Pulterkammerparagraffen 08.05.2010  

Da jeg som ungt menneske aftjente min værnepligt i Frederik den niendes stående hær, havde befalingsmændene, når de blev trængt ud i tovene af de drilagtige menige, en stående trussel. De kaldte den for ”pulterkammerparagraffen”, og med det mentes der, at man altid kunne anklage og få dømt en menig, selv om han ikke kunne dømmes for noget formelt. Om den egentlig havde nogen virkning, véd jeg ikke, jeg opnåede ikke i mine 16 måneder at se den taget i anvendelse. Men for befalingsmændene var den et moralsk rygstød, for de havde det ikke nemt, eftersom en hær minder meget om en skole, hvor folk altid bliver barnliggjorte af streng disciplin og derfor gør oprør ved at være barnagtige.

Nok om det, jeg kom bare til at tænke på denne bekvemme paragraf, der altid kunne få en menig dømt, da jeg første gang for mange år siden hørte udtrykket ”påvirkningsagent”. Det var i forbindelse med Jørgen Dragsdahls sagsanlæg mod journalist Jacob Andersen fra Ekstra Bladet, der frimodigt havde kaldt Dragsdahl for KGB-agent.

Jørgen Dragsdahl indgik et, set med mine øjne, højst besynderligt forlig med Ekstra Bladet og Jacob Andersen. For retten var ikke i tvivl om, at Dragsdahl var uskyldig i den fremsatte påstand, så man skulle tro, han havde en interesse i en egentlig domfældelse og ikke et forlig.

Det der efter min mening var det allerinteressanteste var, at dette forlig og dets præmisser under ingen omstændigheder måtte røbes for offentligheden. Hermed synes jeg ikke, Jørgen Dragsdahl fik den oprejsning, han havde krav på, fordi vi ikke kunne få at vide, hvad der var blevet aftalt parterne imellem.

Nu var Jacob Andersen, så vidt jeg kendte ham, en noget opbrusende type med en stor tørst og meget lidt interesse i at researche sit stof, og plejede desuden omgang med mennesker, der mildt sagt tilhørte den ekstreme højrefløj, der allerede den gang havde et tæt samarbejde med både FET og PET, vore to fremmeste efterretningstjenester, hvad der blandt andet kom frem, da nazisten Hans Hetler offentliggjorde sit tilhørsforhold til efterretningstjenesterne. Det samme gjaldt den berygtede højrefløjsgruppe ”Frihedsalliancen” i Århus, der specialiserede sig i at infiltrere venstrefløjsgrupper som for eksempel trotzkisterne, hvor de på et tidspunkt sad på to tredjedele af bestyrelsesposterne.

Så umiddelbart tænkte jeg, at der måtte være ét eller andet i sagen om Jørgen Dragsdahl, der blev hemmeligholdt. Ærlig talt så fik jeg den tanke, at den gode Jacob Andersen med de interessante forbindelser måske grundet dovenskab og manglende research var kommet til at røbe en medspiller, der ikke arbejdede for KGB, men derimod CIA.

Den slags uvederhæftigt sludder kommer man jo let til at tænke, når der er sådan et hemmelighedskræmmeri.

Og nu har vi så oplevet, at en anden fanatisk koldkriger, der har næsten alt tilfælles med Jacob Andersen, nemlig ”professor” ved koldkrigsinstituttet Bent Jensen, har begået nøjagtig den samme brøler og anklaget Jørgen Dragsdahl for at være ”påvirkningsagent”. Også i dette tilfælde udtryk for dovenskab og dårlig research, idet hans påstand byggede på et tilfældigt og totalt uvederhæftigt notat fra en medarbejder i efterretningsvæsenet, der havde gjort sig sine private tanker om Jørgen Dragsdahls mulige tilknytning til KGB.

Og nu har Bent Jensen så tabt med et usædvanligt højt brag ved byretten, og man må spørge sig selv, om Bent Jensen nu også er sin professorgage værd, og om ”koldkrigsinstituttet” overhovedet længere har nogen værdi for dem, der har oprettet det med den skjulte dagsorden, at det skulle bruges til at tilsvine fjender på venstrefløjen. Søren Espersen, en mand, hvis fortid efter min mening burde undersøges grundigt, har været en hovedkraft bag dette højst dubiøse institut, der, som vi har set, opererer med et så diffust begreb som ”påvirkningsagent”. Det minder efter min mening hundrede procent om den gamle ”pulterkammerparagraf”, der kunne få enhver dømt uanset beviser på uskyld.

Så hvad der må spørges om nu, er, om det er foreneligt med vores forestilling om demokrati og lighed for loven, når sådanne paragraffer rent faktisk findes i lovgivningen? ”Påvirkningsagent”! Hvis denne paragraf skulle tages alvorligt, så ville der højst være tre-fire journalister, politikere og embedsmænd tilbage i Danmark. Resten ville sidde i spjældet. Sammen med resten af befolkningen. Men det er måske også det, vi gør, alle vi påvirkningsagenter? I det store fængsel, det borgerlige sammenrend har skabt, hvor alle dukker hovedet, og hvor de førende to danske TV-aviser bestemt ikke syntes, der var grund til at gøre noget ud af Bent Jensens fatale nederlag.

Hvor skal vi hen, du?

 

                                                 Henning Prins

  

Forside Tidligere ledere Arkiv