STAMBUL1

SAILING TO BYZANTIUM

 

               I

 

That is no country for old men. The Young

In one another’s arms, birds in the trees

-      Those dying generations – at their song,

The salmon-falls, the mackerel-crowded seas,

Fish, flesh, or fowl, commend all summer long

Whatever is begotten, born, and dies,

Caught in that sensual music all neglect

Monuments of unageing intellect.

 

                             II

 

An aged man is but a paltry thing,

A tattered coat upon a stick, unless

Soul clap its hands and sing, and louder sing

For every tatter in its mortal dress,

Nor is there singing school but studying

Monuments of its own magnificence;

And therefore I have sailed the seas and come

To the holy city of Byzantium.

 

                        III

 

O sages standing in God’s holy fire

As in the gold mosaic of a wall,

Come from the holy fire, perne in gyre,

And be the singing-masters of my soul.

Consume my heart away; sick with desire

And fastened to a dying animal

It knows not what it is; and gather me

Into the artifice of eternity.

 

                             IV

 

Once out of nature I shall never take

My bodily form from any natural thing,

But such a form as Grecian goldsmiths make

Of hammered gold and gold enamelling

To keep a drowsy Emperor awake;

Or set upon a golden bough to sing

To lords and ladies of Byzantium

Of what is past, or passing, or to come.

 

W

 

          Rejse til Byzanz

 

        Af William Butler Yeats
        Oversættelse: Anne-Marie Steen Petersen
        og Henning Prins

 

 

I

 

Dét er ej landet for gamle mænd. I trang

Unge i favntag tæt, fugle i træer

- disse døende slægtled – istemt sang,

og laksetrapper, have fyldt med stør,

Fisk, fjerkræ, kød, besynger somren lang

alt hvad der bliver avlet, fødes, dør,

fanget i sansemusik ej ænser man

værker, frembragt af evigt ung forstand.

 

 

 

 

II

 

En gammel mand er ikke værd en døjt,

en laset kappe på en stok; på nær

hvis sjælen synger højt og stadig mere højt

om hver en pjalt i dens profane klæ´er,

og ikke skolekor, men studier sejt

af værker om dens eget prægtige skær;

så derfor stod jeg ud på hav og fandt

den fine by, det hellige Byzanz.

 

III

 

O, vismænd, midt i gudens flammekrans,

Som gylden mosaik på murens sten,

Kom ud af ilden, drejet op i dans,

Bliv sangens ædle mestre for min sjæl.

Fortær mit hjerte helt, sygt af begær

Og bundet til et dyr, der må forgå,

det ej forstår sig selv; og drej det op,

i evighedens kunstneriske greb.

 

 

IV

 

Én gang af natur, jeg aldrig mere bør

ta kropslig form fra en naturlig ting,

men sådan form, den græske guldsmed gør

af hamret guld og gyldengul emaljering.

Kun for at få en døsig kejser i humør;

Eller sat på gylden gren blot med en sang

For fine folk og damer i Byzanz

Om hvad der skete, sker og sker engang.

 



 

ayasofia

 

 

En bro til Europa 

 

(Alle fotografier er af Henning Prins copyright) 

 

 

HVIS MAN ønsker sig en virkelig stor, sansemættet og bevidsthedsudvidende oplevelse i sit liv, så skal man rejse til Istanbul. En af verdens prægtigste byer, Europas største, med en skyline af minareter og ypperlige moskéer, der vil være de fleste bekendt som selve inkarnationen af vores oldeforældres drømme om den eksotiske Orient, Tusind og én nat, Tivoli, som det var en gang. Overalt stikker fortiden sit bedagede ansigt frem i form af høje mure, forsvarsanlæg, moskéer, kirker, hundredevis af såkaldte kösker, kiosker, hvor man kan vaske sig eller hvile og små, idylliske gravpladser, overgroet af grønne planter. En by, hvor husene gror op af højene, med masser af grønt, kranset af guirlander af blinkende vand. Navne, der oser af historie. Bosperus, Marmarahavet. 

bazar

   En myldrende myretue med en trafik af biler og fodgængere, der kræver en balletdansers gratie og balancesans og hvor en dansk trafikminister ville være havareret indenfor få minutter, hvis han skulle vove at begive sig ud i den yndefulde, dansende trafik, der med næsten usynlige små tegn fra trafikant til trafikant får et tilsyneladende kaos til at bevæge sig let og yndefuldt. Men bestemt ikke hurtigt. Og man skal ikke lide af astma eller andre lungesygdomme, for forureningen ligger som en blågrå klokke over horisonten.

