Stat og folk, skelet og kød 3.12.2008 

Dags dato 3.12.2008 forlader Helle Thorning-Schmidt i en kronik i Politiken sin neoliberalistiske bastion for at slå et slag for den stat, der har magt til at iværksætte noget af alt det arbejde, der er blevet forsømt under den nuværende regerings rædselsregimente.

Nu var det ikke sådan, at kronikken ligefrem var grænseoverskridende på nogen måde. Mest må man vel sige, at den var inspireret af præsidentskiftet i USA, og det er da bestemt et skridt på vejen. Men i bund og grund savnes der et helhedssyn på statens rolle i samfundslivet. Og i den forbindelse er Thorning-Schmidt langt fra at komme med radikale synspunkter. Det skyldes uden tvivl at socialdemokraterne endnu ikke har fået gjort op med Blairs neoliberalisme. Lidt lattervækkende er det også at se ”analyser” af den internationale økonomi, hvori det påstås, at Danmarks økonomi er et ”offer” for udlandets ryggesløshed. Glemt er regeringen Nyrups laden stå til med huspriserne allerede i 90’erne, hvor enhver, der kunne tænke, måtte forudse at ”boblen” måtte briste på et eller andet tidspunkt. Undertegnede skribent skrev allerede dengang til finansminister Lykketoft og advarede mod den truende udvikling, de løbske huspriser betød. Spildte ord på Ballemogens.

Hvad det drejer sig om, er at tage begrebet Staten op til en nøgtern vurdering. Hvad kan den bruges til, hvor er den regulerende, hvor er den hindrende og hvor er den innovativ og opbyggende. For det samfund, vi lever i idag, kan ikke eksistere uden en stærk stat. Der er bundet så meget udvikling og vedligeholdelse op på staten, at selv mindre forsømmelser meget hurtigt slår igennem med fatale resultater. Vi ser det i alle sammenhænge, hvor enorme samfundsskabte værdier er ved at gå til grunde på grund af misligholdelse og manglende tilsyn. Hele vort uddannelsessystem, vort sundhedsvæsen og vor forsorg ligger i ruiner. Og allerværst er det, at det er lige før at det hele skal bygges op igen, så forfaldent er det blevet på kort tid.

Men hvad er det, staten skal gøre for borgerne ud over at holde gang i uddannelsessystemet, sørge for et ordentligt sundhedsvæsen og slippe de arbejdsudygtige ud af koncentrationslejrene?

Det er at sørge for at borgerne får et bredt spektrum af muligheder. Muligheder, der kan forekomme i alle slags regi, men som er kontrolleret af staten. Kommuner, der modtager tilskud til biblioteker, må ikke vælge at bruge det til tant og fjas. Muséer og kunstsamlinger skal have statspenge og ikke rende rundt med tiggerskålen hos nogle hovmodige og i reglen ret stupide forretningsfolk, der til syvende og sidst vil bestemme, hvad der er god kunst eller ikke.

Og så skal staten ikke give pengegaver til rige mennesker. Skat skal betales i forhold til indtjening, og vores moralsk gennemhule domstole skal tvinges til at gå efter lovens ordlyd, nemlig at alle  skal betale skat, og ikke give smarte revisorer ret i, at denne eller hin skattelov har huller, så at svindleren alligevel ikke skal betale skat. Så bort med al det dér med at trække dit og dat fra, der skal sættes en skala, hvor de rigeste betaler mest og så fremdeles. Det er faktisk meget nemmere at finde ud af end det system, der er i dag. Hvis man da kan kalde det et system, når grundloven sættes vilkårligt ud af kraft, når ministre frit kan lyve offentligheden op i ansigtet og hvor der ikke har været en fri presse siden anden verdenskrig.

Så hvad det drejer sig om for den enkelte dansker er at kræve staten genindsat i sin gamle myndighed. Den stat, danskerne altid har sat pris på, fordi de selv gennem flere tusind år har skabt den. Genopliv den, gør den stærk og giv den myndighed. For den stat, danskerne selv har skabt, er deres eneste værn mod udbytning, svindel og forfald.  

                                                                         Henning Prins    

 

Forside Ledere Arkiv