Tiden, støvet og meningerne

Jeg kan godt lide Thomas Bobergs skrivemåde. Ikke så mange dikkedarer, men alligevel velovervejet og præcist sprog. Og så har han humor, hvad der vistnok ikke rigtigt er gået op for de fleste anmeldere.

Hans seneste bog, ”Under uret”, der ligger et underligt upræcist sted mellem noveller og rejsebeskrivelser og derfor meget passende har undertitlen ”vandrehistorier”, er netop fortalt i en slentrende rytme, hvor forfatteren frit går ud og ind af forskellige miljøer. Han har moralske og politiske diskussioner med sin far, møder en underlig mand på værtshus, som han spiller terninger med om guds eksistens og kommer vidt omkring fra Peru til det både provinsielle og mystiske København. Så hvis gud ikke spiller terninger, så gør Boberg det. Og fortællingen ”Bandsat” er da vistnok en roman, der blev kvalt fødslen, men absolut en historie, der spænder ens følelser op mellem direkte lede ved menneskeheden og medlidenhed. Gad vide, hvor Boberg tænker at sætte sin kurs, der er jo det forbandede ved at skrive lange romaner, at man skal arbejde så hårdt og så længe. Men hvis han kan finde energien og fordybelsen, så tror jeg meget på en rigtig stor bog fra ham. Vandrehistorier går fint derudaf, men skitsepræget holder akkurat. Næste gang må det tunge stof, der gemmer sig i disse erfaringsglimt, graves frem.

                                                                                          Henning Prins

Thomas Boberg: Under uret. 208 s. 199,- kr. Gyldendal 

Tilbage til forside Tilbage til boganmeldelser