   Det er ungdommens by. Femoghalvfjerds procent af den tyrkiske befolkning er under femogtyve og desuden er Istanbul indrettet, så det er komplet umuligt for gangbesværede, endsige invalider, at tage sig frem mellem fortove og trapper, der er op til femogtredive centimeter høje. Desuden ligger byen på stejle og høje bakker, der kræver et godt bentøj. Til gengæld er det cirka dobbelt så hurtigt at komme frem til fods som i bil. Så man møder tusindvis af unge ansigter.

   Istanbul er den gode madkunsts ubestridte hovedstad. Fremragende råvarer, solplukkede tomater og appelsiner, friskfangede fisk fra Bosporus eller Marmarahavet, det møreste lammekød – alt krydret og tilsmagt af mesterkokke, hvad enten restauranten ligner en nedbrændt garage eller et palads. Og så er det billigt, selv for en vesterlænding, der altid må betale overpris, er det op til en tredjedel billigere at bo i Istanbul. Bortset fra de faste overpriser er tyrkerne rimeligt ærlige, men tæl altid lige de penge, du får tilbage. Og taxierne kører efter taxameteret.

gadeliv

   Og så er Istanbul de tusinde duftes by. Det er, som om atmosfæren selv genererer ustandseligt eksploderende duftbomber, der spreder alt fra salig vellugt til de værste prutter. Faktisk er det komplet ubegribeligt, hvor disse uafbrudt vekslende duftindtryk stammer fra, man standser op midt på fortovet og ser sig omkring, prøver at regne ud, hvorfor der nu pludselig dufter af roser eller af stinkende pissoir. Men der er intet, der fortæller om, hvorfra duften eller stanken stammer. Selv i Kemal Atatyrk-lufthavnen med dens renskurede marmorfliser og absolut internationale standard eksploderer luften i disse interessante små duftbomber. Man lærer meget hurtigt ikke at lade sig gå på af den slags småting. Man kunne godt få den tanke, at en by med så megen fortid simpelthen har et overskud af dufte, den må se at slippe af med.

 

tekfurpalads

JEG HAVDE LÆNGE næret en plan om at skrive en kulturhistorisk bog om denne for Europa så betydningsfulde by, der på sær vis er sunket ned under samme europæeres såvel historiske som aktuelle horisont. Måske er der hér tale om noget psykologisk; nemlig at tabet af Konstantinopel, den store, kristne hovedstad, i 1453, stadigvæk, os selv uafvidende, gør så ondt, at vi har valgt at ignorere den. Ja, rent ud glemme den. Vi har jo set lidt af den samme psykologiske mekanisme i Danmark i forhold til tabte danske områder som Skåne og Slesvig, som vi også på mange måder har fortrængt fra vores bevidsthed. Det gjorde for ondt. Og nu må man ikke en gang begræde de tabte landskaber, for så er man grim nationalist.

 

 

MIN KONE OG JEG HAVDE begravet os i relevant litteratur, fortid især, men også nutid og nu skulle vi så på vores første, forberedende møde med byen selv. Heldigvis havde vi taget kontakt med den tyrkiske ambassades informationskontor, hvor counsellor Mustafa Seyyahin meget dygtigt og venligt havde lagt et program for os, så vi kunne komme til at tale med de relevante personer. Og han havde valgt at gå uden om de officielle kanaler, hvis budskaber kan være meget forudsigelige og det betød, at vi kom til at tale med nogle mennesker, der i det daglige måtte kæmpe med et samfund, der har meget lidt forståelse for behovet for kulturelle værdier, fredning og restaurering af bevaringsværdige bygninger endsige byplanlægning. 

   Mennesker, der knokler med budgetter, der er totalt afhængige af private sponsorers velvilje og som gang på gang må se, hvordan private bygherrers interesser altid går forud for offentlighedens.

