinson” og så er man et kendt ansigt. Så pressen har altid et passende stort udvalg at tage af til alle de forskellige journalistiske sammenhænge, hvor kendthed er afgørende for læsernes interesse. At almindelige mennesker horer, drikker, bliver gift eller skilt og skejer ud, er uinteressant. Når kendte gør disse helt almindelige ting, er det vældigt interessant.

Derfor har vi set tonsvis af bøger af Karen Thisted, Johannes Møllehave og mange flere, hvor kendte mennesker fortæller om deres liv. Og nu udvides bedriften, så man tager de kendte ind parvis som personer i et drama om modsætninger.

Det er en ganske svær manøvre hér i lille Danmark, viser det sig, når man tager en af tidens mange sammenstiksbøger i øjesyn, nemlig Jens Winthers ”Digteren og partiformanden”, hvor Pia Kjærsgaard og Henrik Nordbrandt skal forestille at være uenige.

Det vi bliver præsenteret for, er den vanetænkning, der præger det offentlige rum. Vi er vænnet til at tænke i kategorier, og derfor er der en naturgiven modsætning mellem en partiformand for Dansk Folkeparti og en digter. Det véd vi alle, for forfattere og digtere er jo alle sammen nogle røde hunde, der laver underskriftindsamlinger mod Brian Mikkelsen og den slags.

Men hvad er Pia Kjærsgaard og Henrik Nordbrandt egentlig uenige om? Ikke ret meget, viser det sig. Det er en rigtig kultiveret samtale uden skarpe kanter og da Nordbrandt helst skulle være bare lidt i modsætning til Kjærsgaard, modererer han sin holdning til Islam, der ellers har været totalt afvisende, til at være et spørgsmål om det enkelte menneske, der så selv kan være godt eller skidt. Det mener han jo slet ikke, eftersom han selv har stået frem og sagt, at Islam er vor tids største trussel mod de vestlige demokratier. Læs blot følgende udtalelse fra et interview i Jyllandsposten: ”Islamisk fundamentalisme og terror er ikke skabt af en lille gruppe fanatikere. De, der tror det, må vågne op. Islam er en ideologi, som er rodfæstet i befolkningen i store dele af verden, en religiøs fanatisme blottet for al fornuft og sprængfuld af undertrykkelse, vold og drab.”

Så jeg kunne ikke lade være med at spekulere på, om Jens Winther evt. har været hele raden rundt af kendte forfatternavne som Klaus Rifbjerg, Carsten Jensen, Kirsten Thorup osv for at få dem til at møde Pia Kjærsgaard i spalterne, og efter utallige afslag har inviteret Nordbrandt ind på afbud?

Intet nyt er godt nyt, lyder mundheldet. Og så fald er ”Digteren og partiformanden” en virkelig god bog. 
                                                                    Henning Prins

Jens Winther: Digteren og partiformanden. Samtaler mellem Henrik Nordbrandt og Pia Kjærsgaard. 160 s. 179,- kr. Gyldendal  

                                                   Jeg vil gerne have nyhedsmails
                                          
kritiskportal@mail-online.dk     

Tilbage til forside Tilbage til boganmeldelser