TILBAGERULNING 25.07.2010

 

TILBAGERULNING er et underligt kantet ord, der er svært at placere rent betydningsmæssigt, for hvad indebærer det egentlig? Ordet er især brugt i forbindelse med tilstundende valgkampe, hvor forandringslystne mennesker pludselig ønsker tingene forandret tilbage til tidligere tiders tilstand.

Så når danske folketingspolitikere hører dette ord, får de nærmest kvalme eller bliver i bedste fald urolige. For tilbagerulning er et fyord i folketinget, det ligner jo slet ikke det fremskridt, de forskellige partier så inderligt ønsker sig, selv de konservative, der lægger en anden betydning i ordet konservativ end den gængse, nemlig at man vil konservere, altså bevare.

Men det gælder (næsten) hele vejen rundt, at partierne vil have fremskridt, hvad det så ellers betyder. Derfor fremtidssikrer folketinget deres love og målsætninger ved at lave det, der kaldes brede forlig. Det er sådan en gang snak frem og tilbage, der sikrer både journalister og eksperter en rimelig hyre, mens ”parterne” forsøger at få ”tingene på plads” gennem en giv-og-tag-politik. Og tilsidst kan én eller anden statsminister eller ordfører stoltsere foran kameraerne og forklare, at der er opnået enighed blandt oppositionen og regeringen om dette og hint.

Det er ganske godt fundet på, for det svinebinder både moralsk og politisk de enkelte partier, så de ikke ved en regeringsovertagelse bare kan rulle f.eks. Foghs stangreaktionære liberaliserings- og privatiseringspolitik tilbage. Uha, da, nej, så lyder der et ramaskrig fra de involverede forligspartnere om svigt af aftaler, for har de enkelte partier måske ikke selv stemt for det meste af Foghs politik? Ja, en politiker som den radikale veteran Niels Helveg Petersen mener ligefrem, at det slet ikke er demokratisk at gennemtrumfe sine egne politiske mærkesager uden et bredt forlig. Det er det sande demokrati, mener han.

Resultatet er, at partierne mere eller mindre må betragtes som ét eneste parti, folketingspartiet, der i praksis ophæver vælgernes stemmeafgivelser på bestemte mærkesager eller programmer.

Det er faktisk en kendsgerning, at der ikke er blevet rullet nogen som helst forlig tilbage de sidste tredive år, skønt vi har haft ideologisk set forskellige regeringer. Dertil må lægges, at det tætte samarbejde, der udspringer af disse forlig, langsomt, men sikkert underminerer det grundlag, partierne er skabt på.

Vi så jo Poul Nyrup og Mogens Lykketoft som de drivende kræfter bag regeringen Nyrup. Og vi oplevede, hvordan de ændrede socialdemokratiets målsætning, så det blev et liberalt parti á la Blairs New Labour. Pludselig skulle partiet ikke længere hedde Socialdemokratiet, men derimod socialdemokraterne. Det var en ganske listig og velgennemtænkt navneforandring, fordi et parti med et navn repræsenterer en overordnet størrelse med et program (og en historie), men socialdemokraterne er et sammenløb af folk, der måske, måske ikke er særligt socialdemokratiske. Men det er også lige meget, for partiet anser sig ikke længere for at være det mindste socialistisk, hvad Helle Thorning-Schmidt tydeligt gav udtryk for, da hun frimodigt sagde til TV-News: ”Jeg er ikke socialist!”

Så egentlig er der kun et lille fløjparti tilbage, nemlig Enhedslisten, der, i hvert fald foreløbig, står uden for folketingspartiet og dets forligsmageri.

SF er i en lidt pinlig situation, for der klæber lidt magi til dette at indgå forlig med sine ideologiske fjender: Man viser, at man er et ansvarligt parti, der kan indgå i en regering!

Det bliver spændende at se, hvordan Villy Søvndal vil tackle spørgsmålet om Danmarks involvering i overfaldet på Afghanistan? Det vil givet påvirke SF’s ”troværdighed” som ansvarligt folketingsparti, hvis partiet gør det svært for partneren S ved at kræve de danske tropper hjem fra Afghanistan. Mogens Lykketoft, der støber og til en vis grad afsender de socialdemokratiske kugler i udenrigsdebatten, vil ikke sende tropperne hjem foreløbig. ”De skal først have løst deres opgave” ifølge Politiken.

Men det er ikke kun spørgsmålet om Afghanistan, der kalder på en TILBAGERULNING af tidligere beslutninger. Nej, det begynder allerede i Nyrups regeringstid, hvor Mogens Lykketoft som finansminister førte sig tykmavet frem som en anden Alberti og kommanderede med de andre ministerier og en paralyseret folketingsgruppe. Det var Lykketoft, der tillod den ulyksalige prisboble med løbske prisstigninger på fast ejendom i at udvikle sig, trods behjertede advarsler.

Og vi husker alle hvordan de detroniserede socialdemokrater hylede og skreg, at Anders Fogh Rasmussen havde hugget deres program. Jamen, det havde han skam også, for det var ikke et socialdemokratisk program, Nyrup-Lykketoft satte i søen, men en ærkeliberal politik, skrevet af efter ”moderniseringseksperten” Tony Blair. Med andre ord kunne Fogh med sindsro fortsætte socialdemokraternes nedbrydning af velfærden og en omfattende privatisering.

Og nyd lige denne hér fra en forfjamsket Lykketoft: ”Hvis jeg havde vidst, at det amerikanske selskab, der købte TDC, ville opføre sig så grisk og pengebegærligt, ville jeg aldrig have solgt det til dem!”

Er Mogens Lykketoft naiv? Nej, det tror vi ikke rigtigt på. Mogens Lykketoft har studeret i USA og kender i det hele taget alt til amerikansk forretningspolitik, hvor indtjeningen af penge til aktionærerne er det eneste, absolut eneste, saliggørende. Alt andet er af det onde, og det véd og det vidste Lykketoft. Ergo fører han sine vælgere bag lyset.

Og husk, at forligene om alle de store spareplaner, der rammer sundhedssektoren, undervisningen på skoler og universiteter, hjemmeplejen og socialforsorgen er lovgivning, socialdemokraterne har deltaget i. Altså skal man ikke vente nogen TILBAGERULNING hér.

Problemet er, at hvis ikke der kommer et internt oprør hos socialdemokraterne, får vi i bedste fald en S-SF-regering, der vil regere videre på det foreliggende grundlag. Helle Thorning-Schmidt er slet ikke  voksen og moden nok til at lede en regering. Hendes "effektive" stil er som en oversygeplejerskes, der klaprer ned ad hospitalsgangen for at demonstrere travlhed og målrettet energi. Derfor vil Mogens Lykketoft som den måske eneste erfarne blive hendes dukkefører.

Et oprør blandt medlemmerne er altså afgørende vigtigt lige nu for socialdemokraternes fremtidige muligheder. For med de forhåndenværende politiske tilbud er befolkningen overladt til enten den ene ulykke: Løkke. Eller den anden ulykke: Lykketoft.

Så kampråbet lyder: TILBAGERULNING!

 

                                                     Henning Prins

    

 

  Forside Ledere Arkiv Tilbage til leder