Forsvar for en morder                            

 

 

 

Er dette Sara Stridsbergs ansigt? Eller er det ren fiktion?


Tillad mig, inden jeg prøver at vurdere Nordisk Pris-vinderen Sara Stridsbergs nye bog, roman kaldet, at lave et lille tankeksperiment. Tænk, hvis der hér i Skandinavien fandtes en psykopatisk og vred ung mand, der var vokset op som alenebarn hos en dominerende mor, der måske endda misbrugte ham. Og at han desårsag blev bøsse og desuden en intens kvindehader. Den slags sker da en gang imellem. Og tænk en gang, hvis han i fuldt alvor, og med støtte i den nyeste videnskab, mente, at kvindekønnet helt kunne undværes, eftersom ny teknik gjorde det muligt for mænd at få børn sammen helt uden kvinders hjælp. Og hvad nu, hvis han samtidig var en umådelig ambitiøs kunstner, men manglede evnen til at kunne koncentrere sig, så han aldrig fik lavet noget færdigt. Han kunne måske finde på at give sit oprør eftertryk ved at skyde en prominent kvindelig forfatter som f.eks. Sara Stridsberg. Og så kunne en smart forfatter skrive om det ti år senere som et smerteligt helteepos. Jo, jo, den er go’ nok. Historien viser os med al ønskelig tydelighed, at forudsætningen for at blive en helt ikke er det gode eller onde, man forvolder, men den opsigt, det vækker. Herostratos hed han, tempelafbrænderen.

S.C.R.E.W Manifesto

(Society For Cutting Up Reactionary Women)

By Mads Mandsen

 

Nå, den lader vi stå et øjeblik.

Og så til Sara Stridsbergs manifestagtige litani "Drømmefakultetet" om Valerie Solanas, der kalder sig roman. Sikkert af praktiske grunde og for at undgå at blive hængt op på meninger, hun måske, måske ikke har. Det er bare noget, figurerne går og gør, ikke forfatterens egne synspunkter, som vi dog kender lidt til, eftersom hun har berettet, at hun var ved at besvime af fryd, da hun læste Valerie Solanas ”SCUM-Manifesto”, der i al beskedenhed ønsker at udrydde alle mænd. Sådan!

Når jeg kalder bogen for et litani, skyldes det dens lange, bølgende og sig selv til stadighed gentagende vendinger og billeder, der skal tjene som dække for forfatterens manglende mulighed for at fortælle den virkelige historie om Valerie Solanas. Fordi den ikke kan skrives, hvis mytens sommerfuglestøv skal bevares. Og det skal den for enhver pris. Desuden er det, hvad jeg vil kalde for ”kunstnerisk camouflage”, altså poetisk mangel på præcision, der ligesom skal tegne omridset af en smerteramt personlighed, der til syvende og sidst er et offer. Det har i øvrigt undret mig såre, at så mange anmeldere på store, ansete aviser slet ikke har haft en moralsk synsvinkel på hele denne ”fiktive” fortælling om en historisk person, når det tydeligt fremgår, at forfatterinden intet har til overs for den ulykkelige skæbne, der overgik den totalt sagesløse Andy Warhol, hvis eneste forsyndelse tilsyneladende har været, at han tog sig af Valerie og prøvede at hjælpe hende i vej. Hér er nogle udpluk af anmeldelserne: Jacob Levinsen skriver i Jyllandsposten ”For den sprogligt brillante Stridsberg (f. 1972), der uden at miste hverken sit eller læserens overblik kan springe frem og tilbage i tid og mellem mange forskellige sprogtoner og udtryksformer, har skrevet en storslået solidaritetserklæring til alle kvinder som Solanas. Ikke fordi hun skød Warhol, som aldrig kom sig helt, men for hendes rasende forsøg på at opretholde en form for selvstændighed og integritet og insistere på kærlighed, selv om verden på intet tidspunkt syntes at ville have med hende at gøre.” Og Politikens Lise Garsdal har bl.a. denne rubrik: ”Sara Stridsberg bevæger sig gennem sproget som en alf i kampstøvler. Hendes fiktion over en af feminismens radikale frontfigurer er mildt sagt opkvikkende læsning.” Og den er ikke alene opkvikkende, ”En ting er i hvert fald sikkert: Mens Warhol hænger trygt bag skudsikkert glas på Louisiana og sender hilsner fra en svunden tid, er Valerie Solanas vågnet fra de døde. Skøn og gal som aldrig før. Og foruroligende kampklar.” Den myrdede Warhol er ligegyldig, mener Garsdal, mens Solanas rejser sig fra de døde! Mai Misfeldt fra Berlingeren føler heller ingen tilskyndelse til at fundere over forfatterens egentlige hensigt med dette stykke agitation i digterklæder: ”Det er Stridsbergs fortjeneste, at hun formår at gøre Solanas’ historie til et stykke litteratur, der hele tiden undersøger grænserne for sig selv. Som Andy Warhol var det, er forfatteren en parasit, der suger på dette levede tragiske liv, og hun gør det med en stor kærlighed og smerte, som gennemsyrer siderne i denne vilde roman. Min eneste kritik er, den bliver for lang iblandt, men ellers kan romanen kun anbefales til den læser, der er interesseret i at se, hvad man kan med romanen af i dag.” Bid mærke i hendes påstand, at Andy Warhol var en parasit!  

Men bortset fra det moralsk forkastelige i at støtte massemord, der jo ikke har noget med bogens kunstneriske kvaliteter at gøre, så vil jeg kalde den en slibesten af dimensioner. Forfatteren kan tydeligvis sine klassikere, vi er syltet ind i cowboy- og sydstatsromantik for alle pengene og kører frem og tilbage i ”A Streetcar named Desire” sammen med Tennessee Williams og William Faulkner og alle de andre. Og hvordan forfatteren får sin næsegrus beundring for sjofelt mandesprog til at rime med sin erklærede friørelsestrang, står hen i det uvisse. Ulækker sperm, fuck, pik, kusse og en ulidelig hørm af alle former for forrådnelse slår op fra siderne og skal illustrere det amerikanske samfunds råddenskab. Og det kunne jeg da godt tro på, hvis bare der var lidt vægt bag de alt for mange ord. Men sandheden er, at Solanas liv, som ingen faktisk véd særligt meget om, blot er et skjul for Stridsbergs personlige synspunkter, der bifalder SCUM-Manifestet. Det er derfor, det er så vigtigt for hende at kalde den en roman og påberåbe sig fiktionen.

                                                                         Henning Prins

Sara Stridsberg: Drømmefakultetet. Roman. 361 s. 299,- kr. Athene. Aschehoug

NB: For at føje spot til skade fik Sara Stridsberg Nordisk Pris for dette femifascistiske makværk. Men det passer jo fint med de degraderinger, alle en gang så værdige priser har været udsat for. Nobels fredspris til blodtilsølede krigskarle eller nyvalgte præsidenter, Nordisk Pris til tilhængere af kvindechauvinistiske udryddelsesplaner overfor alle mænd. Hvad med at indstifte Neuengammeprisen til den slags Mennesker? H.P.                                                                        


Tilbage til forside Tilbage til boganmeldelser Tilbage til Kastrationstrusler