Planeten Camp 13-01-2013


”I perioder er der i herskende kultur- og kunstkredse blevet set ned på denne smagløshed; i andre perioder er det kitschede blevet tolket som et “sandt” udtryk for fx arbejderklassens og småborgerskabets verden. På det seneste – med særlig kraft i 1980'-erne – har ungdommen og såkaldt dannede kredse taget det kitschede og campede til sig og ofte med en ironisk maske dyrket fx popkunst og -idoler som “ren kult”.” Fra Gyldendals symbolordbog
”Camp er en æstetisk følsomhed hvori noget er appellerende på grund af dets dårlige smag og ironiske værdi. Begrebet er tæt forbundet med Kitch, og ”campy” ting beskrives ofte som ”cheesy”. Da brugen af ordet kom frem i 1909 beskrev det pralende, overdreven, affekteret, teatralsk og kvindagtig opførsel, og ved midten af 1970’erne omfattede definitionen banalitet, middelmådighed og overdrivelse så ekstrem at det har en perverst sofistikeret tiltrækning.” Wikipedia 

Ordet ”camp” er gået af mode. Det var ellers helt oppe og ringe i 80’erne, hvor det havde tilknytning til bl.a. det homoerotiske oprør, der var i fuld gang på den tid, men også til kunstnerkredse, der fandt det uudholdeligt at skulle gøre sig umage med noget, man alligevel ikke troede på, og derfor foretrak at lave parodiske og slet gennemarbejdede kunstværker, der skulle leve i kraft af den ”filosofi”, kunstneren knyttede til værket som forklaring på, hvad det egentlig var, beskueren, tilhøreren osv egentlig oplevede. Billedkunsten var i en vis forstand blevet litterær, idet der skulle en forelæsning til, før man begreb den dybere mening.
   At dette virkelig var/er tilfældet, har malere som Claus Carstensen understreget, idet han som professor på Det kgl. Kunstakademi først og fremmest holdt filosofiske forelæsninger over kunsten, frem for røvkedelige øvelser i at kunne male.
   Men selv om ordet og begrebet ”camp” nu kun sjældent anvendes, så lever det dog bedre end nogensinde. Og navnlig trives camp blandt journalister, der har overtaget avantgardekunstnerens rolle som dem, der søger at overskride grænser. For hvad som helst, tilsyneladende, blot det overskrider ét eller andet. Helst bør der dog være et vist afkast i form af forargelse, et produkt, det efterhånden er blevet meget svært at få fat i, lige meget hvilke moralske og politiske ligtorne man træder på.
   Når det forholder sig sådan, at en uartig og provokerende journalist ikke rigtigt kan hidse sindene op, lige meget hvor meget han overskrider sit (formodede) publikums grænser, skyldes det selvfølgelig først og fremmest den slitage, de evige overskridelser gør på moralen, både den såkaldt offentlige, og så den enkeltes. Det kan, kunne jeg forestille mig, skyldes, at køberne af de journalistiske produkter for længst har vænnet sig til, at journalisterne bebor deres helt egen verden, der kun har få berøringspunkter med den, såkaldt almindelige mennesker lever i. Jeg er overbevist om, at den personlige moral og evnen til medfølelse og forargelse er helt intakt hos de fleste, selv om de ikke reagerer på avisernes, med et lidt gammeldags udtryk, dekadente hidsen sindene op.
   Nu skimmede jeg noget træt en stort opsat artikel i Politikens kultursektion, der handlede om nogle unge mænd, der morede sig med at spille SS-ere i weekenden. I artiklen, der har været længe undervejs, forstår vi, at de unge mænd i SS-uniform aldeles ikke er politiske! Men sjovt nok er én af de SS-klædte også soldat I Afghanistan, hvad der selvfølgelig er helt uskyldigt, for dér kæmper de jo for demokrati, har Helle Thorning-Schmidt selv fortalt os. Og kvindernes frigørelse, for resten!
   At der måske er en lille antydning af en renselsesproces over de friske unge SS-eres weekend løjer høres: ”Mange unge var ikke nazister, men meldte sig, fordi de havde eventyrlyst og ønskede at bekæmpe kommunismen.” kan Oberschütze Christian fortælle os.
   Nå, gudskelov kan vi hurtigt komme igennem det ideologiske, der nærmest går ud på, at de danske frivillige på Østfronten aldeles ikke var landsforrædere, og komme i gang med en umådelig spændende gang røvere og soldater, der viser vore tapre SS’eres kampvilje og mod.
   Tjah, hvad skal man sige, det hele er vel i grunden fuldstændigt uskyldigt, og det er så længe siden. At denne dyrkelse af en gyselig fortid skulle bidrage til historieforvanskning og styrkelse af de voksende højrekræfter i Europa er der da ingen grund til at antage. Det er jo bare camp! Ikk’ oss’?

                                                         Henning Prins

 

Forside   Tidligere ledere   Arkiv