SMS

  

Jeg er en stor tilhænger af de uafhængige ånder, der trodser markedets ubønhørlige love og på trods udsender deres værker på små forlag, der ikke understøttes af bogbranchen og derfor lever deres eget liv uden for rampelyset. Men altså lever!

Sådan én er Bjarne Kim Pedersen, der efterhånden har en del værker bag sig og som har fundet sig et publikum bag om ryggen på det etablerede bogsalg, der mest er forbeholdt bestsellere. Og heldigvis for det, for Bjarne Kim Pedersen er en rigtig god digter, der med sine sms-digte i haikustil har fundet en lille poetisk guldåre. For at det er ungdommen, der har Bjarne Kim Pedersens hjerte, bærer hele hans produktion vidne om. Han arbejder da også sammen med unge om at udvikle en SMS-poesi, og det ser ud til at have vakt stor interesse.  

                          MOBBE SMS
                         
ORD DER BLIVER STÅENDE
                         
LANGT FORBI VREDEN
 

er et lille haikudigt, som jeg tror, ethvert skolebarn umiddelbart forstår. Men BKP’s digte er mere end en opklaring omkring de unges liv, de er også poesi. Og netop dette, at hvert digt har sin egne tre linier på hver side gør dem til selvstændige udsagn, der dirrer af liv. Det er dejlig læsning, som man kan tage frem når som helst og glæde sig over.  

                                                                          Henning Prins  

Bjarne Kim Pedersen: SMS-digte. 134 s. 150,- kr. Med tegninger af Stig Kristensen. Forlaget Ravnerock.

                           

Tilbage til forside Tilbage til boganmeldelser