En Myte 

 

 

 

EN GANG for længe siden, så længe siden, at man endnu kunne se på jorden og dens dyr og vækster, at Den Store Ånd netop havde skabt dem, boede der ved en flod i de store skove, der den gang dækkede jorden, en ældre kvinde, Yenoti, og hendes søn, Washwanno.

  Washwanno var en stor jæger og fangede alle slags dyr, der levede i skoven eller svømmede i floden, og slæbte dem hjem til Yenoti, der flåede skindet af dem, tilberedte kødet og garvede skindene, så de havde nok af klæder at gå med og huder til at dække sig med i de kølige nætter.

   Yenoti var utilfreds med at skulle gøre alt dette arbejde alene og mukkede altid over, at hun ikke havde en svigerdatter, der kunne gå hende til hånde og hente vand ved floden. For at hente vand var et arbejde, Yenoti fandt særligt tungt. At spørge Washwanno faldt hende ikke ind. Det var mod alle skikke og hun ville ikke såre sin søn.

   Washwanno var så stor en jæger og fangede så mange dyr, at de ikke længere turde nærme sig de skove, der lå nær hans boplads, så derfor måtte Washwanno trænge stadig længere ind i landet for at få bytte.

   En dag, da han således var på jagt fjernt fra hjemmet, kom han til en stor sø. Ved søens bred lå et lille hus, der var omkranset af små, dyrkede marker. Noget sådant havde Washwanno aldrig set før, så han gik nysgerrigt nærmere.

   Da han var ganske nær ved huset, der mest bestod af stråtag og lave, lerklinede vægge, kom en kvinde ud af den lave døråbning. Hun var ganske ung og Washwanno fandt hende meget smuk. Hun bad ham sætte sig hos sig og de fortalte hinanden, hvem de var.

   Den unge kvindes navn var Yardiyanki og hun boede alene i huset og levede af at dyrke jorden. Hun gav Washwanno mad, som hun havde lavet af korn og grønsager. Han fandt, at det smagte forunderligt. Til gengæld gav han hende nogle vagtler, han havde fanget.

   Siden hengav de sig til den slags lege, som mænd og kvinder kan gøre, og han blev der om natten.

 

DEN GAMLE Yenoti var meget utilfreds, da han kom tomhændet hjem, og begyndte sin evindelige klagesang over, at hun ingen svigerdatter havde. Washwanno fortalte hende ikke noget om, hvad han havde oplevet, men fangede nogle fisk i floden, så de havde noget at spise.

   Den næste morgen gav han sig på vej ud i skoven for at jage, men det endte med, at han igen lå hos Yardiyanki om natten og atter kom tomhændet hjem.

   Nu kendte den gamle kones vrede ingen grænser. Hun slog ham på brystet med sine knoglede hænder og sagde, at han havde mødt en kvinde. Washwanno bemærkede intet til dette, men lagde sig til at sove, for han var træt.

   Den næste dag gik det som de andre og han sov og spiste hos Yardiyanki. Denne gang blev han hos hende i tre dage.

   Da han denne gang vendte hjem, sagde Yenoti ingenting, førend han havde lagt sig for at sove. Da tog hun med en pludselig bevægelse ind under hans lændeklæde og snusede til sin hånd. Da sagde hun: "Du har mødt en ung kvinde. Nu må du gå at hente hende, for hun skal hjælpe mig. Du må ikke lade hende overtale dig til at lade være. Om nødvendigt må du tvinge hende."

   Washwanno turde ikke sige sin moder imod, men gik til Yardiyanki og bad hende gå med sig. Yardiyanki sagde nej og opfordrede ham i stedet at slå sig ned i hendes hus. Washwanno vidste ikke, hvad han skulle gøre, for han ville ikke være ulydig mod sin moder. Til sidst tvang han Yardiyanki til at følge med, selvom hun græd og bad for sig.

   Siden måtte Yardiyanki bære vand og samle brænde for Yenoti, der ofte slog hende, når de var alene og Washwanno ude at jage.

   Om dagen var Yardiyanki tavs og gjorde alt modvilligt. Men om natten søgte hun Washwannos leje og hun fik mange børn.

   En dag, da Washwanno var langt væk, ude i de store skove, opdagede Yardiyanki, at den gamle Yenoti var død. Hun kaldte da på sin ældste søn, gav ham et spyd og sagde til ham, at han skulle gå ud i skoven og dræbe Washwanno.

   Da hendes søn vendte tilbage og viste hende det blodige spyd, gik hun ind i teltet og blev derinde i ti dage uden at spise.

   Derefter kaldte hun sine sønner sammen og bød dem at rydde skoven omkring bopladsen. Derpå gav hun sig til at dyrke jorden med hjælp fra sine døtre.

   Siden dengang har hendes slægt spredt sig over verden og efter den tid er der næsten ingen skov tilbage i verden.

Forside  Arkiv