Smerten ved at få ret

 

 

For at begynde med det allervigtigste ved Klaus Rifbjergs samtidsopgør, ”Hovedbogen”, så er forfatteren en gudbenådet poet. Disse fire ”karakterbøger” over tiden fra 1992 til næsten nu er skrevet i et ubesværet dansk, hvor forfatteren helt selvfølgeligt skifter emne og synsvinkel, som det passer ham, og hvor det føles helt rigtigt. Vejr og vind og miljøer suser ind over bogens sider og bidrager til stemningen, der netop har grebet forfatteren. Det kunne have været frygteligt labilt og rodet, men er helt sammenhængende, alt bidrager til alt.

   Og det kan nok være, Rifbjerg har et par ting at sige til tidens alvorsfulde mørkemænd og kvinder. Og til sig selv, ikke at forglemme. I en kommentar til tidens grasserende litterære tendens, nemlig at akademiske eksperter er meget bedre til at skrive litteratur end forfatterne, de kvaj. Her skriver han: ”Man skal faktisk være en lille smule dum i nakken for at blive en ordentlig digter.” Den kan man roligt regne med, at de ikke forstår inde på universitetet. Men det handler om verdens tilgang til sindet, at den færdige mening om alting ikke må stå i vejen for den umiddelbare oplevelse. Og Rifbjerg sanser og sanser, hele vejen igennem bogen ser, lugter og smager vi verden, mens de beske kommentarer falder.

   Og man må nok regne med, at Rifbjergs guldkorn falder på klippegrund hos hans erklærede fjender, der rækker fra selvfede forfattere og kritikere som Jens-Martin Eriksen, Jens Christian Grøndahl og så i ret linie ud til den yderste højrefløj med et utal af mellemregninger. Og det er enormt sjovt at læse, især når kendte koryfæhoveder klædes af.

   Man kan roligt sige, at Rifbjerg må føle sig som en moderne Cassandra, sandsigersken, der altid fik ret, men som ingen troede på. For Rifbjerg har efter min mening ret i utrolig meget, fra strøtanker om liv og død, venskabets forkrænkelighed, provinsialismens selvtilstrækkelige smålighed og storpolitikkens kynisme. I hele hans søgende form mærker man at Rifbjerg ønsker lidt fast grund under fødderne, nu, hvor idealerne er smuldret. Englænderne har et begreb, Common Sense, der ikke uden videre kan oversættes til sund fornuft. På engelsk har det både en filosofisk og en politisk dimension. Jeg tror, Rifbjerg godt kan begynde at formulere det ståsted.

   Men jeg tror personligt, at denne bog kunne være blevet endnu meget bedre, hvis den var blevet skåret ned. Måske ikke af Rifbjerg selv, det er en vanskelig manøvre, men så af for eksempel en ekspert som Thomas Bredsdorff. Nu er det en ung debutant, forfatteren Janus Kramhøft, der har revideret stoffet. Jamen, for pokker, det mindste, man må kunne forlange, er da, at revisoren er gammel nok til at vide bare lidt om alt det, Rifbjerg taler om!

   Nok om det, det er en ren fornøjelse at læse side op og side ned både om alt det, Rifbjerg er godt gal i hovedet over, og så al hans poesi, der heldigvis står på hver eneste side.

                                                        Henning Prins

Klaus Rifbjerg: Hovedbogen. 370 s. 298, - kr. Tiderne Skifter  

 

For at begynde med det allervigtigste ved Klaus Rifbjergs samtidsopgør, ”Hovedbogen”, så er forfatteren en gudbenådet poet. Disse fire ”karakterbøger” over tiden fra 1992 til næsten nu er skrevet i et ubesværet dansk, hvor forfatteren helt selvfølgeligt skifter emne og synsvinkel, som det passer ham, og hvor det føles helt rigtigt. Vejr og vind og miljøer suser ind over bogens sider og bidrager til stemningen, der netop har grebet forfatteren. Det kunne have været frygteligt labilt og rodet, men er helt sammenhængende, alt bidrager til alt.

   Og det kan nok være, Rifbjerg har et par ting at sige til tidens alvorsfulde mørkemænd og kvinder. Og til sig selv, ikke at forglemme. I en kommentar til tidens grasserende litterære tendens, nemlig at akademiske eksperter er meget bedre til at skrive litteratur end forfatterne, de kvaj. Her skriver han: ”Man skal faktisk være en lille smule dum i nakken for at blive en ordentlig digter.” Den kan man roligt regne med, at de ikke forstår inde på universitetet. Men det handler om verdens tilgang til sindet, at den færdige mening om alting ikke må stå i vejen for den umiddelbare oplevelse. Og Rifbjerg sanser og sanser, hele vejen igennem bogen ser, lugter og smager vi verden, mens de beske kommentarer falder.

   Og man må nok regne med, at Rifbjergs guldkorn falder på klippegrund hos hans erklærede fjender, der rækker fra selvfede forfattere og kritikere som Jens-Martin Eriksen, Jens Christian Grøndahl og så i ret linie ud til den yderste højrefløj med et utal af mellemregninger. Og det er enormt sjovt at læse, især når kendte koryfæhoveder klædes af.

   Man kan roligt sige, at Rifbjerg må føle sig som en moderne Cassandra, sandsigersken, der altid fik ret, men som ingen troede på. For Rifbjerg har efter min mening ret i utrolig meget, fra strøtanker om liv og død, venskabets forkrænkelighed, provinsialismens selvtilstrækkelige smålighed og storpolitikkens kynisme. I hele hans søgende form mærker man at Rifbjerg ønsker lidt fast grund under fødderne, nu, hvor idealerne er smuldret. Englænderne har et begreb, Common Sense, der ikke uden videre kan oversættes til sund fornuft. På engelsk har det både en filosofisk og en politisk dimension. Jeg tror, Rifbjerg godt kan begynde at formulere det ståsted.

   Men jeg tror personligt, at denne bog kunne være blevet endnu meget bedre, hvis den var blevet skåret ned. Måske ikke af Rifbjerg selv, det er en vanskelig manøvre, men så af for eksempel en ekspert som Thomas Bredsdorff. Nu er det en ung debutant, forfatteren Janus Kramhøft, der har revideret stoffet. Jamen, for pokker, det mindste, man må kunne forlange, er da, at revisoren er gammel nok til at vide bare lidt om alt det, Rifbjerg taler om!

   Nok om det, det er en ren fornøjelse at læse side op og side ned både om alt det, Rifbjerg er godt gal i hovedet over, og så al hans poesi, der heldigvis står på hver eneste side.

Klaus Rifbjerg: Hovedbogen. 370 s. 298, - kr. Tiderne Skifter

 

Tilbage til forside Tilbage til boganmeldelser