Pseudokatastrofer  15.02.2009

Jeg véd det godt! Jeg har vinterferie og kommer først igen til marts, men undertiden må man se stort på den slags og ty til tasterne, når visse højvandsmærker bliver overskredet i den omkringsigbredende journalisme.

Og hvad er så journalisme? Det er når journalisten énsidigt fokuserer på en begivenhed uden at sætte den ind i den sammenhæng, hvor den hører hjemme. Desuden er journalisme også et udtryk for den forblindelse, der præger mange journalister, når de tror, at et stort portræt og en lang artikel er lig med relevans. Som en redaktør på et mindre dagblad fornylig skrev til mig i anledning af et portræt af en ”kunstnerinde”, der udmærkede sig ved at kunne sidde i tragisk positur og samtidig se ung og sexet ud, og som jeg fandt var spild af papir: ”Herregud, det betyder ikke noget! I morgen er hun glemt og i næste uge bringer vi en ny!”  

Altså, journalisme er lig med selvsving omkring journalistens egen navle, og verden er rekvisitter i denne selvfremstilling.

En særlig form for journalisme, og én af de ældste, er stort opsatte forsideartikler om katastrofer. For katastrofer véd enhver journalist er selve journalistikkens sjæl i koncentrat. Foruden, naturligvis, at være en redningsplanke på en dag, der har været mager på nyheder: ”Flodbåd med 800 passagerer er sunket på Ganges!” Den overskrift har jeg sandelig set mange gange i mit liv, og undertiden spekuleret på, om det er den samme båd, de bliver ved med at kuldsejle i.

Som vi også véd fra aviserne, så lever vi i en sårbar verden, hvor vi skal tage behørigt hensyn til naturen og derfor lade være med at lukke alt muligt skidt og møg og det, der er værre, ud i atmosfæren. Vi skal huske at passe på vores allesammens natur, for ellers vil vi alle gå til grunde i den af journalisterne med utålmodighed ventede kæmpekatastrofe, der virkelig vil give nogle gode billeder og nogle rystende reportager.

Så er det jo, at man sidder og tænker på de stakkels australiere. Hvor er det synd for dem, at deres skove brænder og de må gå fra hus og hjem. Og der skulle være mindst 800 omkomne for de hærgende flammer, hvilken gru. Det er jo næsten halvt så mange døde som i Gaza, men da de jo er australiere og ikke kan gøre for det, altså det med ildebranden, så er det meget mere synd for dem end for palæstinenserne.

Hvis en avis havde en historisk bevidsthed, der rakte mere end 24 timer bagud, ville dens kollektive hukommelse kunne fremmane talløse katastrofer af lignende art som den i Australien. Og de stammer sjovt nok alle sammen fra de samme områder hver gang. Vi har hørt om brandkatastrofer og dødsfald fra Sydfrankrig år efter år, vi har hørt det fra Californien, ja, fra alle de områder, hvor der er tørt og varmt, og hvor det er en del af kredsløbet, at makien eller hvad bevoksningen nu hedder lokalt, går op i luer.

Så i tilfældet Australien kunne man stille et spørgsmål: Ville et klogt menneske bygge et hus inde i en skov, hvis træers blade dryppede af benzin? Spørgsmålet er for så vidt besvaret: Vel ville det så!

Australiens eucalyptusskove brænder som benzin, fordi bladene er fulde af æteriske olier. Ja, det er faktisk meningen, at de skal brænde en gang imellem. De mennesker, der beboede kontinentet inden europæerne kom, satte selv fut på græs og skove og hjalp dermed naturen på vej. Nu bygger folk luksusboliger midt inde i skoven og kan ikke begribe den ulykke, der har ramt dem.

Og ligeså med døgnets rejsestald. Ingen gider/kan sætte sig ind i, hvordan verden hænger sammen.

At Bangladesh bliver oversvømmet med tusindvis af dødsofre til følge, fordi man fælder de store skove i bjergområderne op mod Himalaya, så vandmængderne fra monsunen ikke kan suges op og langsomt afgives igen, at Etiopien bliver til ørken, fordi man har fældet skovene i bjergene. Og sådan kan man blive ved. Hvis man gider.

Morsomst af alt er det, at man har gjort journalistik til et universitetsfag. Og faktisk gjort det ud fra en erkendelse af, at det måske ikke var så udviklende at lade gamle, afdankede journalister uddanne fremtidens journalister på Journalisthøjskolen. Imidlertid ser det ud til, at det sanderske universitet henligger som en ruinhob, og at ethvert krav om andet end lydig læren er ildeset. Så slå bare det hele samme og kald det ”Journalismehøjskolen”.  

                                                                               Henning Prins    

 

Forside Ledere   Arkiv