Poetik

Siden Aristoteles skrev sin epokegørende poetik for dramaet har mange forfattere lavet deres egen poetik for at indkredse dette at skrive i sig selv. Som regel som en slags forklaring på, hvorfor de skriver som de gør. Det er en udmærket tradition, der både kan fortælle om arbejdsmetoder, men så sandelig også om kunstnerens selvopfattelse. Jeg må tilstå, at den poetik, jeg nu offentliggør som min egen, på visse punkter kan minde om Gabriel Garcia Marquez' poetik, men faktisk kom vi til det samme standpunkt på nøjagtig samme tid, sans comparaison.

 

 

 

Henning Prins: Poetik  

Alt hvad der skal stå i et kunstnerisk litterært arbejde, hvilken genre det end måtte være, tager form i værkets allerførste sætning. Eller bør gøre det, for hvis ikke det er tilfældet, er sætningen overflødig og bør stryges.

I dette første anslag møder vi handlingen og det rum, hvori den udspiller sig. Alt andet er underlagt dette. Det er forbudt på nogen måde at forklare grunde til handling ved andet end netop handling. Det betyder ikke, at en person er forhindret i at komme med en kortere eller længere forklaring på dette og hint, da det jo også er en handling. Men indlæg af den art skal så altså netop være en del af handlingen og derfor ikke en forklaring, vi bør fæste mere lid til end hvad der ellers står på linierne i den fremadskridende fortælling.

Det er altså forbudt at fortælle læseren noget, bogen ikke ved om sig selv! Og da bogen jo ikke kan vide noget om sig selv, før den er skrevet, vil enhver overordnet forklaring på forhånd være i strid med digtningens væsen, der er at skabe troværdighed omkring fiktive personers handlinger.

Disse regler gælder helt ned i de mindste detaljer. Det hævdes ofte, at følgende digt, der skal være kinesisk, er kvintessensen af digtekunsten. Det lyder således:

 

                     Se månen

                     over floden!

 

Handlingen er øjeblikkelig, tid og rum fuldstændigt tilstede. Alt er suverænt bestemt fra første til sidste ord. Således bør også lange skønlitterære værker med komplicerede handlinger anlægges. Som Aristoteles siger det, er personen handling! Alt andet, psykologi, stemning osv er unødvendige, hvis ikke de indgår som en del af handlingen.

Det betyder at en beskrivelse af et skønt landskab (jævnfør ovenstående digt) skal være en handling. Jacob Knudsen gør det mesterligt, når han siger

 

                    Se, nu stiger solen af havets skød…

 

Ingen omstændelige bølgeskvulp hér, ingen mågeskrig og strandskaller, ingen følelser, kun handling.

Jamen, kan man virkelig stole på at læseren har alle de billeder inden i sig, som man så gerne vil formidle? De er jo ofte vigtige for at vi kan komme i den stemning, man som forfatter gerne vil hensætte læseren i.

Tilliden til læseren er det afgørende punkt, men ”en mørk og stormfuld nat” kan man roligt skrive, for det er jo da også en pauver beskrivelse, hvis vi ser den efter i sømmene. Der står jo ikke spor om noget som helst andet end at det stormer og er mørkt. Og selvfølgelig skal en handling have nogle kulisser at udspille sig i. Men i samme øjeblik beskrivelsen af eksteriører eller interiører ikke længere er befordrende for handlingen, bliver det til ren omvisning. Og hvorfor skal læseren traske rundt i den slags brochurer, når folk nu har sådan et stort potentiale af virkelighed at trække på.

Hvis man vil undersøge, hvor lidt man egentlig behøver at sige (filme, tegne, osv) så skal man begynde at lytte til de samtaler, folk fører med hinanden.

Hér er der i reglen tale om en stor tillidsfuld indforståethed. I samtaler mellem mennesker, der i det store og hele deler sprog, ser man ofte, at der kun siges det allernødtørftigste. Ja, kroppen selv taler med og har sine egne ord, hvad der er nyttigt, når handlingen skal videre. ”Hun trak på skuldrene med et lille, skævt smil.” ”Det var som om hans skikkelse faldt lidt sammen…” Osv osv.

Der findes ikke noget følelsesmæssigt eller psykologisk træk hos noget menneske, der ikke kan illustreres gennem en handling. 

Desuden bør enhver teori om hvordan værket skal se ud kun være en tåget skitse i baghovedet. Ja, det gælder såmænd også historiske romaner, hvor man er tvunget til at terpe årstal og personalhistorie, økonomi osv.

For hvis værket skal blive levende, må det være det fra det første bogstav. Og hvad der sker derfra, ja, det bestemmer bogen faktisk selv! Jo, jo, man vælger og vælger, og vælger fra og sætter ind og sætter ud, men til syvende og sidst er det hele bestemt oppe i øverste venstre hjørne på side 1.  

 Forside    Arkiv