Oppe i Oles Hoved

Mens jeg sad og vendte sider i Ole Grünbaums nye bog med den inciterende titel ”Bar røv i 60’erne”, havde jeg den særeste fornemmelse af deja vu. Dette hér havde jeg set før. Jeg fór hen i reolen og hentede bogen ”Du skal ud” af samme forfatter frem. Den havde jeg læst grundigt, for jeg havde anmeldt den i Ekstra Bladet i 1988. Positivt, så vidt jeg husker. Og nu opdagede jeg, at jeg sad og læste i nøjagtig samme bog, nu med billeder og lidt rettelser og tilføjelser hist og pist. Men grundteksten var fuldstændig éns helt ned i detaljen.

Kan man det? Er det ikke snyd?

Ja, altså, Shakespeare udkommer jo hvert år i kæmpeoplag på alle sprog, så hvorfor ikke Ole Grünbaum? Jeg synes, der er to grunde til at det er snyd: For det første véd vi godt, hvad vi køber, når vi køber Shakespeare, men når Ole bare giver en gammel bog en ny titel, så véd vi det ikke, og så er det snyd. For det andet er Shakespeare en stor kunstner.

Men jeg ville godt give bogen en chance til, så jeg prøvede at se, om jeg kunne læse noget nyt ind i bogen. Og det kunne jeg godt. Da jeg første gang læste bogen, så jeg den lidt overfladisk som en note til en generationshistorie, 60’erne, livsoplevelser, stofheroisme, blandet med anekdotisk stof. Nu så jeg, at det var en tragedie.

Det, der skulle have været stort, blev nu ganske småt. Det var som at betragte historien gennem en omvendt kikkert, hvor proportionerne stod forkert i forhold til hinanden, så de store begivenheder blev ganske små, mens Oles ego fyldte det hele.

Det altædende ego, der gerne vil meddele, at det ikke alene har deltaget i alle de ”store” begivenheder ”dengang”, men også opfundet dem, gør det af med enhver kunstnerisk bestræbelse, forfatteren måtte være i besiddelse af. Han kan simpelthen ikke træde det skridt tilbage fra værket og begivenhederne, der giver det nødvendige overblik. Og så er Ole luddoven. Første gang, denne bog udkom under navnet ”Du skal ud”, var i 1988, altså for sytten år siden. Sytten år, hvor der var tid til en smule research! Men nej, Ole stoler på sin dårlige hukommelse og opdaterer ikke én eneste faktuel begivenhed, selv om meget af det, han beretter som øjenvidneoplevelser, er gamle vandrehistorier i miljøet. I det hele taget er Ole gennem hele sit liv tilskuer og ikke handlende. Altså det perfekte udgangspunkt for en forfatter.

Ole prøver også at beskrive det, der er umuligt at beskrive, og som derfor bliver så dødkedeligt, når det alligevel forsøges. Eksempelvis oplever Ole i en stofrus den guddommelige oplevelse af ”det livgivende” vand mindst to steder i bogen. Og alt hvad der kan siges om det, er, at det er en fantastisk oplevelse. Alt er adjektiver, der skal belyse, om noget var ”utroligt”, ”fantastisk” eller ”bevidsthedsudvidende”. Man vil da gerne tro det, ligesom at jeg gerne vil tro, at folk har en angstoplevelse, hvis de er ved at blive kørt over. Men det kræver en kunstner at sige det, så læseren selv kan opleve det. Nu er det hele blot noget oppe i Oles hoved, som vi skal tro på.

   Titlen ”Bar røv i 60’erne” er misvisende. Den skulle hedde ”Bar røv i 2005”. 

Ole Grünbaum: Bar røv i 60’erne. 268 s. 250, - kr. People’s Press

 

Boganmeldelser