   At sige, at tyrkisk politik er korrupt, er ikke en påstand, vi kommer med. Nej, det er en fastslået kendsgerning, som ingen vil benægte, tværtimod er det en af de få ting, alle tyrkere er enige om. Det var da også det, alle talte om, mens det nys overståede valg var på alles læber. At AKF (Retfærdighed og Udvikling, som det i typisk bombastisk stil hedder) ville vinde valget, kom ikke som nogen overraskelse for os.

valgplakater

Dets leder Erdogan fremstod som det eneste alternativ til et totalt udlevet og korrumperet styre, der havde gjort demokratiet til en karikatur af sig selv. Og som alle, der har forstand på Tyrkiet, har kunnet berette, så bliver det nogle meget spændende måneder, hvor vi skal se, om det vil lykkes for de gamle, korrupte politikere, der er helt i lommen på den tyrkiske mafia, at få militæret til at fjerne AKF fra magten.

   Foreløbig har Erdogans forsikringer om at ville respektere den sekulariserede stat og NATO-medlemsskabet samt fastholdelsen af ansøgningen om Tyrkiets optagelse i EU virket temmelig beroligende. Men I Tyrkiet véd man aldrig…

 

fatih

ET AF BEFOLKNINGENS store problemer er, at dens hukommelse ikke rækker længere tilbage end til efter befrielseskrigen, der endte i 1923. Sejrherren i denne, Kemal Atatyrk, der besad det ubestridte herredømme, havde ganske vist oprettet en række demokratiske institutioner omkring sin regering, men tillod ikke nogen opposition. Atatyrks store opgave var at skabe et tyrkisk folk ud af et mylder af nationer, der talte et sandt kaudervælsk af tyrkisk, arabisk, iransk, syrisk samt mange mindre sprog, der nu er forsvundne. Hele landet var et stort kludetæppe. Derfor skulle der først og fremmest skabes et tyrkisk sprog. Situationen kan minde lidt om de bestræbelser, man havde i det nyskabte Norge med at rense alle de ”danske” ord ud af sproget. Så man drog op ad ”Silkevejen” for at finde oprindelige tyrkiske ord. Ordet Türük betyder faktisk silkehandler og forskellige tyrkiske sprog tales da også netop på denne rute, der går fra Den kinesiske mur over Sinkiang (Turkestan) helt ned til det nuværende Tyrkiet.

   Og man må sige, at det beslutsomme forsæt lykkedes: De fleste tyrkere vågner ikke om morgenen og må spørge sig selv, hvem de egentlig er. De véd uden videre, at de er tyrkere. Lige som de fleste danskere heller ikke stiller spørgsmål til deres nationalitet. Selvfølgelig lige bortset fra de ti-tolv millioner kurdere, der til gengæld også godt véd, at de er kurdere.  

   Den slags giver tryghed i hverdagen og er forudsætningen for at kunne bygge en moderne stat op. Og det var det, Atatyrk ville. Bort med al den orientalske sløvhed og korruption, ind med europæisk foretagsomhed.

 

DENNE NYE, UNGE stat byggede masser af universiteter, læreanstalter og skoler. Nye generationer voksede op og tog Atatyrks tanker til sig: Bort med tørklæde og skæg, væk med turbaner og fez’er, på med den nålestribede, slips og blankpudsede lædersko. En hel by fuld af velfriserede og moderne klædte unge mænd og temmelig mange damer, der går frem over byens knoldede og forsømte fortove som om de har vældig travlt.

   Men har de det? Når man ser den drømmende yndling stå i sin onkels øde tæppehandel og stirre ud i den forjættede fremtid, er der så et reelt indhold at fylde på drømmene? Næppe.

   For der er ikke styr på ret meget i det moderne Tyrkiet. Vi fik lejlighed til at tale med nogle af dem, vi hér i Europa ville kalde ”den vestligt orienterede elite”. Om de virkelig var det, kom vi lidt i tvivl om, efter at vi havde talt med dem. Troen på europæisk medlemskab er hastigt dalende i den akademiske ungdom.

