Slip sangfuglene fri

Det lille, tapre forlag Jorinde og Joringel, hvis navn hentyder til eventyret om den grumme heks, der satte 6.000 unge jomfruer, der var skabt om til fugle, i bur, og hvordan de blev sat fri igen, har nu frisat tolv små digtsamlinger, der, som billedet viser, spænder over en skala fra rødt til orange.
   Det synes jeg nu ikke illustrerer teksterne, der, heldigvis, er meget forskellige, og til en vis grad giver et billede af de yngre digtere, idet Claus Grymer og Viggo Madsen er de ældste i dette selskab, altså lige bortset fra guldbrudeparret Dorrit Willumsen og Jess Ørnsbo. Sidstnævnte er 81.
   Jeg bliver nødt til at komme med en bekendelse: jeg mener, at lyrik skal være lyrisk! Og jeg synes ikke, provokationer i sig selv er lyriske, som det eksempel, forlaget fremdrager i omtalen af det første bind, nemlig Thor Penthin Grumløses brug af ordet ”spermatogenese” i ”Ved siden af verden”. Men lad gå med:

                             Verden lægger

                             sig inden i

                             verden

Claus Grymer er nu så voksen, at han er blevet alvorligt bekymret over alle de trængsler, alderen fører med sig. Og det er heller ikke så godt for lyrikken, når det handler om problemer med at tisse eller finde rundt i sin nye pung. Pengepung, altså! Han er godt nok deprimeret, synes, det er synd, at børnebørnene skal opleve alderens grumhed en dag, men siger så trods alt efter en opremsning af bedrøveligheder:

                             Vi ler og ler
                             og dagen dufter
                            af den lykke der ikke findes

                            men som vi
                            alligevel deler.

Så fik vi lidt lyrik alligevel!

Dorte Kappelgaard er til gengæld lyrisk, så det vil noget:

                             Du skal ikke være bange for stilheden.
                             Jeg kommer flyvende til dig
                             jeg kommer dalende ned over dig
                             jeg synger mellem linjerne
                             osv osv

I Dorrit Willumsens og Jess Ørnsbos ”Guldbryllup” skal man ikke forvente skåltaler. Faktisk er det en ret karsk, barsk og grinagtig samling, som jeg morede mig over, men for nu at være tro mod mit motto vil jeg citere det digt af Dorrit Willumsen, jeg fandt bedst:

                            Hvid grøn to
                            uadskillelige elskende
                            en blomst der
                            åbner sig mod solen
                            en tilfældig
                            forbipasserende bi

                            Og vinden
                            blæser frøet
                            videre

Nå, lidt skåltale blev det til. Der er tolv små bind, og jeg ønsker for alle de små sangfugle, at de må blive hørt. Hér er de i rækkefølge og ditto farve:

Thor Penthin Grumløse: Ved siden af verden. Claus Grymer: Det sprog vi tier på
Maria Krogh Iversen: Vent! Kevin Japsen: Samtaler med havet. Trine Juul: Nu da det er slut. Dorte Kappelgaard: Bevægelser. Viggo Madsen: Af med hovedet! Skreg Dronningen. Tina Mikkelsen: Du er langtfra tæt på. Isaac Musoke: Kære dagbog. Carsten Müller-Nielsen: Hav. Dråbe. Kadaver. Simon Holm Pedersen: Jaquelyn Kotarac. Jess Ørnsbo/Dorrit Willumsen: Guldbryllup

Forside  Boganmeldelser  Arkiv