Poetisk oversvømmelse  

 

 Brian P. Ørnbøl

                      

    

Brian P. Ørnbøl er født i 1969 og er altså ”voksen”, men faktisk får hans digtsamling ”Sange fra Midgård” mig til at tænke på en ganske ung mand. En ung mand med talent, vel at mærke, men der er over hans digte dette fossende, der næsten råber på et dige. Et vildtvoksende frugttræ, der kalder på beskæring. Han trænger med andre ord til at beherske sit medie, som jeg tydeligt mærker, han elsker at boltre sig i.

Hvordan han vil gribe dette an, (hvis han altså vil), véd jeg ikke, for selv om vi har en forfatterskole, har vi ikke længere en mesterlære, for ingen vil lade sig noget sige, og fortiden er pr. definition ubrugelig. Derfor må han selv være sin egen dommer, og helst en streng, for digtene vokser vildt, fordi han selvfølgelig elsker det vilde, men ikke ved, at man ikke skal skyde vildt omkring sig, men tage omhyggeligt sigte.

Nu for eksempel digtet ”O”, der antyder et hul. Hvor vil det hen? Hvis det blev delt i to, ville det være to bedre digte, nemlig et om huller, i svejtseroste, i kroppen og mange andre steder, og sådan nogle er jo altid interessante. Og så er der det med at gå og hakke huller. Det billede splintrer, både fordi man ikke hakker huller, der ligner et ”O” og fordi det hakker digtet i stykker, så vi ikke véd, hvor vi skal hen. Men et digt, der kunne hedde ”Hakning”, kunne efter en vis bearbejdelse blive urovækkende.

Til gengæld er der nogle rimerier over velkendte sange fra barndommens land, der fungerer rigtigt godt i deres underfundige kontekst. For det er nu godt, når lyrikken er lyrisk, selv om det er ironisk ment. Det hér citerede digt har noget af den efterlyste stramhed.

 

                 Træfald  

                 Jeg sidder herinde
                
og kan ikke engang høre
                
at det regner
                
udenfor  

                 Et Træ kan åbenbart godt falde i skoven
                
selvom ingen hører det

 

Der er ikke langt til Pia Tafdrup i disse strofer. Til gengæld er der ren løsagtighed over de næste digte ”hierofanier”, hvor der savles, frådes og slås til søren, så det rasler og buldrer som tusind tomme tønder. De idelige henvisninger til guder, sagnskikkelser, djævleriter forekommer rent retoriske. Om igen! Og tillad en Jeronimus at knirke: Det kan godt være, at Dansk Sprognævn i sin løsagtighed mener, det er ligegyldigt, om man ligger eller lægger, men den tilladelse gælder ikke for digtere!

Ørnbøl har det i sig, skubbet og lysten til at slå de store brød op, og han har talent. Men han har pligt til at stramme sig og sin form gevaldigt op!

                                                          Henning Prins                                           

Brian P. Ørnbøl: Sange fra Midgård. Forlaget Dark Lights

                         

    

Forside Boganmeldelser Arkiv