Punkteret jul

Af Henning Prins

Som rejsende i konfektion, som det hed den gang, kom jeg den danske provins rundt adskillige gange om året. 150.000 kilometer stod tælleren, sidst jeg så efter. Men jeg kan godt lide at køre bil, og jeg kan godt lide at rejse rundt i Danmark. Besøge de små og større byer, der var mit domæne. Den gang.
   Nu er der ikke ret mange små herre- eller damekonfektionsbutikker tilbage i de mindre byer, heller ikke anden detailhandel, måske en enkelt bager hist og her, så jeg så allerede tidligt, at idéen om at spare op til lidt efterløn ikke var helt tosset. Vi rejsende, handelsagenter og hvad vi nu hed, kendte alle sammen hinanden. Vi sad ofte ved et bord, en tre-fire stykker, på Storebæltsfærgen og snakkede om, hvordan landet lå, og hvordan det ellers gik, familien, firmaet, små og store problemer blev også drøftet, når vi kendte hinanden godt. Det var hyggeligt og der var et vist sammenhold, følte man.
   Det var ikke fordi det egentlig var en ensom tjans at rakke rundt på landevejene. Man havde en masse kontakt og fik stort set alt at vide om, hvad der sådan foregik rundt om i landet, og jeg har mange gange kunnet gætte udfaldet af et forestående folketingsvalg.
   Hvad man skulle være forsigtig med som omrejsende, var de mange tilbud, en mand kan få fra elskovslystne damer. Og dem er der flere af, end man skulle tro. Og da man jo kun er et menneske, er det vigtigt at beholde vielsesringen på og have et billede af konen både i pungen og på instrumentbrættet, ellers kunne det let gå galt. Tro mig, jeg véd det.
   Det var omkring juletid, og jeg havde hele vognen stoppet til randen med varer, selv om det egentlig skulle ud med vognmand, men det var der ikke tid til, varerne lynede hen over disken, så jeg bar skjorter og underkjoler og jeg véd ikke hvad ind til de sultne butikker. Det var herligt.
   Jeg stod netop hos ”Jeppesens”, en blandet herre- og damekonfektionsforretning i en mindre provinsby, da bestyreren og jeg blev afbrudt i vores snak af en telefon:
   ”Undskyld mig”, sagde bestyreren.
   ”Øh, det var baronessen ude på Wilhelmsglæde, der ringede og spurgte, om vi havde nogen mulighed for at komme ud med nogle kjoler, baronessen venter stort rykind i julen, noget familie fra København”, sagde han og kneb øjnene let sammen. ”Hvad skal jeg gøre, Olsen er i Herning for at fylde op, og min egen bil er til reparation og jeg kan ikke komme i tanker om nogen, der er til at få fat på!”
   ”Det klarer jeg!”, sagde jeg kækt, ”Jeg har styr på det meste, så en lille omvej kan jeg nok klare! Hvor ligger godset?”
   ”Ja, jo, øh, det er vel nok pænt af dig, men er det ikke alt for meget. Der er jo alligevel et godt stykke vej ud til Wilhelmsglæde, og der er jo ikke asfalteret og sådan … ” Bestyreren trak lidt på det, men han var glad for tilbuddet, kunne jeg se.
   ”Kom nu bare med de varer, så finder jeg plads til dem og kører derud!”
   Kort efter havde vi pakket vognen og jeg vinkede farvel, mens jeg drejede ned ad hovedgaden. I hånden havde jeg en skitse med angivelse af ruten. Det så meget nemt ud.
   Efter at have passeret den tredje markvej drejede jeg til venstre og begyndte at skumple af sted i to hjulspor, mens jeg tænkte, at det havde vognen måske ikke så godt af. Hvorfor pokker er man også så flink!
   Det tog halvanden time, inden jeg så et lille, grønt spir, der ragede op over noget bevoksning ude i horisonten. Det var også på tide.
   Jeg drejede ind på en ganske smuk kastanieallé, der var i en om muligt værre stand end markvejen havde været. Inde på gårdspladsen tog jeg den smukke hovedbygning i røde sten i øjesyn. Alt var lidt forfaldent, men det måtte også være dyrt at skulle holde sådan et sted, med gule domestikboliger, stalde og lader og et slot med grønt kobbertag og spir.
