Unfair konkurrence 03.04-2012

Politikens Forlag har udskrevet en konkurrence om, hvem der kan skrive den bedste skønlitterære roman. Da jeg læste om denne konkurrence, skrev jeg til forlaget for at høre om de nærmere betingelser:  

Kære Charlotte Weiss! Jeg vil gerne have tilsendt vilkårene for at deltage i Politikens Forlags romankonkurrence. Jeg går ud fra at manus indsendes anonymt.
Venlig hilsen Henning Prins

Jeg fik følgende svar:

Kære Henning Prins 
Tak for din mail. Må jeg henvise dig til vores hjemmeside
 
www.politikensforlag.dk. Her kan du læse om konkurrencen og vilkårene.
Du vælger selv, om du ønsker at sende manuskriptet anonymt. 

Med venlig hilsen 

Louise Varbæk Kønig

Redaktionskoordinator I Skønlitteratur”

 

Det er mig, der har udhævet afsnittet om anonymitet med rødt. For manglen på anonymitet vil betyde to ting: den ene er, at ingen af de seks udvalgte dommere vil være i stand til at se bort fra anerkendte og berømte forfatternavne, lige meget hvor besluttede de måtte være på at være fair og objektive, for ingen mennesker er upåvirkelige over for dette. Altså vil kendthed skygge for muligt nyt, også fordi de seks professionelle dommere skal have en fremtid i den verden, der nu en gang er deres, den litterære, også når de har valgt. Man skaber sig let fjender i den verden.
   Den anden faktor vil være selve sisyfosarbejdet med at læse og gennemgå det enorme materiale, netop en konkurrence om en skønlitterær roman vil udløse. Vi taler om måske, hvis det går rigtigt højt, tyve-tredivetusinde manuskripter, der alle skal foregives at være læst af én af de seks dommere! Det stiller store krav til den enkeltes godtroenhed. Derfor vil der være al mulig grund til at tro, at forlaget vil ”grovsortere” på det mest ubarmhjertige, og jeg spår, først og fremmest smide alle de manuskripter, der er anonyme, direkte i containeren.
   For den, der har bare lidt kendskab til forlagsverdenen både herhjemme og i udlandet, véd, at der skal meget mere end talent og held til, hvis man vil udkomme på et stort, anerkendt forlag. Og hvis forlaget tilmed vil binde nogle penge i halen på udgivelsen og præmiere den samt reklamere for et tilsvarende beløb, altså tilsammen en halv million, ja, så skal man være et på forhånd sikkert kort.
   Og et sikkert kort er man i reglen kun, hvis man har bevæget sig fra ”debutantstadiet”, hvor det er værket, der tæller, til ”forfatterstadiet”, hvor det er navnet, der tæller. Derfor skal Politikens Forlag ikke nyde noget af at modtage manuskripter, der er anonyme, selv om enhver kan sige sig selv, at det er den eneste mulige måde at finde den bedste roman på, eftersom vi som de flokdyr, vi er, og i en grotesk forvrænget medieverden, aldrig vil kunne være objektive i vores bedømmelse af et litterært værk. Alt for mange sociale indikatorer kommer i spil, hvis dommerne på forhånd kender forfatterne til de indsendte værker.
   Man må derfor konkludere, at Politiken gerne vil have en bestseller, og at idéen om at det er en romankonkurrence giver hele iscenesættelsen lidt ekstra pep, men til syvende og sidst er det en gang gennemkalkuleret fup, der intet har med en fair konkurrence at gøre.

 

                              Henning Prins                                                   

                                                                                  

ForsideVidere i portalen Tidligere ledere Arkiv