 

JEG VIL GODT nævne Esra, der er et veltalende energibundt på Istanbul Culture and Arts Foundation. En rødhåret og brunøjet dame, der taler hurtigt i mange telefoner og som har mange jern i ilden. Institutionen er, som almindeligt hér, privat. Oprettet for tredive år siden i 1973 af bl.a. Dr. Nejat Eczacibasji på 50-årsdagen for republikkens grundlæggelse. Esra og hendes 42 medarbejdere skal producere en international musikfestival, en teaterfestival, en filmfestival, en jazzfestival samt en Biennale ved bogstaveligt talt at stampe penge op af den bare jord. Men de gør det!

tr_huse 

  Og det i en by, hvor der næppe er ti steder, hvor der er plads til store forsamlinger og måske kun tre koncertsale. Hvor saniteten er i bund, vejene ufremkommelige og hvor bykortet kun i hovedtræk angiver, hvor man er. Og hvor man sjældent kan spørge nogen om vej, fordi de allerfleste heller ikke ved, hvor de befinder sig. De er som regel lige flyttet til byen eller har i hvert fald aldrig været uden for deres boligområde. Et fantastisk stykke arbejde.

   Men Esra er den fødte optimist: - Vi har søgt om at Istanbul skal være europæisk kulturby i 2008! siger hun med et strålende smil. Vi sidder med tusind spørgsmål stikkende i halsen, kan ikke nænne at sige noget. Og så er det måske også alle tiders idé? Måske ikke lige i 2008, måske, men hvad med 2014?

   Vi snakker med en dansk tyrker, der siger, at i så fald må tyrkerne aldrig nogensinde få lov til selv at administrere de penge, EU eventuelt vil stikke i projektet. Så bliver de væk med det samme.

nyeoggamlehuse 

  Vi taler med en stor forretningsmand, en smuk ældre mand, hr. Gülersoy, der er en slags tyrkisk udgave af Knud V. Jensen, en stor mæcén. Han har brugt mange år af sit liv på at få indbyggerne i Istanbul til at opdage deres egen bys store skønhedsværdier. Han kæmper nu som en gammel mand stadig for at få bevaret i det mindste nogle af de utallige smukke træhuse, der ligger overalt i den kæmpemæssige, forfaldne by. Vi sidder midt i en af hans vellykkede redningsaktioner, et fint lille kvarter af træhuse bagved Hagia Sophia på en hotelterrasse i den lune efterårssol. Her er også indrettet et lille bibliotek, hvor der er opbevaret i titusindvis af bind og billeder om Istanbuls historie, en sand guldgrube for forskere. Han er en travl mand, men taler alligevel med os i to timer på tysk. Han stammer fra den tid, hvor Tyskland var Europa og jo også havde noget tilfælles med Tyrkiet som ung nation.

    - Ak, ja, disse orientalere, siger han, der ikke kan sige sig fri for selv at se temmelig orientalsk ud. – De har en religion, der siger, at dette liv ikke er det rigtige liv, det skal bare overstås, inden man kommer til det rigtige. Derfor er der ingen, der synes, man skal reparere sit hus eller holde sin vej. Alt hér er kun tilsyneladelse, efter døden kommer saligheden. Sådanne mennesker er svære at få til at tage initiativer.

   Vi kommer til at tænke på den modsigelse, der ligger i denne verdens forgængelige tilsyneladelse og så på den store vægt, de tyrkiske mænd lægger på at have en dyr og flunkende ny bil, nyt tøj og sågar, når det gælder de hundredevis af fiskende mænd på Galatabroen, nye og flotte fiskestænger. Mon ikke familie og børn træder lidt i baggrunden, når udgifterne til ”det højst nødvendige” skal gøres op. For penge er der ikke mange, der har. Men ære! Masser af ære. I Istanbul skal man synes, ikke være.

   Bortset fra børnene. Hvis de træffer folk fra Vesten og der ikke er voksne til stede, tigger mange af dem uhæmmet. Når man nævner det overfor forældrene, påstår de alle, at det kun er zigøjnerbørn, der tigger. Men det er alle slags, også velnærede børn, der kan tale engelsk. Kemal Atatyrk ville vende sig i sin grav.

 

 

VI BESØGER OGSÅ den verdensberømte arkitekt og digter Djingis Dentasj, der lige har været på Louisiana og se Arne Jacobsen. Danmark har en stor plads i hans hjerte. Nu har han sine hovedværker bag sig og bruger tid på små eksperimenter såsom at lave begivenheder, hvor hans nabolag kan lære hinanden at kende. Der er sådan lidt godt, gammeldags kommen-hinanden-ved over det, lidt 68, med at male en væg sammen, lave kvartersråd og fællesspisninger osv. Han har også lige lavet nogle legepladser for børn, der ser spændende og fantasifulde ud.

