Verdens navle

 

                         

Suzanne Brøgger har det på fornemmelsen. Hun opsuger ting, steder og mennesker og skaber sammenhænge og forbindelser, hvor der før kun var glemsel og uvidenhed. Hun véd at det hele er et stort NU, hvor Knud Lavard snakker i munden på Anders Fogh Rasmussen, hvor flintøkser og traktorer arbejder side om side og hvor sammenhængene går på kryds og tværs fra før mennesket var menneske og til vore dage, hvor vi slet ikke tror, at der har været nogen før os.

Den desværre nys afdøde forfatter Ebbe Kløvedal Reich skrev en kronik i Politiken en gang i 70’erne, hvor han sondrede mellem den konservatisme, der begrunder sig i retten til at rage til sig og så den, der vil bevare det værdifulde. Værdikonservatisme, kaldte han det. Og værdikonservativ er lige netop, hvad Suzanne Brøgger er. Og det er hun rigtig god til at tale for.

Hendes nye bog ”Sølve” er en fontæne af rislende associationer, der sprøjter, bobler og perler ad sted, mens alt prikker hende på skulderen og minder hende om alt. Det betyder også, at man ikke skal nærlæse hendes historiske oplysninger for at verificere dem, for der er tonsvis af konklusioner, der er uddraget af en stærk sans for det sproglige og hvad ord mon kan komme af, men som ikke holder vand. I forordet fortæller hun, at mose hedder bog på engelsk og kanhænde at ordet stammer fra oldnordisk. Ja, det kan det da, og det gør bogeyman også, og det hedder på dansk bussemand. Og bussemanden kan komme og tage én, som nogen vidste en gang. En bussemand var et af de talrige lig, man fandt under gravning af tørv, og som man troede var ligene af djævle, da de jo kom fra undergrunden. Og det var ikke fordi man var bange for at de skulle gå igen, at de blev smidt i mosen. Nej, de blev ofret til gudinden. Nerthus, sandsynligvis. Den store modergudinde fra vandet, det kvindelige element.

Og vandet gennemsiver da også teksten, men gør den ikke klam. Og sådan er det hele vejen igennem og det gør overhovedet ikke noget som helst at der ikke er belæg for hvert et udsagn, for Suzanne Brøgger fortæller historie og historier, så hele den samlede stand af historikere kan gå hjem og lægge sig.

For forfatteren interesserer sig nemlig for ikke blot sin, men verdens navle. Og for Suzanne Brøgger hedder den landsbyen Løve og dens beboere. Men det hun fortæller os alle sammen, er, at vi skal åbne vores øjne og se, at vi alle sammen lever i verdens navle og er forbundet med fortid og fremtid med mystiske bånd, der dog kan forklares så videnskabeligt som bonden Kristen Jensen gør det, når han siger, at om lidt vil videnskaben kunne få lertøj og vægge til at tale, så vi kan høre tidligere generationer. Og det har han sjovt nok ret i, for arkæologerne forsøger faktisk at læse lyd ud af oldtidens keramik, hvor samtaler må have sat grove lydspor under lerets opdrejning. Så undervurdér aldrig Discovery!.

Hvis forfatteren skulle have givet sig tid til at verificere hvert eneste af sine mange postulater, ville fortællingen hurtigt være gået i stå, og indfaldene er netop den pulserende motor, de lynhurtige associationer og vældet af casestories fra fjern og nær, der gør bogen til et glitrende kalejdoskop, hvor fortid og fremtid lægger stadig nye mønstre.

Jeg må indrømme at jeg er ved at sprænges af nysgerrighed efter at vide, hvor meget af de i kursiv skrevne tekster der er rigtige citater og hvor mange, der er forfatterens vellykkede pasticher.

Oldtidens dansehøje, middelalderens dervishdanse og hele den åndelige trang til at løfte sig op over den grå virkelighed, også ved bogstaveligt at flyve, og vor tids tilsyneladende materialisme, der ret beset rummer alle fortidens elementer af mystik og længsel, kommer til et sansende og bevæget udtryk i denne store bog.

Bogen er også fuld af lommefilosofi og små iagttagelser, og da lommefilosofi til syvende og sidst er den eneste holdbare og fornuftige filosofi, er den god at få forstand af. Det dér med mænd og kvinder, ja, men det skulle da bare lige mangle, det emne er kommet for at blive, og det er jo også interessant.

Frimodighed og sans for eget værd er gået tabt i vore dages Danmark, men Suzanne Brøgger holder dyderne i hævd og tør. Og det er nemlig mod, der skal til for at skrive som hun gør. Godt brølt, Sølve!

                                                                         Henning Prins  

Sølve: Suzanne Brøgger. 429 s. 299,- kr. Gyldendal

                                      Jeg vil gerne have nyhedsmails
                                      
kritiskportal@mail-online.dk 

Tilbage til forside Tilbage til boganmeldelser