Selvmordsdronningen 01-06-2012

DET STÅR SOM en af de helt store gåder i Danmarkshistorien, at et gammelt, traditionsrigt parti som Socialdemokratiet, (nu desværre omdøbt til Socialdemokraterne, et noget mere uforpligtende navn), har kunnet vælge en studine som Helle Thorning-Schmidt som partiets formand og nuværende statsminister. Hun har fra dag 1. klumret med alt, hvad hun har beskæftiget sig med, er tydeligt også blevet dårligt briefet af sin egen stab, så hun gang på gang er blevet stillet over for spørgsmål, hun ikke kendte et svar på og derfor i ren forfjamskelse sagde hvad som helst, hvad der røbede hende som dybt borgerlig.
   Alene hendes udråb: ”Jeg kan slå Fogh!”, der var tomt og argumentationsløst, burde have fået ansvarlige socialdemokratiske politikere til at stoppe legen, mens den var god. Da Thorning-Schmidt så oven i købet som nyvalgt formand udtalte til TV2-News, at hun ikke var socialist, burde én eller anden alarmklokke begynde at ringe. Og om ikke andet, burde enhver, selv en socialdemokrat, kunne se, at hun havde det modsatte af TV-tække, hun var direkte frastødende, når hun trådte frem på skærmen.
   Det resulterede selvfølgelig i én lang nedtur for Danmarks en gang største lønmodtagerparti.  Og dagens meningsmåling giver regeringen og især Socialdemokratiet den største øretæve nogen sinde i to århundreder.

MEN HVORDAN KUNNE det gå til, at nogen pegede på denne hidtil ukendte kvinde? Hvad var det for kredse i Socialdemokratiet, der så en fordel ved at føre hende frem? Selv en gammel rotte som Ritt Bjerregaard, der ganske vist ikke er nogen ørn til public relations, pegede på hende, selv om hun måtte vide, at Thorning-Schmidt tilhørte det dybt borgerlige slæng omkring den tidligere britiske premierminister Anthony Blair med dens liberalisme og kristne attituder. Må vi simpelthen se i øjnene, at socialdemokratiet er spist op, at en moderne fordelingspolitik, der forsøger at udligne alt for ulige vilkår folk imellem, nu ikke længere er gangbar politik? Meget tydede ellers ved sidste valg på, at en stor del af vælgerskaren ønskede sig denne politik tilbage, men indrømmet: ikke mange nok, Margrethe Vestager fik lov til at agere garant for liberalisterne, så vi ikke ligefrem fik et retfærdigt samfund.

DET VÆRSTE ER dog, at den ny regering slet ikke har nogen Fingerspitzgefühl, men glad vader hen over hellig grund i danskernes bevidsthed. Dels ved en løgnagtig påstand om, at folk, der har arbejde, er bedre mennesker end folk, der uforskyldt er arbejdsløse. Ja, sådan siges det ikke, sådan fungerer det. Arbejderisten Møger Pedersen, der har haft en solid stalinistisk opvækst hos sin far, den gamle kommunist Torben Møger Pedersen, stråler gul urin lige i ansigtet på de arbejdsløse, når han taler om ”arbejderen, der hver morgen smører sin madpakke og går på arbejde”, et udsagn, der indirekte indicerer, at den arbejdsløse bare er en dovendidrik, der skal have et økonomisk los i røven, så han kan tage sig sammen til at finde sig et arbejde. Dels ved at gøre det helt klart, at denne regering vil "hente pengene, dér hvor de er", altså hos alle dem, der ikke forkøbte sig i alt for dyre huse eller soldede lånte penge op på samtalekøkkener, fladskærme, rejser og hvad der ellers gjorde livet værd at leve. Man vil altså hente dem hos de mennesker, der har sparet op og købt livsrenter, forsikringer osv. Det kan få den vrede borger op i enhver dansker, undertegnede inklusive.
   Jamen, selv om der muligvis er indskrænkede personer nok til at denne holdning kan nyde nogen støtte, så er det som at pisse i egne bukser, det giver kort varme. For selv om den i livet uprøvede Møger Pedersen tror, at folk er dumme, så er de altså ikke dumme.  

NU FORLYDER DET fra sædvanligvis våsende kredse, at regeringen vil sadle om og komme Enhedslisten i møde. Det er at forvente af lallende amatører, men hvordan i alverden forestiller Socialdemokraterne sig, at de kan genvinde et gran troværdighed ved pludselig at skifte heste i vadestedet? Enhedslisten er vel pisket nødt til at være imødekommende, hvis regeringen vil fremme deres forslag, men spørgsmålet er, om Enhedslisten ikke skulle overveje, om der måske skulle findes en fremtid helt uden SF, S og R? Sådan som dansk politik udvikler sig i øjeblikket, handler det ikke om de hurtige satsninger og smarte løsninger, men om at placere sig, så man kan begynde et langt, sejt træk mod venstre i dansk politik.
   At det også vil kræve en stor debat om, hvad en retfærdig samfundsorden og fordelingspolitik egentlig er, vil være en forudsætning for at Enhedslisten kan blive det store parti, der så tydeligt er behov for.

                                                          Henning Prins

 

Forside  Tidligere Ledere  Arkiv