Nye tider i støbeskeen

 


Asger Liebst har skrevet en fascinerende historie om skabelsen af et helt nyt Danmark, hvor aktører, man hidtil har opfattet som marginale, pludselig træder ind på den politiske scene som katalysatorer for helt nye måder at tænke på. Det er fænomenet Gladsaxe, som på mange måder kom til at repræsentere en ny klasse i samfundet, nemlig forstadsmenneskene med bil og parcelhus, der i hans nye bog ”Drømmen om Gladsaxe” får liv foran vores øjne.

Asger Liebst repræsenterer selv en fornyelse af den tradition, der vel må siges at tage en begyndelse med Jens Baggesens digterisk-journalistiske europarejse ”Labyrinten” fra 1792 og som på mange måder er et forvarsel om moderniteten. Det er den reflekterende gæst, der på cykel eller til fods tager ud til stederne, hvor det skete og formår at skabe nærvær ved sin glimrende iagttagelsesevne og analytiske fantasi, hvis man kan sige det sådan. Og så har Liebst også taget en mængde billeder, der giver autencitet, foruden masser af spændende sager fra arkiverne.

For det er utroligt spændende at møde dette vitale småborgerskab med rødder i arbejderklassen, folk som Frank Mogensen, der skabte den store succés ”Franks Radio” med masser af filialer og en direkte trussel for giganten Fona, der endte med at måtte opkøbe ham til mange millioner. Manden, der er så rastløs, at han aldrig kan sidde stille, men som også har den nødvendige tillid til sin intuition, ganske som hans medspiller, den karismatiske borgmester Erhardt Jacobsen. Demagoger og visionære trængtes i den ursump af omegnskommuner, der stod på spring til at blive noget helt nyt, og der blev slået gevaldige slag i bolledejen. Og som vi har set det i det allerseneste drama om de nye forstæder, nemlig Farum, så er alkohol bestemt et vigtigt drivmiddel for fantasi og virkelyst.

Vi bliver ført rundt med en sikker guide ved hånden og vi kommer så at sige lige ind ad døren til de mange mennesker, der var involveret i at skabe det moderne Danmark. For det er ”Gladsaxe for ever”, ingen tvivl om det. En vigtig bog for enhver, der bor i en forstad. Og hvem gør ikke det? Storhedsdrømme og frygtelige fald, Shakespeare i forstæderne, godt drama.

                                                        Henning Prins

Asger Liebst: Drømmen om Gladsaxe. 240 s. 299,- kr. Gyldendal


Tilbage til forside Tilbage til boganmeldelser