   - Folk i Istanbul aner ikke noget om sig selv og deres by, siger han og stryger sit halvlange, grå hår og skæg. - De kommer ind fra landet og slår sig ned i et kvarter, hvor ingen kender nogen og føler derfor intet ansvar for deres nye by. De føler sig stadigvæk som landsbyboere. Derfor skal vi arbejde på at skabe en ny identitet hos dem, så de oplever sig selv som istanbulere. Ellers vil de aldrig få interesse for deres by og så kan vi ikke beskytte den mod vandalisme.

   Men vi aner, at han er lidt træt, at optimismen er en del af hans væremåde og lidt slidt.

 

GRAVPLADS

  

 

 

FATMAGÛL er sorthåret med rigtig mandelformede brune øjne og et hvidt ansigt. Vi gætter på, at hun er sidst i tyverne. Hun er ansat som arkitekt og byplanlægger i TASJ-Foundation, en meget nedslidt arbejdsplads. Endnu en privat organisation, der for små midler kæmper for at få en smule planlægning og fremtid ind i billedet hos et bystyre, der blot flytter kvartersgrænserne, hvis en nybygning ikke svarer til den vedtagne byplan. Ja, som dansker føler man ikke nogen videre lyst til at sætte sig på den høje hest, hos os er Mærsk McKinney-Møller jo vores fremmeste byplanlægger.

   Vi snakker lidt frem og tilbage om hendes ærlig talt ret udsigtsløse arbejde. Hun er pessimist. Tror ikke rigtigt på, at det hele nytter. Hun fortæller, at man ikke kan stole på statistikkerne over den store tilvandring til Istanbul. Regeringen hævder, at der ”kun” er femten millioner indbyggere, men Fatmagül mener, den er meget større. Det er bare umuligt at fremskaffe demografisk statistisk materiale, det er meget tys-tys. Fra en dansk journalist, der er bosat i Istanbul, har vi hørt, at befolkningen er oppe på tyve millioner og at indvandringen er oppe på cirka totusinde personer. Om dagen, altså! En by, der er udsat for et så ekstremt og ukontrolleret pres kan naturligvis ikke lægge planer. Men politikerne lader det hele sejle.

 

   Vi nævner tanken om at gøre Istanbul til europæisk kulturhovedstad. Hun ryster på hovedet: - Jeg tror slet ikke, vi nogensinde kommer med i EU, siger hun trist. De vil ikke ha’ os, vi dur ikke! Alt det snak om at vi er en bro til Orienten, det er øregas!

   På vej hjem over de knoldede fortove opover de stejle bakker på vej mod minareternes skyline i den synkende sol ser vi det tydeligt: Alle de unge ansigter, der ikke længere tror på en fremtid med Europa. De har været vrede, de har været sårede, følt sig forkastede. Nu véd de bedre, kigger ind i sig selv, ind i det tyrkiske samfund og ryster på hovedet. Nytter det hele noget? Kan man overhovedet forandre Tyrkiet?

   Det er de midaldrende, dem, der har gået på universiteter i Europa og USA, der tror på Tyrkiets europæiske fremtid. Ungdommen, de femoghalvfjerds procent, har opgivet. Tyrkiet er fanget i en ond cirkel mellem en alt for hurtigt voksende befolkning, en uambitiøs holdning til livet og en korruption, der er vokset ud af selve samfundets fundament, den tyrkiske familie. Uden den kan du ikke en gang blive skopudser. Det er familien, der skaffer dig job og uddannelse, indflydelse og penge. Uden den er du intet. Hvem kan forandre det?

   Alligevel synes vi, at Istanbul bør gøres til europæisk kulturby i 2014. Som et europæisk projekt, en gave fra os til Tyrkiet, men også til os selv. Et forsøg fra Europas side på at vise det unge Tyrkiet den respekt, det tørster efter, den opmuntring, det så hårdt behøver. Vi skal ikke tænke på Tyrkiet som en bro til Orienten, men som en bro til Europa.

HOVEDSTRØG

 

 

Forside  Arkiv