Vejle blues
 



I disse år oplever vi en strøm af bøger fra generationen, der blev født lige før eller under krigen. Der bliver gjort regnskab, eller snarere, der bliver forsøgt at finde rede i, hvad der egentlig skete, for besættelsen og den kolde krig er et næsten uigennemsigtigt tusmørkeområde, hvor kun de personlige beretninger kan kaste lidt lys. Og samtidig er det også et afdansningsbal for ”Gamle Danmark”, hvor de sidste vidner får fortalt det, de så og oplevede.

Et lysende eksempel på fiktionens enestående evne til at fortælle den sande historie er Ulrik Gräs’ ”Lido”. Vi er i provinsen, i en større østjysk købstad med fuld fart fremad i det, der bliver til den moderne verden. Og den fortæller sin egen beske historie om hvorledes de gamle magtstrukturer er i stand til at overleve alle samfundets forandringer, ikke mindst fordi disse forandringer nødvendigvis må ske i kraft af samme hierarkier, der hele tiden forstår at rekruttere medlemmer til sin borgerlige adel. Nu er det ikke guld og grønne skove, men byggespekulation, fodbold og tyggegummi i et fleksibelt samarbejde med visionære socialdemokratiske borgmestre, der tegner det energiske og stræbsomme efterkrigsdanmark.

Gräs skriver så knapt og præcist, at hans figurer under læsningen så at sige bliver lyst op inde fra. Med en forbilledlig økonomi og knappe, karakteriserende replikker er der fuld fart på handlingen og i Vejle sker der meget, selv om der skal en forfatter til at fortælle det. For de store sammenhænge består af små skæbner, der er vævet ind i hinanden, og der er megen skam, skyld og ubetalt gæld, der plumrer vandene. Og Gräs formår at holde med alle sine personer, så man hele tiden er moralsk spændt op i et stadigt vekslende holden med eller imod de enkelte personer.

Det er bestemt ikke noget tilfælde at den omdiskuterede forfatter J. Bech Nygaard optræder på bogens allerførste side. Ganske vist som ”fiktion”, men den er der vist ingen, der behøver at tage alvorligt. Bech Nygaard forblev trofast mod nazistpartiet til den bitre ende og blev kylet ud af Dansk Forfatterforening efter en ”rettergang” ved en såkaldt æresdomstol. Hér påberåbte han sig, at han blot havde lavet research for at kunne skrive om de danske nazister. Og med hans tvetydige og spegede historie og alle de løgnehistorier, den afføder, går handlingen i gang.

Det er de uægte sønners bog. Nogle er stedsønner, andre kan bare ikke leve op til forventningerne. Fædrenes især, for kvindemagten i Vejle er bestemt ikke åbent tilstede. Tino, Tue, Tor og Buller må gennem folkeskolens mølle under overlærer Hermansens årvågne opsyn, og Hermansen kan på kort tid forudsige et barns muligheder i livet og det gør han så alt for at få ret i. Det er ikke nok at have et godt hoved og komme i gymnasiet, hvis man ikke har den rette afstamning. Og Hermansen konstaterer med tilfredshed, når unge døgenigte ender i det fængsel, han har spået dem. Selvopfyldende profetier, ville vi sige i dag. Buller kommer fra de riges kvarter, hans mor kan beskytte ham mod overlærerens velovervejede lussinger. Og selvfølgelig skal de igennem alle pubertetens smerter og længsler som de kom til udtryk i de bornerte halvtredsere.

Livet på byens konservative dagblad, hvor Tino kommer i uformel journalistlære, er et godt greb, fordi vi hele tiden får udmeldinger fra byens nervecentre, politistation, hospital osv samt løbende vurderinger af alt, hvad der sker i byen. Ikke mindst den såkaldte ”Nina-sag” om mordet på en ung pige.

Og så er Nemo, som redaktøren kalder sig, et vældigt godt portræt af et menneske, der hver dag fortier det vigtigste af alt det, han kender til og så samtidig bryster sig af sin retfærdighedssans og ukuelige vilje til at fortælle sandheden.

Det er ikke ligefrem nogen befriende oplevelse at komme ind i Vejles snærende miljø, men hvad er Vejle andet end en lille udgave af den store verden? Når vi en gang får at vide, at nu er globaliseringen gennemført, betyder det bare, at hele verden er blevet til Vejle, sådan cirka. For til syvende og sidst er verden en stor provins, hvor der hykles, lyves og besluttes bag om ryggen på folk i demokratiets hellige navn.

Ulrik Gräs er lykkedes med at skrive den mest medrivende, poetiske fortælling om den lange, uigennemsigtige periode fra 1941 og op til det første lille gennembrud af lys, der kom med beatnik-forfatterne og en anderledes urolig og uregerlig ånd.

Jeg har sjældent følt mig så kvalificeret underholdt og samtidig fået så meget at vide om min egen fortid som i ”Lido”. Men vi kan vel regne med en fortsættelse?

                                                                                            Henning Prins

Ulrik Gräs: Lido. 293 s. 329, - kr. Tiderne Skifter  

                                     Jeg vil gerne have nyhedsmails
                                      
kritiskportal@mail-online.dk 


Tilbage til forside Tilbage til boganmeldelser