   Lige som jeg sad der og funderede, gik døren op, og en lille ældre mand kom nærmest løbende ud til mig. Jeg åbnede smilende døren og sagde: ”Ja, så er der udstyr til et helt bryllup!”
   ”Åh, tusind tak og kom dog indenfor!” Den ældre mand var åbenbart af den stakåndede type. ”Baronessen venter Dem med en lille forfriskning, hvis De har tid?”
   Inde i en smuk lille stue sad der en ældre dame med hvidt, opsat hår og en højskuldret, sort kjole.
   ”Jeg vil gerne takke Dem for Deres ulejlighed, De har sandelig reddet situationen for mig!” Hun smilede med velholdte tænder. Imens havde den ældre herre, der åbenbart var, ja, hvad hedder det? Hushovmester? Butler? hvad véd jeg, båret en tebakke ind.  I hvert fald sad jeg med en stor kop te og lækre smørsmurte scones, da der kom en yngre dame ind.
   ”Det er min niece, Alice von Korkow og det er hr.?” Hun så spørgende på mig.
 ”Herluf Andersen!” Jeg rejste mig og bukkede. Hun nikkede venligt og satte sig ned.
Jeg måtte gøre mig stor umage for ikke at stirre på den smukke dame, det var længe siden, jeg havde set så smukt et syn.
    Imens faldt samtalen på vejret og udsigten til sne i julen, et meget tilforladeligt emne for fremmede, der ikke kendte hinanden. Jeg drak min kop ud, tørrede mig om munden og sagde:” Nå men jeg må også se at komme videre, mørket er allerede faldet på, klokken er over fire!”
   Vi tog afsked med hinanden, gav hånd og der blev takket og bukket, jeg kom i overfrakken og gik ud til vognen.
   Jeg syntes, den stod på skrå. ”Åh nej, nu er jeg sgu punkteret!”. Jeg så forvildet ud i mørket. Så gik jeg op til hoveddøren og bankede på.
   Efter en del forklaringer og snak lånte jeg telefonen og ringede til den lokale mekaniker, men fik et barn i telefonen, der fortalte, at hendes far var på hospitalet og blive opereret. Jeg prøvede så at ringe efter en vogn, men alle linjer til de få vognmænd, der var på egnen, var enten optagne eller svarede ikke.
   ”Nå, så tror jeg minsandten, at De må overnatte hér,” sagde baronessen. ”Men vi har også plads nok. Skal De ringe til Deres familie og sådan?”
   ”Ja, det er jo juleaften i morgen, så jeg må hellere advisere familien om, at jeg kan blive lidt sen på det.”
   Jeg blev indkvarteret på et nydeligt kammer med en kæmpedyne og en lille bilæggerovn, som hushovmesteren tændte op i.
   Middagen var beskeden, men velsmagende, og vi snakkede hyggeligt en times tid. Så trak baronessen sig tilbage, og jeg erklærede også, at det havde været en lang og travl dag, så jeg ville gå i seng. Den unge dame smilede og sagde godnat.
   De er godt nok varme, sådan nogle bondedyner, jeg måtte trække dynen ned om livet, så jeg kunne få luft. Jeg så på uret: lidt i ti. Så slukkede jeg lyset og faldt i søvn.
   Jeg vågnede ved, at der var én, der krøb ind under dynen til mig. Jeg var lige ved at råbe højt, men tog mig i det. Hjælp, tænkte jeg og var allerede ophidset, hjælp, jeg kan ikke sige nej til sådan en smuk pige!
   Jeg skal nok udelade alle detaljer, men af en yngre dame at være vil jeg nok sige, at hun forstod sig på elskovskunstens finesser. Sikke en nat!
   Da jeg vågnede ved sekstiden, var hun væk. Jeg vaskede mig grundigt i det kolde vand i vandfadet og tog tøj på, mens jeg rystet og ret opmuntret tænkte på nattens eventyr. Tænk en gang, sådan en smuk kvinde og så mig, verdens mest almindelige mand!
   Klokken syv bankede hovmesteren på og sagde, at morgenmaden var serveret. Jeg gik ned i spisestuen, hvor baronessen sad for bordenden og pustede på sin te.
   Efter at have hilst og takket for husly, skænkede jeg te op og smurte et rundstykke. Hjemmebagt, tydeligt nok.
   ”Undskyld, men hvor er den unge dame?” Spurgte jeg, jeg kunne ikke lade være.
Baronessen så på mig med et lumsk smil.
   ”Åh, hun rejste allerede i går ved halvellevetiden, da hendes mand kom og hentede hende!”

 

Forside  Arkiv