Spor af og spor i

 

Seks gode digtsamlinger fra pionerforlaget Borgen

 

Når man får lov til at læse så mange digtsamlinger, som jeg får, så danner der sig et indtryk af dansk digtning lige nu, der virker, som om modernismen og den helt frie, associative digtning er ved at slippe op, så at sige. Og det gætter jeg på har noget at gøre med de krav, kunsten til syvende og sidst stiller til sig selv om at være ”ægte”, hvad man må sætte i citationstegn, for hvad betyder det egentlig?

Ja, det betyder vel, at digtekunsten skal være digterisk og lyrikken lyrisk, hvad der heller ikke siger så meget. Det hele er jo et spørgsmål om fornemmelser, forestillinger om et kunstværks gestaltning og alt sådan noget. Sagt mere lige ud ad landevejen: Kunstens klassiske rødder stikker frem alle vegne hos både de garvede og de yngre digtere lige for tiden, og der er også nogle, der som Simon Grotrian går planken ud og skriver et læs salmer.

Til en begyndelse vil jeg sige om Per Aage Brandts seneste samling tekster, ”Urt og busk”, at hér er der ingen mangel på henvisninger til den klassiske litteratur. Ej heller, og det bliver så en smagssag, tvivler forfatteren på, at han er en stor og følsom filosof. Jeg vil indskrænke mig til at sige, at han skal passe på ikke at overvurdere sig selv, for så bliver tænksomheden til indforstået føleri.

 

                    ”En mand stirrer ud af sine grønne øjne,

                     blikkets stråle er en slags mental urin…”

 

Nå, da, da, hvad kommer der så herefter? Nej, han pisser ikke på folk med sit blik (desværre), men derimod sit navn i omgivelserne, som når en mand pisser i sneen. Ærlig talt. Men Jacob Knudsen og alle de andre store slår små slag ind om teksten, og det ødelægger selvfølgelig ikke noget.

 

Som før sagt så har Simon Grotrian skrevet cirka 50 gennemrimede salmer og det er da en præstation. Desuden har det den fordel, at der kan sættes musik til. Nu véd jeg, gennem læsning af mine yngre kollegers uforbeholdne beundring, at Simon Grotrian er en stor digter. Selv har jeg ikke bemærket så meget, men man kan sige, at når lyrikken skal rime, så kommer den på prøve. Man skal faktisk være en rigtig god digter for at sætte rimede vers sammen, uden at banaliteten falder altfor pladask i øjnene.

Nu véd jeg jo ikke, om Grotrian er den, han udgiver sig for at være i disse altfor troskyldige og rædsomme vers. For så sårer jeg måske en barnlig sjæl mod min vilje.

                

                           ”Ventetiden suser

                             og er blod i vores bruser

                             Herre , tak fordi vi drømmer

                             i det røde hav, der strømmer

                             mod din kaj.”

 

Ja, det er ret slemt, men så alligevel. Metaforerne er ad helvede til, lige bortset fra ”det røde hav”, for det er jo sjovt at tænke på, at vi svømmer i vort eget blod. Jeg slutter lige af med disse bevingede ord:

 

                            ”Jeg ånder i verdensboble

                              og skimter dig i hermelin

                              på denne morgen vil jeg gople

                              for duggen i min altervin

                              og pulsen stiger, hånden spår

                              at linjerne er fundne får.”

 

Der skulle være lidt at tænke over, mens man blunder på kirkebænken næste søndag!

 

Ja, ja, det er jo udmærket, Lene Henningsen. Du skriver digte, så man ikke kan sætte en finger på dem. Men som før nævnt, så er indtrykket af mainstreammodernisme ved at blive lidt trykkende. Der må stilles større krav til lyrikken, vi må længere ud og længere ind og håndværket må udfordres, ikke bare være godt. Så ”Havfruefonografen”, som den ene halvdel af bogen hedder, er til bestået. Men er det nok? Og så er der jo den anden halvdel med ”The Freudian Slip”! Lene Henningsen tænker og tænker så det knager, og det bliver til hele 58 små nubilleder fra hele Europa, hvor forfatteren fanger situationer. Og ja, det gør hun godt, det er en slags lyrisk journalistik med mange år på bagen, og der vil sikkert udkomme lignende små, finurlige og tænksomme ting om hundrede år. Og måske om tusind? God underholdning fra Lene Henningsen. Lilla segment.

 

Vi fortsætter i samme skure, for Marianne Larsen, der har skrevet mange digtsamlinger, slipper nu sin imaginationsevne på spil i tænkte skæbner, der strejfer ind over siderne og sætter deres lille aftryk, før de igen forsvinder. Hvad der eventuelt måtte være Marianne Larsen selv eller helt ukendte, er for så vidt ligegyldigt. Gyldigheden består i at den lille fortælling bliver fortalt. Og dér står den så og maner til mulig eftertanke. God underholdning, lidt følelser på spil og godt skrevet.

 

Peter Laugesen er også én af de store. Større. Han er en pointernes mand, hvad der kan være både godt og skidt for lyrikken. Det er ligesom med at fortælle vittigheder: Pointen skal anbringes med stor præcision. Og hos Laugesen synes jeg, at pointerne en gang imellem griner lidt for fjoget op i teksten.

Desuden oplever jeg, at Laugesen skriver under en unødig tvang om at være moderne. Slip dog stilen løs, hvad der i dette tilfælde vistnok nærmest betyder: Find én! Sproget er jo trods alt et værktøj, der har at gøre, hvad der bliver sagt. Kunsten er at sige det. Altså, jeg er ikke så vild med Laugesen, det er for villet.

 

Og så kommer der en lille, spindende kat ind. Den lægger sig i solhjørnet og jeg kan godt se, den er lidt tynd i pelsen. Men hvad pokker, katte bliver udsat for meget i et langt liv, og Janina Katz har prøvet det meste, også ikke at få det, man ønsker sig mest.

Og hun kan godt skrive gode digte. Kvindelige digte, for nu at rose dem. ”Min spaltede tunge” er en fin lille ting med flere rigtigt gode digte. Jeg kan måske godt blive lidt træt af hendes genfundne identitet som jøde og elsker af det moderne Israel, for den slags erklæringer er svære at gøre lyriske. Ligesom nationalsange. De lyder altid ad H. til. Men ”Torsdagens klagesang” er det hele værd.

                                                           Henning Prins                                                                                     

 

Per Aage Brandt: Urt og busk. 60 s. 150,- kr. Borgen

Simon Grotrian: Jordens salt og verdens lys. Salmer. 88 s. 199,- kr. Borgen

Lene Henningsen: Fonogrammer fra en hæsblæsende datter. Digte.72+68 s. 229, - kr. Borgen

Marianne Larsen: Stjerne for en frafalden. Prosadigte. 61 s. 150, - kr. Borgen

Peter Laugesen: 64. Digte. 143 s. 199,- kr. Borgen

Janina Katz: Min spaltede tunge. Digte. 43 s. 169, - kr. Borgen   

                       

Tilbage til forside Tilbage til boganmeldelser