Velgørende kanonade

 

 

Forlaget Tiderne Skifter har startet en serie af samfundsdebatterende småbøger, kaldet Pamfletter. Det er et godt initiativ i en tid, hvor der nok kan siges at være masser af debat, men hvor argumenterne falder i øst og i vest. Hér får vi i Egon Clausens velskrevne og vittige pamflet ”Den skadelige kanon” en gennemtænkt, hele-vejen-rundt gennemgang af det omdiskuterede begreb kanon. Forfatteren minder os om, hvordan vi alle kom til at hade salmebogen og kirken, den gang vores årgange blev tvunget til at lære den slags udenad. Og sådan var det også med al anden pligtlæsning i skolerne: Det skabte modvilje i stedet for glæde ved litteratur.

Belært af erfaringen holdt man så op med denne tvangsfodring for cirka 35 år siden, og ingen har vist savnet den. Undtagen altså kulturminister Brian Mikkelsen, undervisningsminister Bertel Haarder, visse teologer og konservative hulemænd.

Men nu skal danske skoleelever med vold og magt lære at terpe den DANSKE litteraturs perler, så de kan lære at hade dem. For det er jo det, der sker, når man tager lysten og initiativet fra mennesker. Ikke mindst børn. Det véd alle forældre, så hvis de vil deres børns vel, så bør de protestere mod kanoniseringen af den danske skole. Så vidt Egon Clausen (og anmelderen).

Egon Clausen: Den skadelige kanon. Pamflet. 101 s. 100,- kr. Tiderne Skifter

Tilbage til forside Tilbage til boganmeldelser